Læsetid: 7 min.

En levende hedning...

'En levende hedning er bedre end en død kristen'. Med dette Grundtvig-citat afsluttede undervisningsminister Bertel Haarder et åbent samrådsmøde for nylig i Folketingets uddannelsesudvalg. Emnet var kristendomsundervisning i folkeskolen
4. juni 2005

Den ophedede debat om kristendomsundervisningen er blot en blandt mange diskussioner om forholdet mellem stat og kirke i Danmark, der har præget dagsordnen den seneste tid.

Mit indtryk er, at religion ikke bare fylder mere i debatten. Jeg fornemmer også en glidning hos flere ministre og folketingsmedlemmer i forhold til, hvilken rolle religion - og særligt den evangelisk-lutherske kristendom - skal spille i det offentlige rum i Danmark. Pavens død og den nye paves udnævnelse blev dækket med ekstrem opmærksomhed og glamour - og de kritiske vinkler om den nye paves dybt konservative og reaktionære holdninger blev underspillet. Dronningens tilstedeværelse ved den gamle paves begravelse blev udlagt af statsministeren, som repræsenterede hun både den danske stat og den danske kirke.

Og mens flere og flere præster fylder godt i den offentlige debat og har indtaget centrale roller i f.eks. Dansk Folkeparti og Venstre (før sidste valg), har særligt kirke- og undervisningsministeren markeret stærke standpunkter om, hvilken rolle folkekirken og den evangelisk-lutherske kristendom skal spille i folkeskolen.

Bertel Haarder foreslår bl.a., at bibelfortællingerne skal være en parallel til den litterære kanon. Man ser for sig, hvordan Johannes' dystre beskrivelse af apokalypsen og Paulus' strenge formaninger til korinterne skal ledsage H.C. Andersens livsbekræftende eventyr eller Halfdan Rasmussens rim og remser.

I et interview for nylig i Weekendavisen beskrives Connie Hedegaard ikke blot som en nye Messias i konservativ sammenhæng, hun slår også fast, at Danmark først og fremmest bærer en kristen kulturarv, som skal værnes om - bl.a. i det offentlige uddannelsessystem.

Jeg kan ikke sige klart nok, at jeg er bekymret for udviklingen. Og jeg er uenig med ideologerne hos Venstre og de konservative - Haarder og Hedegaard. Min uenighed med præste-fætrene hos Dansk Folkeparti vil jeg lade ligge for denne gang.

Når jeg skal beskrive Danmark - når jeg f.eks. rejser i Mellemøsten eller andre steder i verden - ser jeg først og fremmest Danmark som et demokratisk land. Som et land med høj velstand, udbredt ligestilling og med udstrakte borgerrettigheder herunder religionsfrihed.

Jeg skal meget langt hen i samtalen, før det falder mig ind at fortælle, at hovedparten af danskerne er protestanter, at de før Reformation en var katolikker, og at danskerne før Ansgar dyrkede de nordiske guder. Fordi - tror jeg - det danske samfund er sekulært, selv om adskillelsen mellem kirke og stat ikke er lige konsekvent alle steder.

Begynder jeg med at beskrive Danmark som et kristent land, når jeg rejser i Mellemøsten, ville deres associationer gå til Iran og Saudi-Arabien - begge erklærede muslimske stater, til det amerikanske bibelbælte, den amerikanske præsident og til Vatikanet. Sjovt nok en alliance, der efterhånden gør sig gældende på flere områder på den internationale scene med rabiate holdninger om kvinders rettigheder, adgangen til prævention, abort, oplysning og sundhed generelt.

Jeg nyder religionsfrihed

Der er ingen tvivl om, at mine holdninger opfattes som særligt kontroversielle flere steder, fordi jeg har muslimsk baggrund. Og jeg bliver da også jævnligt beskyldt for, at jeg egentlig bare er ude på at snige islam ind i det rene, kristne danske samfund af bagvejen.

Intet kunne være mere forkert. Jeg er først og fremmest demokrat, men jeg nyder naturligvis min grundlovssikrede religionsfrihed i Danmark. Jeg bliver også ofte misforstået, som om jeg som en anden Atatürk ville gennemtvinge en topstyret sekularisering af det kristne danske samfund fra den ene dag til den anden.

F.eks. har Iben Thranholm i Kristeligt Dagblad kaldt mit fokus på menneskerettighederne for en slags totalitarisme, mens Bertel Haarder advarer mod 'den sekulære, totalitære religion'. Endnu engang må jeg afvise.

Selv om danskerne havde gået med turban, kunne jeg ikke drømme om et forbud.

Generelt har jeg stor respekt for den danske kulturarv og kulturhistorie, hvor kristendommen utvivlsomt har spillet en stor rolle - først gennem katolicismen, siden gennem den evangelisk-lutherske kristendom.

Kristen ikke = demokrati

Kristendommen, det danske demokrati og demokratierne i andre vestlige lande har udviklet sig sammen og ofte på trods af hinanden. Men kristendommen er ikke en nødvendig forudsætning for den vigtigste egenskab ved det danske samfund i dag - demokratiet.

