Læsetid: 4 min.

Libaneserne stemmer så sekterisk som altid

Det første frie valg efter Syriens tilbagetrækning viser, at borgerkrigens stadig kaster dystre skygger over Libanon:Vælgerne grupperer sig i vidt omfang stadig efter etnisk-religiøse skillelinjer
11. juni 2005

De er for længst svundne - de glorværdige dage, da Libanons opposition, kristne som muslimer, stod sammen og i protestoptog gik igennem Beiruts gader med krav om sandheden om mordet på Rafiq Hariri, tilbagetrækning af de syriske tropper og afholdelse af frie valg. FN er stadig fordybet i mordefterforskningen, og syrerne er taget af sted. Men de frie valg har vist sig så sekteriske som altid. Trods deres nye 'nationale enhed' er libaneserne så delt efter etnisk-religiøse skillelinjer som hidtil.

Ganske vist finder dette valg ikke sted under syrisk overvågning. Og skønt valgkredsene blev manipulativt nyinddelt af Syriens libanesiske venner i 2000 - præsident Bushs krav om, at valget blev afholdt "i tide" betyde, at det ikke kunne nås at råde bod på urimelighederne - vil 'oppositionen' utvivlsomt få kontrol over det nye parlament. Hvordan den vil bære sig ad med at få smidt den libanesiske præsident Emile Lahoud - et af det sidste symboler på Syriens dominans i landet - er dog uklart.

I februar og marts forekom alting enkelt. De kristne maronitters ledere, druser-lederen Walid Jumblatt, Bahia Hariri - søster til den myrdede eksministerpræsident - og Rafiq Hariris søn Saad, som i kraft af sin fars navn nu er genstand for stor folkelig yndest - stod sammen på Martyrpladsen for at insistere på libanesisk demokrati. Men så kom gamle general Michel Aoun tilbage fra 15 års eksil i Paris og brummede, at nu ville han 'redde' Libanon. Nu må det være slut med sekterismen, proklamerede han. Og nu må det være slut med korruptionen - nu må vi have de nationale værdier tilbage i højsædet. Det lød alt sammen meget godt. Lige indtil det viste sig, at han nærer fuldt så stor foragt for den officielle opposition, som han i sin tid gjorde for syrerne.

Den selvindbildte Jesus

Aoun var det, som udkæmpede en forgæves 'befrielseskrig' imod syrerne i 1989 og 1990, som kostede mindst 3.500 civile livet. "I krig og kærlighed gælder alle kneb," lød hans svar, da han i Paris blev spurgt, om ikke disse dødsofre tyngede hans samvittighed. Da han atter vendte tilbage til Libanon, førte den maronitiske ekshærchef, der engang troede han var Libanons ministerpræsident, sig frem i vanlig splidagtighed. De første ord, han udtalte ved ankomsten til Beiruts lufthavn, røbede hans sande karakter - til en libanesisk journalist råbte han: "Hold din kæft!" Han tog straks ud for at bede ved Hariris grav, men hævdede så, at det ikke var Hariri - som syrerne mistænkte for at have inspireret til den FN-resolution, der krævede deres militære tilbagetrækning - hvem den ære tilkom at have skaffet Libanon af med syrerne. Nej, det var Aoun selv, som havde ydet uvurderlig bistand til USA's antisyriske parlamentarikere og havde selv været til stede i Washington, da resolutionsudkastet blev udarbejdet.

Under sin håbløse krig mod syrerne havde Aoun for vane at se sig selv som Napoleon og Charles de Gaulle - og en enkelt gang, i forlængelse heraf, sågar også Jesus Kristus. Senest har denne selvindbildte Messias så sammenlignet sit svulmende ego med Alexander Den Store.

Kompliceret valgsystem

Libanon stemmer efter et kompliceret listesystem, som på den ene side skal nærme sig proportionel repræsentation, men på den anden side skal resultere, at det 128 pladser store parlament bliver ligeligt delt, 64-64, mellem muslimer og kristne, skønt Libanons muslimer nu er talrigere end alle dets kristne sekter. Aoun har beklaget sig over, at den manipulerede valgkredsgeografi betyder, at mindst 15 kristne parlamentsmedlemmer må opstille til genvalg i muslimske områder - de er dog alle personer, som førhen forventedes at være imødekommende over for Syriens ønsker i parlamentsforsamlingen. For øvrigt har så mange kandidater nu trukket sig, at 15 allerede i første runde genvandt deres mandat uden modkandidat. Iblandt disse befinder sig ni fra Hariris 19 kandidater store liste, Hariris søn indbefattet.

Ironiske valgforbund

Hariri-Jumblatt-koalitionen har i Beirut indgået valgforbund med det prosyriske og shiamuslimske Hizbollah (der både er et parti og en milits, red.). Og ironisk nok har Aoun allieret sig med adskillige prosyrere - selv stiller han op i den gamle kristne højborg Metn. Jumblatt, som offentligt udtaler, at det syriske Baath-parti stod bag mordet på hans far Kemal, har gjort sig til talsmand for, at den manipulerede valgkredsinddeling opretholdes - bekvemt nok sikrer dette ham nemlig de drusiske stemmer i Chouf-bjergene.

Selvfølgelig kaster borgerkrigen fortsat dystre skygger over dette valg. I flere blodige slag i 1983 kæmpede Aouns hær og Jumblatts milits imod hinanden i bjergene ud for Beirut - endda langs den selv samme skillelinje, som nu markerer skellet mellem valgkredse, hvor Aouns og Jumblatts respektive kandidatlister står stærkt.

Et uforudsigeligt valg

Valgresultatet er fuldkommen forudsigeligt. Saad Hariri og hans støtter vil dominere den antisyriske alliance, Jumblatt vil dominere den drusiske fraktion, og de kristne vil som sædvanligt være splittet. Ganske mange af de prosyriske medlemmer - Nabih Berri f. eks., den shiamuslimske parlamentsformand - står til at genvinde deres mandater. Hizbollah vil kontrollere Sydlibanon. Det vil dernæst blive en overmåde kringlet udfordring at tvinge Syriens sidste mand ud af sit ensomme libanesiske præsidentpalads.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her