Læsetid: 5 min.

Lianjao er vores alle-sammens losseplads

Den danske stolthed, kæmpe-containerskibet Emma Mærsk, har vakt bestyrtelse i Kina ved at begrave en landsby i affald. Nu siger myndighederne stop - men de er oppe mod en markedslogik, der gør det lukrativt, at danskernes plastaffald havner i kinesiske landsbyer
1. februar 2007

Julemandens skib, blev det kaldt. Og det var et dejligt syn, da verdens største containerskib, det 397 meter lange og 100 meter høje Emma Mærsk, skød af sted over Det Kinesiske Hav på sin jomfrurejse på ruten fra Kina til Storbritannien, Danmark og Tyskland i november, lastet med årets kinesiskproducerede julegaver til Vesten: Spillemaskiner, martiniglas og elguitarer; elektriske dinosaurer, pokerborde, 9.000 par gummisko, 1.500 frosne færdigkyllinger, 1.886.000juledekorationer og tusinder af ton andre produkter på sejltur fra Kina til Felixstowe på den engelske østkyst.

Mindre kønt så det ud, da Emma Mærsk den 8. december vendte tilbage med en last, der druknede den kinesiske landsby Lianjao i plasticskrald, og i sidste uge fik det de lokale myndigheder til at råbe vagt i gevær. Kina er nemlig blevet Europas losseplads, og også det danske plasticaffald havner i stadigt stigende grad via Emma Mærsk og de andre containerskibe i kinesiske landsbyer, hvor de gør floderne til tjære, græsplænerne til skrotpladser og omdanner regnen til syreregn.

44.000 ton plastaffald eksporterede Danmark sidste år, og stadig mere af det går til Kina - direkte eller via andre lande. Men ingen myndigheder holder øje, for plastaffaldet er nemlig kategoriseret som 'grønt' - det skal jo genbruges.

Ifølge Miljøstyrelsen føres der statistik over eksport af affald - også plastaffald. Men ifølge styrelsen er det ekstremt svært at registrere præcis,hvor affaldet ender, når det går via mellemhandlere.

Administrerende direktør Nils Søgaard fra Danbørs, der netop står for en stor del af den danske affaldseksport til Kina, erkender, at man ikke altid med 100 procents sikkerhed kan sige, hvor affaldet ender, men firmaet besøger selv de steder, de eksporterer til. Han siger generelt om eksport af plastaffald:

"Det her er ikke styret af miljøhensyn, men af økonomi. Lad os nu bare sige, at der er 10-15 procent i en skibning affald, der er ikke er anvendbare plastprodukter. I Danmark skal du smide det på depot, eller det skal afbrændes. Det koster 600-800 kroner pr. ton. Det koster det på ingen måde i Kina."

I en rapport fra sidste år fra Videncenter for Affald skriver Nana Winkler og Susan Christensen, at Danmark i øjeblikket "sender (som regel via mellemhandlere) vores affald om på den anden side af kloden og kalder detgenanvendelse. Det er imidlertid almindelig kendt, at Kinas affaldshåndteringssystem ikke har kunnet følge med den økonomiske vækst og således endnu ikke er gearet til at håndtere de enorme mængder affald, som den økonomiske vækst skaber. Den reelle genanvendelse kan altså ikke kontrolleres og må overordnet set betragtes som ikke-registrerbar".

Det er dette "ikke-registrerbare affald", der er i færd med at kvæle Lianjao.

Globaliseringsstolthed

Emma Mærsk, som forlod Lindøværftet i august og sejler med en besætning på kun 13 mand, er med sin kapacitet på 13.500-14.500 standardcontainere (teu) så meget større end alle andre containerskibe, at konkurrenterne tidligst i 2010 forventes at kunne levere noget lignende. Og med sin nye faste rute mellem Sydøstasien og Europa er Emma Mærsk med til at sejle globaliseringen fra dem, der producerer i Kina, til dem, der forbruger i Vesten.

Tørsten efter kinesiske produkter er næsten uud-slukkelig i Vesten, hvor forbruget stiger og stiger, mens færre og færre laver gammeldags industriel produktion. Så da Emma sejlede ud fra Lindøværftet i august, var det en triumf for A.P. Møller-Mærsk, der kæmper for at opretholde sin dominerende position på fragtruterne over verdenshavene.

Men hvis sejladsen skal svare sig, skal Emma ikke kun have kinesiske produkter med til Europa. Hun skal også have noget med tilbage. Og i en verden, hvor Østen producerer, og Vesten forbruger, er det ikke julegaver, Emma Mærsk sejler med på sin returrute fra Europa. Det er affald.

De lokale myndigheders begejstring var dog ifølge avisen China Daily begrænset, da Emma Mærsks over 100.000 ton europæisk plast-affald blev losset i landsbyen Lianjao ved Perlefloden i det kinesiske Nanhai-distrikt. Ganske vist genbruges dele af plastaffaldet til nye produkter til eksport til Vesten, men affaldsmængderne er eksploderet og overstiger langt kapaciteten.

"Vi er stadig i gang med efterforskningen af, hvem der har importeret dette affald," sagde Nanhais miljøkontors vicedirektør Huang Songhua til avisen i sidste uge.

Mest forurenede by i Kina

Lianjao er smurt ind i sort sod, og byens floder er grå af slam fra affaldsfabrikkerne, hvoraf 90 procent kører uden tilladelse og ifølge myndighederne blot brænder affaldet i stedet for, som den officielle betingelse er for at aftage genbrugsaffald, at sortere det først.

Småbørn klatrer rundt i bjerge af europæiske plasticposer, sodavandsflasker og brugt emballage, og titusinder af indvandrede arbejdere fra landområderne sorterer uden beskyttelsesudstyr i plasticdyngerne til en løn på 15 kroner om dagen. Udenlandske journalister på besøg i byen rapporterer om vejrtrækningsbesvær i den snavsede luft, hvor 55 procent af nedbøren er syreregn.

"Det her er den mest forurenede by i Kina," sagde immigrantarbejderen Len Li Gen i sidste uge til Daily Mail.

Len Li Gen er flyttet 1.500 kilometer fra Henan-provinsen med sin familie for at arbejde i Lianjao. Han fortalte, at folk ofte vender hjem med sygdomme fra Lianjao: feber, hoste, hudproblemer, og nogle udvikler kræft eller lungesygdomme.

"Det affald, vi arbejder med, er fyldt med sygdomme. Når man trækker vejret, fyldes ens lunger med gift. Men vi har ikke noget valg - der er ikke noget arbejde til os derhjemme," sagde Len Li Gen.

Ikke desto mindre overgik Emma Mærsks last alt, hvad Huan Songhua før havde set: 100.000 ton svarer til halvdelen af, hvad Lianjao i snit har modtaget af plastaffald om året de sidste 20 år. Det er en katastrofe i en by, der er ved at blive kvalt under de vestlige forbrugeres skrald - udover de 200.000 ton plastic modtager byen årligt 500.000 ton pap- og papiraffald udefra.

"Både jorden og vandet er så forurenet, at en eventuel genoprettelse ville tage over 100 år," forklarede He Pinjing fra instituttet for affaldsforskning ved Tongji Universitet til China Daily.

Tag jeres affald selv

Og nu har myndighederne sagt stop: Lokalregeringen i Nanhai har besluttet, at plasticgenbrugsindustrien skal stoppes og vil opstille kontrolstationer ved alle grænseovergange til Nanhai for at forhindre transport af plast-affald ind i distriktet. Til avisen forklarer vicedirektør Feng Yongkang:

"Fabrikker, der kører efter den 18. januar, skal lukkes ned. Og de, der kører uden tilladelse eller ikke lever op til tilladelsen, vil blive forbudt med det samme. Alt affald, der er blevet efterladt i Lianjao, skal sendes til et miljørigtigt elværk og brændes for at generere elektricitet."

Greenpeace i området siger dog, at der endnu ikke har været nogen reelle indgreb over for de forurenende plasticfabrikker. Og Edward Chan fra Greenpeace i Kina opfordrer de vestlige forbrugere til at lægge pres på affaldsfirmaerne:

"Selv om I sorterer jeres affald med de bedste intentioner, har det stadig store skadevirkninger både på miljøet her og på migrantarbejdernes helbred," siger han til Daily Mail.

Chan vurderer, at Kinas genbrugsindustri er alt for primitiv til at bære presset.

"Producenterne burde tage ansvaret for selv at genanvende deres eget affald."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her