Læsetid: 4 min.

Vi lever ikke for dødens skyld

Den suveræne århusianske idehistoriker Hans-Jørgen Schanz har skrevet en original og klar indføring i Hannah Arendts tænkning
Hannah Arendt sætter pluraliteten som afgørende for mennesker: Vores identitet er ikke noget, vi kan finde i os selv, men er tværtimod noget, som bliver til i tale og handling med andre.

Hannah Arendt sætter pluraliteten som afgørende for mennesker: Vores identitet er ikke noget, vi kan finde i os selv, men er tværtimod noget, som bliver til i tale og handling med andre.

14. juli 2007

Der er noget let og lækkert over Hannah Arendts værk. Som en af de sidste tænkere skrev hun om, hvordan det hele hænger sammen: ondskab, verden, menneskets grundvilkår, revolution, autoritet og tænkning. Hun kunne resumere sine olympiske indsigter i elegante sentenser, som stadig står til rådighed for eftertidens kulturkritikere, når de vil klæde en enkelt betragtning ud som en filosofisk sandhed om samtiden.

Når Hannah Arendt pointerer, at totalitarisme opstår, når alle perspektiver domineres af et bestemt perspektiv, kan kulturkritikeren i dag hævde, at vores danske velfærdssamfund er blevet totalitært, fordi alle perspektiver underordnes det økonomiske perspektiv. Tolerance, talent, omsorg, forskning og kreativitet bliver alt sammen begrundet som forudsætninger for konkurrenceevnen.

Når Hannah Arendt bestemmer koncentrationslejren som mikrokosmos på den store totalitære kontekst, kan indignerede kulturkritikere pege på Abu Ghraib og Guantánamo som sandheden om Vestens globale dominans.

Når den amerikanske præsident fremstiller terroristerne, som om de elsker ondskaben og døden selv, kan man med Arendt mod ham hævde, at moderne ondskab ikke opstår, fordi nogen vil gøre det onde, men fordi de ikke tænker over, hvad de gør: De følger ordrer og ekspederer sagerne.

Det spontane menneske

Det er ikke den spektakulære ødelæggelse, men de administrative rutiner, hvor vores egen dømmekraft bliver irrelevant, som sætter betingelser for umenneskelige ødelæggelser som Holocaust. Det moderne er ifølge Arendt farligt, fordi to momenter kombineres: For det første umenneskeliggøres mennesket i administrative systemer, kalkuler over 'adfærd' og beregninger af 'motiver', og for det andet udviklede vi i løbet af det 20. århundrede et historisk enestående destruktionspotentiale. Vi mistede overblik over vores fælles handlinger i samme periode, hvor vi for første gang blev i stand til at ødelægge hele verden for kommende generationer.

For Hannah Arendt er mennesket spontant og dets handlinger karakteriseret ved uforudsigelighed: Vi kan ikke garantere vores fremtidige adfærd uden at krænke vores menneskelighed, og vi kan ikke lave menneskelige handlinger om: De er irreversible. Det, vi kan gøre, er at forpligte hinanden med løfter og kompensere med tilgivelse. Men med atombomben og spaltningen af atomet, som sætter mennesket i stand til at handle i naturen, får vores handlinger konsekvenser, som hverken kan garderes af løfter eller kompenseres med tilgivelser.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor Hannah Arendt er på kulturkritisk mode: Ikke alene 'overlevede' hendes kritiske impuls socialismens deroute; hendes tænkning stod egentlig stærkere. Hun kritiserer både liberalismen og socialismen for at gøre politik overflødigt. Politik er ifølge Arendt ikke et middel til at nå fælles mål, politik bestemmes derimod som den fineste menneskelige aktivitet.

Socialismen sætter et utopisk mål om et klasseløst samfund, hvor den private ejendomsret er ophævet. Når dette mål er realiseret, vil politik være overflødig. Liberalismen sigter mod at reducere den politiske aktivitet til basale retsstatsfunktioner. Både socialismen og liberalismen ser afvikling af politik som målet for den politiske handling, hvilket for Arendt er det samme som afvikling af det fineste ved mennesket.

Terrorismen, den såkaldte civilisationskamp og den globale moralske diskurs har været med til at aktualisere Arendts tænkning yderligere, fordi hun som en af de få beskæftiger sig med temaer som moral, ondskab og tilgivelse, der ellers synes forsvundet ud af en eftermetafysisk kulturkritik.

Arendts aktualitet kan læses ud af hendes værker, men også konstateres i den mængden af kulturkritiske referencer, antologier, nye introduktioner, relanceringer og tidsskrifter, som handler om hende. Arendt er blevet stor som inspiration for kulturkritik og udgangspunkt for filosofiske refleksioner.

Grænser og originalitet

Den århusianske idehistoriker Hans-Jørgen Schanz, som gennem længere tid har introduceret en dansk offentlighed for Hannah Arendt, har en fantastisk evne til at sætte grænser for intellektuelle modefænomeners udbredelse: Pointen med Schanz' berømte afhandling fra 1973, Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status, var, at han ville bestemme den marxistiske tænknings rækkevidde: Hvor langt kan man generalisere indsigterne fra kapitallogikken?

Schanz' idehistoriske arbejde gennem 1990'erne kan i samme forstand ses som kritik af modernitetskritikken.

Schanz annoncerede en besindelse på det moderne: Ikke alt i menneskelivet forandrer sig historisk. Der er grænser for, hvor radikalt fragmenteret og kontingent den nye verden er i forhold den 'gamle'. Den besindelse på det moderne kulminerede i Schanz' oversigtsværk Europæisk idehistorie fra 2002.

Nu har Schanz skrevet en inspireret lille bog om to nøglebegreber hos Hannah Arendt: Handling og ondskab. Gennem udlægninger af disse to begreber præsterer Schanz faktisk en både original og klar indføring i Arendts tænkning, som betoner sammenhængen mellem ondskaben og handling og præciserer grænserne for Arendts bestemmelser: Den banale ondskab er ikke en udtømmende beskrivelse af ondskaben, og totalitarismen kan ikke reduceres til et produkt af tankeløshed.

Det originale aspekt hos Arendt er, at hun sætter pluraliteten som afgørende for mennesker: Vores identitet er ikke noget, vi kan finde i os selv, men er tværtimod noget, som bliver til i tale og handling med andre. Den væsentligste bestemmelse for mennesket er ikke, at vi skal dø alene til sidst, men at vi fra starten fødes ind i en fælles verden, hvor handling er mulig, og vi kan sætte nye begyndelser. Som Arendt skriver:

"Afslutningen på livet er døden, men mennesket lever ikke for dødens skyld, men fordi han er et levende væsen."

*

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu