Læsetid: 6 min.

'Vi lever ikke i oplysningstiden'

Vi har adgang til mere information end nogensinde, men ved mindre end nogensinde, siger forfatteren Jan Kjærstad. De mætte og satte skandinavere skal vitaliseres af gnisten i mødet med det fremmede - også selvom gnisten indimellem antænder brand i stedet for inspiration
16. november 2005

Vi har det godt i Norden. Vi er velstillede, veluddannede velfærdsmennesker. Men måske har vi det også så godt, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre med al vores viden og velstand - eller endnu værre; at vores tryghed har gjort os ligeglade med det, siger den norske forfatter Jan Kjærstad.

"De fleste har mere end nok i deres eget liv, og man ser nyhederne med et halvt øje eller bladrer hurtigt igennem en avis, hvor man starter med at læse sladderspalten. Vi lever ikke i oplysningstiden. Det er jo et paradoks, at vi har en større tilgang til oplysning end nogen sinde og alligevel føler, at vi aldrig har vidst så lidt," siger Jan Kjærstad.

Og hvad skal vi så med al vores viden og livserfaring, hvis vi ikke ved, hvad vi skal bruge den til, spørger han i sin nye roman Kongen af Europa. Hovedpersonen, den intellektuelle Alf I. Veber, bliver nytårsaften år 2000 (00.00.00) ramt af et anfald af selvransagelse i en snehule i Jotunheimen: hvordan skal han komme videre med sit liv uden den store kærlighed, hende, der gav ham kærlig-hedens kys i selvsamme fjeldlandskab flere år tidligere.

"Oplysningen bliver jo først et tema, når man har modsætningen - vores sanser, følelser og drifter. Min roman er en hyldest til oplysningen, men forsøger også at vise de betænkelige sider både ved det at være oplyst som menneske, men også ved det samfund, der udelukkende bygger på oplysning," siger Jan Kjærstad.

Alf Vebers første gerning i det nye år er at købe 200 eksemplarer af leksikonet Store Norske. Norge har rekord i leksikonindkøb, men Alf har indset, at leksikonets viden ikke skaber engagement hos nordmændene. Så han beslutter sig for at forære dem væk til indvandrerfamilier, de 'nye' nordmænd, i håbet om, at de vil få mere gavn af oplysningsværkerne.

"Han håber, at det vil eksplodere som en mental bombe under det uoplyste Norge. Det er oplysningstanken i sin mest heroiske form, der stammer fra Diderots Encyklopædi-projekt, der var med til at starte den franske revolution. Betydningen af Diderots projekt tillægges forskellig værdi, men jeg tror, at det er et ideal for alle tænkende mennesker, at det må kunne være muligt."

Vitalisering udefra

I lørdagens Information meldte Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, at indvandrere skal bestå en prøve, der viser, at de er 'danske i sjælen'. Men Jan Kjærstad afviser, at det er et sådant dannelsesprojekt, Alf Veber - og han selv - er ude i.

"Handlingen er en påtænkning af, at første- og andengenerationsindvandrerne har det andet blik, der skal til for at vitalisere Norge. Alf vil trække veksler på deres anderledeshed. Nogle vil måske kritisere dette og sige, at det er en romantisk tanke om det fremmede og det eksotiske. Men i alt fald er de nye nordmænds styrke, at de er anderledes, og at de kan skabe en gnist i mødet med den sammentømrede, satte, mætte, ligegyldige norske mentalitet."

At gnisten indimellem udmunder i voldsomme kultursammenstød, der i bogstaveligste forstand sætter integrationen i brand, er Jan Kjærstad bestemt ikke blind over for.

"I lande som Frankrig er der et kæmpe ubrugt potentiale, og derfor antænder gnisten en brand i stedet for en inspiration. De er ikke en blevet en organisk del af samfundet, der vokser og trives med resten af det. Men jeg tror på, at de kan blive det."

Borger, ikke profet

Og så er tanken drejet over i politik - som den ofte gør i interviews med Jan Kjærstad. Han lægger da heller ikke skjul på sit brændende politiske engagement, både i og uden for romanerne. Han har flere gange offentligt støttet de norske socialdemokrater og anser Nordens udviklede socialdemokrati for at være 'det foreløbigt bedste bud på et politisk system i verdenshistorien'.

"Gennem de sidste to årtier har man set svaghedstegn ved den egalitære grundtanke; der er for meget lighed og for lidt frihed, og især i Sverige har man haft en stor debat om, at man lammer individerne. Man putter hovedet under armen, man tager ikke længere ansvar, fordi alt er trygt. Men der er langt derfra til at sige, at projektet er mislykket," siger han og understreger i samme åndedrag, at den største udfordring for de nordiske lande i de kommende år er at bevare og videreudvikle den socialdemokratiske velfærdsmodel.

"Det er vanskeligt at uddybe, for der er ingen, der tager det alvorligt. Jeg siger det, som mange tænker: At vi har så meget til fælles. En drøm om, at man kan slå sine stærke sider sammen og dermed reducere de negative tendenser. Vi står på mange måder uden for, for selvom Sverige og Danmark deltager i Europa, så er Skandinavien set som helhed stadig en tilskuer."

Selv har han i 25 år holdt en svensk og en dansk avis og føler sig ligeså nordisk som norsk.

"Jeg har fået Norge ind med modermælken, så fysisk er jeg ikke i tvivl om, at jeg er norsk. Men mentalt føler jeg mig nordisk. Når jeg er uden for metropolerne, i det Indiske Ocean eller i Afrika, er kendskabet til Norge stærkt begrænset. Så hænder det, at jeg siger, at jeg er skandinav."

Styrke er skrøbelighed

Selvom Jan Kjærstad er en ivrig artikel- og kronikskribent, er det først og fremmest i sine skønlitterære værker, Jan Kjærstad sender de politiske budskaber.

"Forfatternes opgave er ikke at være profeter, men fortællere. Mine fortællinger handler om individet i et samfund og opfordrer læseren til at betragte sig selv som et sådant. Jeg er lidt af en litterær darwinist, der tror på, at romanen udvikler sig og med ord kan sige, hvad ord ikke kan sige. Du giver ikke noget facit, men ved at stille spørgsmålet kan du få mennesket til at opnå en indsigt, der måske bare har spørgsmålets form, men alligevel er yderst vigtig for, at den enkelte læser kan komme videre i sin egen strategi eller nysgerrighed," siger Jan Kjærstad.

Og det er forfatterens pligt, ja nærmest en selvfølgelighed, at gå ind i sin tid og skrive om de nutidige problemstillinger, mener han.

"Jeg bliver lidt frustreret, når jeg ser mange af mine kolleger flygte ind i de gamle problemstillinger. I Norge trykkes der cirka 50 romaner om året, der handler om familien eller om mor/datter og far/søn relationer, og folk elsker det. Men jeg er mere interesseret i, hvordan mennesker begår sig i nutiden, og hvordan vi skriver i en tid med så megen information."

I Kongen af Europa lever Alf Veber i en periode af at spille guitar og synge i Londons undergrundsbane. Han indser, at en lille popsang på nogle minutter kan sige og rumme lige så meget visdom som et leksikon.

"Min roman er er hyldest og en kritik af både oplysningen og romantikken. En beskrivelse af, at vi som mennesker slingrer mellem disse faser, og at efter oplysnings-tiden kommer romantikken."

Og i den balance, der er vores styrke, ligger også vores svaghed, siger Jan Kjærstad.

"Vores skrøbelighed ligger i alt det, vi ikke ved om os selv og universet. Men for mig er det vigtigt at fremdrage dette som en opbyggelig tanke og ikke som en angstfuld tanke. Det tomrum, jeg bærer i mig, er en mulighed og ikke en skavank. For det betyder, at min søgning må fortsætte. Og menneskets adelsmærke består netop i trangen til at søge videre."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu