Læsetid: 4 min.

Leve dronningen

14. januar 1997

DEN 15. JANUAR 1972 udråbte daværende statsminister Jens Otto Krag ved at kaste de samme ord i diverse retninger fra en balkon på Amalienborg den 31-årige Margrethe Alexandrine Thorhildur Ingrid til Danmarks dronning. Hendes far, kong Frederik den Niende, var død aftenen forinden efter et par ugers sygdom. Ifølge reglerne tiltræder den ny regent i samme øjeblik, den gamle dør - derfor hoppet i kalenderen. Det er således i dag den 14. januar 1997 25 år siden, vi fik Margrethe som dronning. Og hvilken dronning.
Som hun tager sig ud på Rigmor Mydtskovs billeder i gul brokade med pelskant, pyntet med ordener, diadem og dråbeøreringe, medsøstre ville pantsætte deres bedste cykel for at låne en enkelt aften, ligner hun en rigtig dronning. Tilføjet et - usædvanligt for genren - slående dybt, tænksomt blik. Vores dronning er nemlig ikke bare flot. Hun er klog. Så klog, at hun har formået at modernisere monarkiet ind i selv republikanske hjerter. Så længe, kongehuset opfører sig så udmærket, er der ingen grund til at gå på barrikaderne, men kongehusene over hele Europa dør nok ud i næste generation, ymter typisk den principielle skeptiker.
At folket har brug for sit kongehus ses af den kulørte presse og dens utilgiveligt overdimensionerede udnyttelse af familien, for tiden især Alex og Joachim. Samme prinsesse Alexandra har bevist, at uanset hvor meget danskerne forguder deres dronning, så er blåt blod ikke en forudsætning for at kunne manøvrere kongeligt. I virkeligheden rækker det at se godt ud og have pæne manerer. Ikke desto mindre kan danskerne bedst lide, at det kongelige blod ikke bliver for borgerligt inficeret, for kongedømmet og eventyret bygger på myten om en udvalgt families ret til tronen. Symbolet mister sin kraft, hvis familien bliver alt for almindelig. At monarkiet skal moderniseres, men myten ikke antastes, er den moderne monarks dilemma. Og den balance Margrethe slås også med.

SIN PERSONLIGE skyhed og generthed til trods nyder hun åbenlyst det teknologiske tilbud om at sige nationen et par moderlige ord i fjernsynet og på hoffets jævnlige pressemøder duellerer hun livfuldt med som regel desværre intellektuelle undermålere i form af dumme journalister. Her udfolder den begavede og vidende Margrethe sig ikke desto mindre oplagt i leg med sin rolle. Hun har gennem årene naglet nationen til skærmen under det, som nogen opfatter som underholdning, andre ser som en fascinerende eksperimenteren med et meget snævert rum. Som kvindeforskeren, historikeren Hilda Rømer Christensen siger i reportagen på side 3, så har Margrethe ikke lov at blande sig i politik, men udøver til gengæld en ikke ringe uformel magt i form af sin retorik - fuldkommen på linie med de vilkår alle landets kvinder havde, før danske kvinder så sent som i 1915 fik stemmeret. Dronningen bevæger sig typisk indenfor intimssfæren, hvilket er en af grundene til, at først og fremmest kvinder hengiver sig til kongerøgelsens drømmeunivers. Et univers uden skraldespand, som samme Hilda Rømer Christensen tørt bemærker. Løsrevet betragtet er man selvfølgelig til grin, hvis man som det nu også er blevet mange intellektuelle kvinders praksis, svælger i royale bryllupstraditioner som supplement til tv-mediets øvrige romantiske seriefremstillinger. Men vi længes nu engang allesammen efter et øjeblik uden skraldespand i den ene hånd og arbejdsgiverens træktov i den anden. Ingen behøver imidlertid at frygte, at danske kvinder, fordi de indimellem tillader sig et frirum, hvor de fantaserer om at give den som opofrende dejlighed bag en helst stor og pengestærk mand, realiserer fantasien. Men det er sejt at ville det hele, og der er som regel hverken tid til bispeindvielser, broderen eller studeren, sådan som vi giver vores dronning mulighed for at udfolde sig.

LAD OS I DAGENS anledning foretage det tanke-eksperiment, at Margrethe var født som alle os andre i en almindelig dansk familie. Hvordan ville det så være gået hende? Udover at være kunstnerisk begavet er hun i besiddelse af en intellektuel kapacitet, og eftersom dette samfund mener i højere grad at have bug for det sidste fremfor det første, ville hun formentlig skulle leve af de evner. I betragtning af sin personlige generthed, men ikke desto mindre store ihærdighed og gå-på-mod oven i en markant videbegærlighed, skulle hun nok være blevet til noget. Cand. mag. i historie og religion måske? Hun ville så som f.eks. gymnasielærer bl.a. få brug for sin humoristiske sans i tacklingen af en ungdom, hun i øvrigt ikke synes at have udpræget pædagogisk talent for at omgåes. I hvert fald melder hendes egne børn at have været gæster hos far og mor - et autoritetspræget forældrepar, som børnene tilsyneladende havde begrænset følelsesmæssig adgang til.
Den borgerlige Margrethe ville sandsynligvis stadigvæk have valgt en livsnyder som mand i kontrast til sin egen ansvarsbevidste og diciplinerede personlighed. Det var ikke blevet Henrik, så der stopper vi, for selv denne arrogante franskmand har det danske folk forliget sig med, og hvilken ide er der også i absolut altid at skulle pille alting fra hinanden. Selv eventyret? Netop forholdet til Henrik er tydeligvis Margrethes anker. Og hvad angår det kongelige ægteskab står selv de mest nøgterne kvindeforskere på og hylder det som et forbilledligt, uafhængigt ægteskab, hvor man kan tænke selvstændige tanker, holde ferie hver for sig og dog "have det herligt sammen." "Vi står ikke og tager solen og regnen fra hinanden," som Margrethe så poetisk udtrykker det.

GUD BEVARE MARGRETHE og lad hende endelig regere 25 år til, så Frederik kan få sin frihed - så danskerne kan regne med en civiliseret repræsentation udadtil, og så vi andre stadigvæk har et univers uden skraldespand at forsvinde i. Bare et øjeblik.

dam (Hanne Dam )

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her