Læsetid: 4 min.

Libanesere på flugt bombes i Beirut

Når et lille stykke legetøj får øje på en mand med en riffel
10. august 2006

Bulldozere var i gang med at grave i de mange ton ruiner, en sky af støv og røg rejste sig højt op i luften over den smadrede slum i Beiruts sydlige forstæder og en høj mand i en grå T-shirt - faktisk en taxachauffør fra Brooklyn - stod med tårer i øjnene og stirrede på, hvad der meget vel kunne være gravsted for hans bedstefar, onkel og tante. Halvdelen af hjemmet var revet væk, og hele lejlighedskomplekset ved siden af var blevet jævnet med jorden få timer tidligere af to missiler, der eksploderede i Asaad al-Assad Street.

Hvad siger man til en mand, der blot venter på at flere lig bliver fundet under betonen? Det seneste havde været af en mand, hvis ansigt syntes mejslet i støv før skidtet blev fjernet og han viste sig at være papirtynd - så fuldstændigt havde den nedstyrtende beton knust hans knogler og muskler. Mohamed al-Husseini var taget på sommerferie fra New York sammen med sin unge hustru og deres nyfødte barn - disse var i sikkerhed i centrum af Beirut - fordi han gerne ville se familiens hjem og snakke med de familiemedlemmer, han voksede op sammen med.

"Se blot hvad israelerne har gjort," sagde han uden at fjerne blikket fra lejlighedernes gulve, der nu lå med blot et par centimeters mellemrum.

Fra asken i ilden

"Jeg er helt fra den. Forstår du det? Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kunne tage tilbage til min kone og mit barn, men resten af min familie er her. De plejede at bo sydpå, og overlevede dér. Så kom de til Beirut - og døde her."

Mohamed al-Husseinis bedstefar, Mohamed Yassin er - lad os ikke sige 'var' endnu - 75 år gammel. Hans onkel hedder Hussein Yassin, hans tante Hila. Men så sent som sidste nat havde man ikke fundet noget spor efter dem.

Og bygningen ved siden af?

Mindst 17 civile var blevet dræbt, mange af dem børn. En 12 år gammel dreng, Hussein Ahmed Mohsen, lå død på Mount Lebanon-hospitalet ved siden af en kvinde, der døde en time efter, hun var blevet reddet, efter missilerne ødelagde hendes hjem tidligt mandag aften. Næsten alle beboerne i den ødelagte bygning var medlemmer af Rmeiti-familien - de var også fra det utrygge Sydlibanon - og 15 af de døde var fra den samme landsby. Der hang stadig store stykker af lejlighederne over ruinerne, på et af dem var der malet et hjerte og det ene ord 'Brazil', som støtte til et fodboldhold fra en uskyldig tid.

Det var en scene, der vakte raseri. En Hizbollah-'vagt' forlangte at se mit pressekort og mistede interessen, da han læste det. Men en ung libaneser i en gul skjorte blev grebet af samme mand, trukket væk fra stedet og overgivet til en gruppe muskuløse, høje mænd, der tvang ham ind i en bil. Alle er nu på udkig efter spioner, og efter de mænd - og kvinder - der ifølge rygterne 'maler' på boligkomplekserne i Beirut, så den israelske missilteknologi bedre kan styre sig ind på målet.

Men et trist, uhyggeligt møde på det samme Mount Lebanon-hospital pegede på, at huset ikke var blevet 'forberedt' til israelerne. Jeg mødte Ali Rmeiti, ansat i Beiruts lufthavn. Han var dækket af blodige sår, hans ansigt fortrukket, og han rystede uforstående på hovedet.

"Jeg stod på balkonen med min kone Huda og vores tre børn, klokken har været lige godt halv otte. Jeg hørte intet - intet. Jeg opdagede ikke, hvad der var sket. Det hele var mørkt. Så kom det andet brag, og vi blev blæst ud på gaden sammen med balkonen."

Israels recognoscering

Huda Rmeiti lå ved siden af sin mand med drop i armen og med endnu flere blodige sår end Ali. Jeg bliver nødt til at spørge, hvor mange af deres børn, der var på balkonen, for jeg ved - og det gør de ikke - at tre blev dræbt, da balkonen på første sal styrtede ned på gaden.

Og hvorfor blev bygningen bombet? Israelerne har slagtet hundredvis af civile libanesere og endog angrebet konvojer af flygtninge, som de selv har beordret til at forlade hjemmet. Men Ali Rmeitis svigerinde Saadieh, en slank kvinde med slør og en mønstret gul og sort kjole, fortæller en historie lig de to andre overlevendes. Før missilerne eksploderede, fortalte hun, fløj en israelsk drone over Shiyah-området, et førerløst rekognosceringsfly, der sender live-billeder tilbage til Tel Aviv. 'Um Kamel', som libaneserne kalder dronen, fløj rundt et stykke tid, da nogen kørte ned ad Assaad al-Assad på en motorcykel og uden varsel skød op i luften med en riffel. Dette skete lige uden for Rmeitis hjem.

Så forlod han stedet - sandsynligvis en eller anden idiot - en ung fyr, der ville bevise sin tåbelige mandighed. Du kan ikke skyde en drone ned med en riffel, det ved ethvert Hizbollah-medlem. Men ikke længe efter fløj de to missiler ned mod de uskyldiges hjem.

Måske ligger der to moraler i dette, den ene indlysende, den anden bekendt. Man skal ikke skyde efter droner. Og tro ikke et øjeblik, at israelerne vil betænke sig på at affyre missiler mod dit hjem, når deres lille legetøj får øje på en mand med en riffel.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her