Læsetid: 7 min.

End lever venstrefløjen

Den er på ingen måde død, venstrefløjen, men den er knap så marxistisk som tidligere. At være venstreorienteret er i højere grad end tidliger, man vælger. Til gengæld er den ligeså uforsonlig, vred og voldsfascineret som før og dertil uden fremtidshåb; den er udsigtsløs og visionsforladt
9. juli 2005

Jeg har aldrig rigtig forstået den med, at venstrefløjen skulle være død eller forsvundet. Det være sig lokalt eller globalt. Efter min mening lever den i bedste velgående. Hvorfor skulle den ikke det? Det, der synes at have forandret sig, og som kan være årsagen til, at mange synes, den er forsvundet, er, at den ikke er så politisk eller ideologisk længere. Det er blevet et spørgsmål om personlig identitet.

SF og Enhedslisten er der endnu. Det Radikale Venstre er blevet mere radikalt, end det var i '68. Og hvem er det, der demonstrerer her og der og alle vegne? De røde faner, LO og DKP var da massivt synlige i forbindelse med George W. Bushs besøg, og de røde faner er der i Edinburgh i skrivende stund. Det tyske SPD synes at være vendt tilbage til de anti-kapitalistiske rødder med Franz Münteferings udtalelser om, at "Rot ist besser". Det franske nej til EU-traktaten var da også delvist vendt med det "atlanticistiske", som de sagde.

Noget nyt er der naturligvis også: Nu marcherer venstrefløjen naturligt sammen med deres palæstinensiske og irakiske kammerater, som tilfældet var i Århus den 6. juli. Før havde de blot palæstinensiske tørklæder på.

For mig at se er kontinuiteten dog ikke til at tage fejl af. Venstrefløjsdiskursen har på overfladeniveau ændret sig på den måde, at den ikke udelukkende betjener sig af et marxistisk sprog, og venstrefløjens tilhængere iscenesætter ikke sig selv som arbejdere, men mere som abstrakt undertrykte.

Brugen af 'racist' og 'fascist' som skældsord har ikke ændret sig. Der var før i tiden terrorister i Tyskland, England og Italien - de er der endnu, men de er ikke så røde, snarere er de sorte, hvide, grønne og røde. Det er mere misforstået Muhammed end misforstået Marx.

Heller ikke ubehaget ved og modstanden mod det frie marked er forsvundet. Sådan som den kommer til udtryk i kampen mod 'nyliberalismen' og globaliseringen. I gamle dage hed det 'civilisationskritik'. Denne kritik realiseres i dag af selvmordsbombere. Antimodernismen er den samme.

Forskellen er også, at hvor vi i 70'erne sagde senliberalismen, siger de i dag nyliberalismen. 70'er-forstavelsen 'sen-' blev i 80'erne udskiftet med 'post-', der så i 90'erne blev udskiftet med 'ny-'. Senkapitalisme, postmodernisme, nyliberalisme og nynationalisme. Men bemærk: Det hedder og hed ikke sensocialisme, postsocialisme eller nysocialisme.

Mange af mine gamle venner er faktisk blevet langt mere venstreradikale, end de var i 70'erne. Dengang var de blot studenter, i dag sidder de i høje stillinger.

Der er også en del fra dengang, der er blevet mindre venstreorienterede, men da der er kommet nye til - også fra dengang - tror jeg regnskabet går op. Skraber man lidt i overfladen hos de frafaldne, dukker den røde farve hurtigt op. Ganske vist snakker de ikke om Mao og Lenin, men de stemmer da stadig SF eller Enhedslisten. Jeg husker Jens Peter Bonde fra Stakladen i Århus. Nu ser jeg ham i Bruxelles, er det det sammes tilbagevenden? Og så kan man da ikke andet end opleve: hvor uforandret. Eller når den engang unge kapitallogiker Anders Lundkvist dukker op med de samme antikapitalistiske epistler her i 'Information' som dengang. Hvor uforandret.

Den fremstormende litteraturstuderende Klaus Birkholm gav alternativ undervisning til os. Han kæmper i dag mod moderniteten for DR. Ordvalget er udskiftet, men identiteten er der. Og så endelig evighedsøen i tidernes strøm: Ejvind Larsen. Ak, hvor uforandret. Men hvorfor uforandret?

Det er populært for tiden at tale om diskurser. Marxismen er blevet iklædt diskursteori, som vi kender det fra Hardt og Negris Empire. De bruger samme taktik, som den franske kommunist Louis Althusser brugte i sin tid, da strukturalismen var mode: Han iklædte marxismen en strukturalistisk sprogdragt. Så gled den ned.

Diskurser konstituerer virkeligheden, siger de med Michel Foucault på RUC, og diskurserne retter sig ikke efter virkeligheden. Selvom virkeligheden forandrer sig, bliver diskurserne stående uforanderlige. Den venstreorienterede diskurs deler verden op i det samme binære højre-venstre- og ven-fjendesystem, som den altid har gjort, og den ændrer kun betydningerne. Min pointe er, at strukturen og identiteten forbliver den samme. Derfor kan en Klaus Rifbjerg mene og sige det samme i 2005 som i 50'erne. Dengang tordnede han imod "vor tids pest" - Danmarks Radio - fordi den spillede popmusik og den 7.7. 2005 i Information imod "åndelig junkfood". Hans meninger har nemlig intet objektivt korrelat. De svæver frit i meningsluften.

Psykoanalytikeren Jacques Lacan sagde engang ved synet af en studenterdemonstration: "Der går strukturen". Sådan gør jeg det også. Strukturen går igen. Ikke så snart har hun hævet et skilt med tegnet "Stop Bush", før hun får en identitet, en struktur og en diskurs foræret. Sådan forvalter hun arven, og samtidig føler hun, at hun gør en forskel, som det hedder. Det gør hun også. Hun laver en forskel og skaber den onde Anden, og så er hun glad. Kan tage sin mobiltelefon, sms'e til veninden og fortælle, at hun var været med til at gøre fattigdom til historie, køre hjem i bussen, sætte sig trygt med en pizza ved sin computer og nyde det i sikker forventning om, at alt, hvad hun siger, ikke har den fjerneste virkning. Og vente på næste SU.

Havde den overleverede venstrefløjsdiskurs blot haft en minimal virkelig virkning, ville hun ikke have haft nogen af de ting, hun har. Den venstreorienterede diskurs mener ikke, hvad den siger, og siger aldrig, hvad den mener. Når Bob Geldof siger "hjælp Afrika", stiger salget af vennernes albums voldsomt. Sådan er markedet og meningen. Der er nemlig intet alternativ. Når den venstreorienterede diskurs ikke ændrer sig, skyldes det, at den lader som om, verden altid forbliver den samme. Der vil altid være en kritisk, undertrykt minoritet, der aldrig får magten. Det evige mindretal ligesom de kejthåndede.

Det venstreorienterede kan ikke begribe forandring; dens diskurs konstituerer det politiske og samfundsmæssige som uforanderligt. Når politikerne siger, at de vil ændre verden - som G8-lederne - lyder kommentaren: Der vil intet ske. De ved, verden styres efter to principper: Keep right og no left turn.

Venstrefløjen har været der siden den franske revolutions opdeling af det politiske liv i højre og venstre. Uden denne distinktion kan ingen være til venstre. Sharon er til højre, mens Abu Mazen er til venstre. Israel er til højre, Palæstina til venstre. Det vil sige, at demokrati er højre og totalitarisme venstre. På den måde bliver verden forståelig, men ikke foranderlig. Engang var højre en position i samfundet. Man var højre, hvis man var ekspert og smagsdommer, dvs. adelig, dommer, professor, biskop, officer eller lignende. Højre og venstre var ikke noget, man valgte. Bønder var til venstre. Det var skæbne og ikke valg. Placering og ikke orientering. Nu er det noget, man vælger, uanset om man samfundsmæssigt er højre- eller venstreplaceret. Der er tale om en identitetskonstruktion, skønt det ikke opleves sådan af den enkelte. Men jeg husker da, at jeg fik en identitet som forloren studenteroprører. Dengang jeg fik den, anede jeg ikke, at det var det, jeg fik. Det var muntre dage - ren Hostrup. Vi havde det ganske enkelt skægt med fester og studiekredse med Villy Sørensens udgave af Marx's ungdomsskrifter og DDR's flag.

Jeg talte med en ægte universitetssocialist for nylig. Han mente ikke, at alle de folk, der dengang kaldte sig venstreorienterede, i virkeligheden var det. Var venstrefløjen væk i '68?

Var det mon venstrefløjen, der fik ideen om 50 procents medbestemmelse indført? Eller var det, fordi universiteterne var blevet ustyrlige? Nu er demokratiet afskaffet på universiteterne; og vi har venstreorienterede siddende i bestyrelserne. Eftersom dette er sket, uden at nogen overhovedet har protesteret, opstår igen den tanke: er venstrefløjen væk? Og det skyldes, at man tror, at det var venstrefløjen, der fik indført medbestemmelse på universiteterne, men det var en borgerlig regering, og det var 'Sorte Ritt', der som undervisningsminister igen fik styr på universiteterne i 70'erne. I 70'erne opstod efter alt at dømme myten om '68 som revolutionær, sådan som de to historikere Niklas Olsen og Morten Bendix Andersen har antydet. I al fald kunne Peter Kemp i 1972 i en bog konstatere, at ungdomsoprøret var slut.

70'erne var marxismens epoke i al fald på universiteterne, og mange troede vel også på arbejderbevægelsen og alt det dér. I 80'erne fik vi en borgerlig regering. Var det venstrefløjens død? Nej, for den kom da delvis igen med Nyrup og en del strejker; og det gik fremad, især da han efter nogle år slap af med både CD og Kristeligt Folkeparti og sad alene med Jelved.

Så kom systemskiftet i 2001 og dermed mobiliseredes venstrefløjen markant; selv kulturradikalismen vågnede af dvalen. Dens tilhængere ser nu frem til, at den skal få mere magt, og det er betegnende, at det netop er den, der er vendt tilbage, fordi den ikke pr. definition er bundet til marxismen. De kulturradikale drømmer om fremkomsten af fritsvævende, kritiske intellektuelle. Forgæves naturligvis. Både Socialdemokraterne og De Radikale er også vendt tilbage til deres anti-klerikale rødder og vil nu have båndet mellem stat og kirke fjernet. De to partier, der ellers værnede om folkekirken. Hvis det ikke er en radikalisering, så ved jeg ikke, hvad det er. Og det samme er eller var Mogens Lykketofts korte æra som udenrigsminister og partiformand med utvetydige antiamerikanske og antiisraelske udtalelser.

Venstrefløjen er der, men den er ikke så marxistisk. Det er forskellen mellem før og nu, men den er lige så uforsonlig, vred og voldsfascineret som før og dertil uden fremtidshåb; den er udsigtsløs og visionsforladt, fordi både socialismen som alternativ modernisering og nationalismen som alternativ til imperialismen er forsvundet.

Venstrefløjen lever; strukturen er intakt, men noget er ændret. Den er blevet orientalistisk, mere hummus, færre bajere. Østen drager stadigt mere end Vesten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu