Michael Connelly bor ikke længere i Los Angeles. Efter at have ernæret sig som politireporter for avisen Los Angeles Times i en årrække og siden etableret sig som en af tidens mest interessante krimi noir-udøvere, flyttede den i dag 50-årige amerikanske forfatter til Tampa i Florida for fire år siden.
Men, som det hedder sig, man kan tage manden ud af byen, men ikke byen ud af manden, og i det niende bind om LAPD-strømeren og den tidligere Vietnam-veteran Harry Bosch, som nu foreligger på dansk under titlen Nattens konger, serverer Connelly et helstøbt og på én gang melankolsk og dystert portræt af byen, som hans hovedperson - der for første gang dukker op som fortælleren - beskriver som "et sted for tagere og brugere, et sted med krakelerede fortove og knuste drømme. Man opfører en by i ørkenen, vander den med falske forhåbninger og falske idoler, og det her er, hvad man med tiden får ud af det."
Arven fra Chandler
I modsætning til den anden store nutidige noir-forfatter og Los Angeles kronikør, James Ellroy, vedkender Connelly sig fortsat arven fra Raymond Chandler både i form og indhold. Connellys måske bedste Harry Bosch-værk låner oven i købet sin titel Mørkere end natten (2001) fra Chandlers udsagn om, at storbyens nådesløse gader "var mørke af noget, der var dybere end natten."
Chandler-afficionados vil også nikke genkendende til første scene af Nattens konger, hvori Bosch iført sit bedste sæt tøj og som en anden Philip Marlove i starten af Den lange søvn (1939) dukker op hos en rigmand, der tror, penge kan købe alt.
Anledningen til besøget på den fine adresse er en nagende fortvivlelse over en uopklaret sag, som Bosch har fundet i det arkiv, han snuppede med sig hjem, da han tolv måneder inden - og i slutningen af Skeletternes by (2002) - indleverede sit politiskilt for at gå på pension i en alder af 52 år.
I korte træk drejer det sig om en ung kvinde, der i sin tid blev myrdet på et filmset uden noget synligt motiv. Bosch begynder atter at grave i sagen, denne gang altså på egen hånd med blot en smule hjælp fra en betjent, der ligger lammet i sengen efter et skudopgør under det oprindelige opklaringsarbejde. Men han kommer urtigt på kant med både en tidligere kollega og såmænd også FBI, da det viser sig, at det måske også handler om penge fra et væbnet røveri, der siden er blevet fundet hos en formodet terrorist. For at komplicere det hele yderlige spøger tillige en forsvunden FBI-agent samt Harrys ekskone.
Jazzrytmer
Michael Connelly afvikler i Nattens konger et pokkers veloplagt plot i en taknemmelig tone, der dirrer inderligt af den jazzmusik, hans hovedperson elsker så højt - og som i øvrigt dukkede op på et supplerende soundtrack betitlet Scared Nights med blandt andre Art Pepper, Sonny Rollins og John Coltrane, da bogen i sin tid udkom på originalsproget.
Som i et godt jazznummer giver forfatteren sig tid til at improvisere, nemlig over alt fra en garvet betjents arbejdsrutiner til Los Angeles' topografi, uden at miste den bærende handling, der flyder uanstrengt af sted i en intelligent, tankevækkende og medrivende rytme.
Skulle man efter at have læst sidste års Vildfaren måne undre sig over al den virak, der gøres ud af Edgar Award-vinderen Michael Connollys forfatterskab - hvilket ville være forståeligt nok - er det blot at give Nattens konger en chance.
Michael Connelly: 'Nattens Konger'. Oversat af Søren K. Barsøe. Klim. 279 sider. 299 kr. ISBN 87-7955-417-2
Læs mere om forfatteren på
www.michaelconnelly.com
Fem vigtige krimi-noir-værker om Los Angeles:
'The Big Sleep', Raymond Chandler (1939, da. 'Den lange søvn')
Chandler - en af ophavsmændene til noir-genren - lader i sin atmosfæremættede debutroman privatdetektiven Philip Marlove blive fanget mellem to søstre og en speget sag om pengeafpresning.
'The Underground Man', Ross Macdonald (1971, da. 'Dødens gave')
Med den mobile privatdetektiv Lew Archer som omdrejningspunkt stiller den produktive Macdonald atter skarpt på fædres synder i en optik, der fint matcher tidens og egnens tilbagelænede atmosfære.
'Dreamland', Newton Thornburg (1983)
I jagten på en morder og med en tomlende teenagepige på slæb sætter den rodløse Crow kursen mod L.A.'s underverden, hvor porno og korruption trives på datidens ekstremt snuskede gadehjørner og blandt byens rige elite.
'Devil in a Blue Dress', Walter Mosley (1990, 'Djævel i blåt')
Første bind i Mosleys serie om privatdetektiven Easy Rawlins anskuer 1950-ernes racisme og blomstrende sorte samfund i et nostalgisk skær, der supplerer den originale vare fra South Central-bydelen i form af Chester Himes' 'If He Hollers Let Him Go' (1945).
'White Jazz', James Ellroy (1992, da. 'Hvid jazz')
Neo-noir-mesteren runder sin Los Angeles-kvartet af med en kompleks og dyster skildring af efterkrigstidens boom-atmosfære, som også den anløbne strømer Dave Klein forsøger at få det bedste ud af.