Læsetid: 8 min.

Vil den levende kirke venligst rejse sig?

Tre nye bøger har det tilfælles, at de på hver deres måde leverer nogle ualmindeligt velskrevne og gennemtænkte tilgange til, hvad der er det bærende i kirken
11. maj 2006

Engang skulle en katolsk teolog skrive en rapport om den katolske kirkes tilstand. Teologen afsluttede sin rapport med at notere følgende: "Således kan man beskrive kirkens tilstand med en lettere omskrivning af Paulus' ord (fra 1. Korinthierbrevs 13. kapitel): 'Så bliver da tro, håb og kærlighed, men størst af alt er status quo!'

Hvor Paulus skrev kærlighed, mente den pågældende teolog altså, at det konserverende og det stillestående nu havde overtaget, så det var blevet målet.

Det er ikke kun den katolske kirke, som står i fare for at sætte status quo som det højeste. Det er alle kirkers trussel, folkekirkens ikke mindst. At falde i den grøft kan ske på så mange måder. Ved at budskabet udvandes i forkyndelsen eller ved, at kirken gøres til en serviceinstitution, hvor man tilbyder ritualer i anledning af livets store øjeblikke.

Hvor det sker, mister kirken noget af det bærende og det livgivende. Derfor er der til enhver tid, ikke mindst de krisefyldte, god grund til at minde om, hvori det bærende og livgivende består. For at beskrive det og for at ruske op i et dødvande.

Netop til det formål er der i løbet af de seneste måneder kommet tre bøger, som har det tilfælles, at de på hver sin måde leverer nogle ualmindeligt velskrevne og gennemtænkte tilgange til, hvad der er det bærende i kirken.

Spændvidde

Erik A. Nielsen er den eneste ikke-teolog blandt de tre. Men det gør ham bestemt ikke mindre kvalificeret til at udtale sig om teologi. Tværtimod leverer han som regel nogle af de bedste og mest beåndede tilgange til bibellæsninger og gudstjenesteforståelse. Denne bog er ingen undtagelse. Skrevet af Helligånden hedder den provokerende, med undertitlen Poe-tisk bibellæsning. Erik A. Nielsen, professor i dansk litteratur, har gennem sin omfattende produktion beskæftiget sig med feltet omkring litteratur, teologi, billedkunst, musik og teater. Og det kommer der et vidsyn ud af, som også i denne bog nedfælder sig i inspirerende og inspirerede mere eller mindre direkte tilgange til den noget utilgængelige størrelse, som Helligånden er. Der er tale om forskellige artikler samt nogle prædikener, som med Erik A. Nielsens egne ord skal forstås som "anskuelsesøvelser, poetisk-kristelige meditationer", der "afsøger Helligåndens veje igennem Bibelen og den kristne virkelighed".

Artiklerne er fra forskellige sammenhænge og spænder ganske vidt, også i kronologisk forstand, idet der for de flestes vedkommende er tale om tidligere offentliggjorte ting, helt tilbage fra 1987 og til 2005. Men det store spand til trods er der en fin og klar sammenhæng artiklerne imellem, som bl.a. beriges af, at forfatteren med stor suverænitet henter stof ind fra alle de områder, der nævntes ovenfor.

Bogen falder i fire hovedafsnit, hvor det første afsnit, Ordet og skabelsen, udreder kristendommens forståelse af tekster på baggrund af skabelsesberetningens tale om skaberordet. Derefter følger bl.a. afsnit om gudstjenesten og sakramenterne, prædikenmeditationer og prædikener fra midten af 90'erne og desuden om visdommen, Sophia, som Nielsen kalder Helligåndens tvillingesøster.

Åndens virkelighed

Helligånden er det fornyende og det livgivende. Og mellem denne livgivende Ånd og Bibelen er der en forbindelse, som megen nutidig teologi på en eller anden måde har negligeret. En ting er at gøre op med det fundamentalistiske bibelsyn, efter hvilket alt i Bibelen er korrekt og til mindste komma dikteret af Helligånden. Noget andet er at negligere forbindelsen de to størrelser imellem, og det sidste er til en vis grad sket i dele af den moderne bibelforskning. Nielsens bog er ikke et forskningsmæssigt indlæg i den debat, for så ville den have haft en anden form, men den er et velgørende og vellykket forsøg på at fastholde Helligåndens virkelighed, som den fremtræder i de bibelske og kirkelige sammenhænge, uden at glide over i hverken fundamentalisme eller en uhistorisk tilgang til emnet.

Ngo-præsterne

Mere fagteologisk i sin tilgang er dr. theol. Anna Marie Aagards teologiske essay-samling Ånd har krop. Den er ifølge forfatteren selv direkte rettet til dem, der på den ene eller den anden måde står for at formidle troen, men også andre vil bestemt finde meget i denne lærde og dybsindige bog. Også her er der en oprørsstemning mod den døde kirke, hvor den f.eks. bliver til religiøs (og knap nok dét) serviceinstitution, og hvor præsten med Aagaards ord kan blive reduceret til en "noget uprofessionel ngo-koordinator", såfremt hans eller hendes arbejde kun består i "prisværdig social indsats eller iscenesættelse af overgangsriter ved fødsel, bryllup og død".

Mere rammende beskrivelse af den døde kirke, skal man lede længe efter. Dét er kirken uden budskab eller indhold, en kirke, hvis forkyndere kun kan svinge sig op til nogle almene betragtninger, som de fleste sekulariserede mennesker alligevel godt vil kunne sige sig selv.

Op mod denne bedrøvelige tilstand sætter Aagaard talen om, at der skal lyde klare bud på, hvad kristentroen går ud på. I den forbindelse taler hun om nødvendigheden af, at præsten som en "profetskikkelse" skal turde videregive gudsfortællingen og tage omkostningerne, der følger med det at være levende kirke. Ordet profet skal ikke så meget opfattes i retning af én, der forudsiger noget om fremtiden, men i sin mere oprindelige betydning af dén, der kommer med teologiske udsagn, som til tider vil være i modstrid med ideologien i de omgivelser, der tales ind i, hvad enten omgivelserne hælder til den ene eller den anden -isme: "Sådan, og ikke anderledes, ser de lokale politiske og økonomiske systemer ud, når det er rettens Gud, der bedømmer og dømmer, og hverken den rå magt eller maksimering af økonomisk profit."

Den levende kirke

Hvor meget trænger kirken dog ikke til, at nogen vil tale på den måde? Ikke for at spænde evangeliet for nogen bestemt ideologisk vogn, men for at føre den kristne tale ind i en konkret sammenhæng og bruge Bibelens budskab som livsorientering. Fri os fra gentagelser af 70'ernes forsøg på at trække en lige linje fra Jesu budskab til revolutionen. Men fri os også fra den tandløse og uinspirerede kirke, som ikke tør tale klart og tydeligt af angst for at støde dem, der måtte mene, at kristendom og politik intet har med hinanden at gøre.

Aagaard viser i sin bog bl.a., hvorledes man kommer væk fra denne parodi af en kirke. Hun gør det ikke ved at give opskrifter på kirkelig praksis, men hun viser, hvorledes kilden til levendegørelse ligger i den kirkelige tradition. Det er dér, man henter skytset og inspirationen til den bæredygtige teologiske tale. Ikke mindst hos de oldkirkelige fædre og den ortodokse kirke, som fylder meget i bogen. Det er bare at tage det og bruge det. Man mærker, at Aagaard er en af landets bedste kendere af den kristne spiritualitet. Hele denne spiritualitets lange historie hentes der stof fra i bogens kapitler om bibelbrug, gudstjeneste og liturgi, åndelig vejledning og ikke mindst et kapitel om den kristne tilgivelses placering i det offentlige rum.

Goethe siger et sted, at kristendommen fornyer sig ved at gå tilbage til sine kilder. De kilder formidler alt andet og meget mere end lidt forblommet livsanskuelses-klingklang om, hvor vigtigt det er at erindre sig den almene betydning af kærlighed og gode relationer. Vejen frem mod en fordybelse af kirkens tale er klart angivet i Aagaards nødvendige bog.

Forsagtheden

Det samme ærinde er Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt egentlig ude i, om end rammen for fremstillingen er anderledes. Hans korte og fine refleksioner over folke-kirken drejer sig ikke mindst om folkekirkens forsagthed; dens mangel på evne eller måske snarere vilje til at udfordre folk med det kristne budskab. I ønsket om ikke at støde folk bort kommer det budskab, kirken skal forkynde, hurtigt til at gå i ét med tapetet og give indtryk af noget relativt ligegyldigt, mener Arendt.

Også han anfægter dybsindigheden i påstanden om, at politik og religion skal holdes adskilt. Bl.a. ved at stille spørgsmålet om, hvad der sker i et samfund, som forviser kristendommen til det private område. Og svaret er, at så overtager en anden religion - den 'civile religion' - blot styret, som det ifølge Arendt er sket med økonomien og den markedsorienterede politik. Og mens kristendommen får lov at passe sig selv i relativ ubemærkethed omme i det private rum, får den nye religion lov at sætte dagsordenen for fælles-skabet og den enkelte. Og denne civilreligion, som han senere karakteriserer som troen på pengene, må kirken sige fra over for, hvis den skal vise folk, hvori den ægte frihed består. Lige nu går denne frihed nemlig - sammen med glæden - ofte til i en "grådighedens bekymring".

Pengenes magt

Arendts bog er blevet til efter en rejse til Indien. Selv siger han, at bogen ikke handler om Indien, men om forholdene herhjemme. Helt holder det nu ikke stik. Heldigvis da, for Arendt, som bl.a. er kendt for nogle meget roste fremstillinger af islam og forholdet mellem islam og kristendom, har både en ydmyghed og respekt for andre religioner samtidig med en rod-fæstethed i sin egen, som gør, at han kan skildre hinduismens trosopfattelse over for den kristne på en meget klar måde, som det bl.a. sker i et kapitel om Gandhi.

Heller ikke Arendts bog nærmer sig nogen form for billig sammenkobling af kristendom og politik. Sin korte form til trods er den en nuanceret og perspektiverende redegørelse for, at kirken i sin forkyndelse ikke undgår at tage hensyn til, at kristendommen er trængt i baggrunden af den civile religion, som den navnlig kommer til udtryk i tilbedelsen af materialismen. Lige som religion og politik er en farlig cocktail, når de blandes sammen, så man ikke kan skelne det ene fra det andet, er det også farligt, når kristendommen ikke er der til at holde politikken på plads, mener Arendt. Som andre har sagt det, kommer der ikke et neutralt tomrum, hvor den ene religion forsvinder - der kommer blot en ny religion.

Erik A. Nielsen: Skrevet af Helligånden. Poetisk bibellæsning. 160 s. 218 kr. Forlaget ALFA. ISBN 87-91191-17-3

Anna Marie Aagaard: Ånd har krop. Teologiske essays. 248 s. 249 kr. Forlaget ANIS. ISBN 87-7457-392-6

Niels Henrik Arendt: En sang fra de varme lande. Rejsetanker om troen og folkekirken. 126 s. 128 kr. Forlaget ALFA. ISBN87-91191-18-1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her