Når biskop Jan Lindhardt om sin nye bog i Information udtaler, at han ville være utryg ved at leve i en sekulariseret stat, fordi alt ville kunne ske som i Sovjet og Nazityskland, vender han jo det hele på hovedet.

Alt kunne ske med borgerne i Sovjet og Nazityskland, fordi de to lande ikke var demokratiske - ikke fordi kommunist- og nazistpartiet ikke var kristendemokrater. Udover at kirken havde et yderst kontroversielt forhold til det tyske nazistparti før og under krigen, er der sikkert mange sydamerikanere, der ville kunne fortælle, at kristendom alene ikke giver dem alt det, et demokrati ville kunne.

De centrale offentlige institutioner i det moderne danske samfund skal forholde sig til den kristne kulturarv og kulturhistorie som lige præcis det, det er - nemlig arv og historie.

Eller i det omfang danskerne er religiøse i dag - som et aspekt ved tilværelsen der fortrinsvis tilhører privatsfæren. Derfor mener jeg, at fødselsregistreringen, som i dag foretages af folkekirken i store dele af landet, skal udføres af neutrale offentlige myndigheder, efter den sønderjyske model.

Derfor har jeg f.eks. foreslået, at kristendomsundervisningen i folkeskolen laves om til et religions- og etikfag med obligatorisk deltagelse. Den danske folkeskole skal ikke forkynde en bestemt religions læresætninger - den luthersk-evangeliske - ligesom den heller ikke skal indoktrinere eleverne til at have et religiøst perspektiv på tilværelsen.

Til gengæld skal folkeskolen oplyse om religion, de forskellige religioner, deres hi-storie, relationer og betydning. Og her skal kristendommen naturligvis spille en stor rolle. Jeg vil gerne opnå med faget, at vores folkeskoleelever bliver i stand til at navigere og forholde sig kritisk i et samfund og en verden, hvor mange religioner gør sig gældende.

I dag har regeringen sat sig mellem to stole. Man vil ikke ændre faget, da man ikke mener, det er forkyndende. På den anden side vil man heller ikke gøre faget obligatorisk af frygt for, at det vil blive opfattet som påtvunget religionsudøvelse i den offentlige grundskole og dermed i strid med religionsfriheden. I Norge har man haft en tilsvarende sag. Som resultat har man et fag i folkeskolen med et uklart formål, som udelukker store dele af eleverne og giver dem beskeden: 'Vær med på vores betingelser eller bliv væk'.

I morgen er grundlovsdag, og da har vi en passende lejlighed til at diskutere disse mere principielle spørgsmål som forholdet mellem stat og kirke. Ud fra et almindeligt liberalt standpunkt og fordi Danmark bør udvikle sig som et moderne samfund, mener jeg, at en række reformer er nødvendige. Men det er også vigtigt, at der går en grundig diskussion forud for disse reformer, så vi ikke mister fokus eller nogle grupper føler sig unødigt provokeret.

Afklaring om folkekirken

Udover den civile registrering og kristendomsundervisningen i folkeskolen bør man kigge på de danske anerkendte og godkendte trossamfunds forhold til ligestilling herunder homoseksuelles rettigheder.

Folkekirkens rolle og status i den danske grundlov bør diskuteres, når vi forhåbentlig genoptager diskussionen om en ny grundlov. Vi må også finde en afklaring på, hvad vi skal stille op med de mange kirker, som ikke bliver brugt, ligesom folkekirkens finansiering også må diskuteres.

I dag skal man ikke blot aktivt melde kirkeskatten fra, folkekirkens budget overskrider også indtægterne fra kirkeskatten. Og sagen om Grosbøll har også vist, at kirkeministerens rolle i forhold til folkekirkens indre anliggender bør tages op til overvejelse.

Ligesom staten skal gøres fri af kirken, fortjener den danske folkekirke også at blive fri af ministeriel indblanding, som andre anerkendte religioner i Danmark er det.

Jeg har endnu ikke formuleret klare standpunkter til disse udfordringer. Og jeg har som sagt intet ønske om at gennemføre reformer om disse meget følsomme emner, før sådanne reformer har almindelig legitimitet i befolkningen eller er blevet grundigt diskuteret.

Nogle af spørgsmålene ligger måske helt uden for en levende hednings kompetencer!

Til sidst vil jeg minde om, at Grundtvig, som har spillet en stor rolle for den danske folkekirkes selvforståelse og for store dele af det danske samfunds selvforståelse, var en forholdsvis sammensat person.

Grundtvig var ikke kun den indadvendte kristne nationalromantiker, som i stigende grad dyrkes af Venstre og de Konservative. Grundtvig var også oplysningsmand, og han fik mange af sine ideer og impulser fra rejser og ophold i udlandet.

De offentlige institutioner som folkekirken skal være for alle, selv om 'de andre' er forskellige fra flertallets perspektiv - de andre er 'hedninge'. Utidig omvendelse, indflydelse og indoktrinering har ingen fremtid.

God grundlovsdag!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu