Læsetid: 3 min.

Den levende puls

Det var ikke ved lydeksperimenterne og de løse koder, at den stjernebesatte Trio Beyond gjorde indtryk, men ved sit rytmiske mesterskab. Ganske andre rytmemønstre kunne ligeledes fascinere i Steve Reichs musik
11. juli 2006

Med en fysisk pågående og sonisk afprøvende musik, dedikeret til den afdøde og for den moderne jazz indflydelsesrige trommeslager, Tony Williams, fyldte de amerikanske stjerner, John Scofield (guitar), Jack DeJohnette (trommer) og Larry Goldings (orgel og keyboard) den rustikke kældersal i Politikens Hus, der før har fungeret som trykkeri, men nu som spillested har fået det passende navn, Pressen. Og måske var maskinhallens mure, stålkonstruktioner og rør med den til at forstærke musikkens rå og upolerede udtryk. For jeg har ikke før hørt eller set John Scofield i så lydeksperimenterende et hjørne, hvad angår anvendelsen af alskens kradsbørstige elektroniske pedaleffekter, feed back og uortodoks spilleteknik.

I det hele taget var de tre musikere ude på skrammer med en musik, hvor temaerne kun var umiddelbare afsæt for en række åbne og dristige improvisationer, der i flere tilfælde antog helt andre retninger, end udgangspunktet, og som kunne pågå i lang tid.

Elektrisk rykkende

Hvilket ikke nødvendigvis var til gode for musikken, der i flere passager forekom langtrukken og udmattende, når Scofield var på udflugt i en hvæsende elle plirrende blindgyde, eller DeJohnette insisterede på at lade et hårdt rockgroove dø - men kun meget langsomt.

Samtidig var der i de tre musikeres udfoldelse en mægtig lyst til at spille sammen og til at kommunikere musikken ud til publikum. Der var, kort sagt, en ophobning af musikalsk energi i kælderluften, og sandelig fik de tre også demonstreret det, de virkelig mestrer: at swinge med en så ubønhørligt fremadrettet og fængende puls - Scofield som improvisator i en klasse som kun få i ver-den - at det er svært at finde ord for den elektrisk rykkende fornemmelse. Hvilket bl.a. var tilfældet i "I Fall In Love Too Easily", der blev forvandlet til en sært vuggende reggae, og i den skarpslebne bopversion af "Seven Steps To Heaven".

Interessen for Steve Reich

Er der nogen rimelighed i, at et klassisk ensemble som Athelas Sinfonietta tiltusker sig plads i jazzfestivalens program - og så endda med musik af den amerikanske komponist, Steve Reich?

Ja da, for så vidt som det er meningsfuldt at afprøve forbindelseslinjer mellem nyere kompositionsmusik og jazz. Også selvom Steve Reich ikke er jazzmusiker og heller ikke, så vidt jeg ved, arbejder med improvisation. Til gengæld rækker hans inspirationskilder i rytmisk og klanglig henseende langt ud over europæiske musikidealer bl.a. imod musik fra Afrika og Indien, og Reich har ladet sig påvirke af John Coltranes arbejde med modalitet.

Lørdag eftermiddag havde man så - midt i byens pulserende rum på Nytorv - mulighed for med egne ører at høre, hvad det er, der i de senere år har fået kunstnere inden for både jazzen og den elektroniske musik til at interessere sig for en komponist som Steve Reich.

Hypnotiske mønstre

Danske Athelas Sinfonietta fremførte tre værker af ham. Først den geniale "Piano Phase" fra 1967, en slags evighedsmusik, spillet af pianisterne Anne Marie Abildskov og Marianna Shirinyan.

"Piano Phase" lever i kraft af sin vellykkede idé: den melodiske frase, som de to klaverer begynder synkront i, men langsomt forskyder i forhold til hinanden, hvorved nye komplekse rytmiske og klanglige mønstre ustandseligt opstår, selvom det i en uendelighed er den samme frase, der spilles. Denne kompositoriske minimalisme var også omdrejningspunktet i "Music for Pieces of Wood" (1973), hvor de fire perkussionister, Mathias Friis Hansen, Mathias Reumert, David Hildebrandt og Christian Martinez, opbyggede stadig tættere rytmiske lagdelinger med deres trækøller, hamret i resonante tømmerstokke.

Sidst men ikke mindst fremførte alle seks musikere den klangligt farverige og musikalsk varierede "Sextet" (1984), der pulserede rytmisk lifligt, og hvor mystikken bredte sig midtvejs med dyb, ildevarslende rumlen fra mægtige stortrommer og metallisk sang fra vibrafoner, strøget med violinbuer. Reichs musik kan forekomme ensidig og banal med sine gentagelser, men forplanter sig til et dybere indtryk, hvis man tillader sig selv at synke ind i og iagttage musikkens mærkeligt fascinerende transformationer.

Trio Beyond w/ John Scofield, Jack DeJohnette & Larry Goldings, Pressen, lørdag

Athelas Sinfonietta plays Steve Reich, Nytorv, lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her