Læsetid: 4 min.

Libanon frygter ny borgerkrig

Libanon seneste mord varsler nye barske tider for det så hårdt prøvede land
23. november 2006

Borgerkrig! Ordet er på alles læber, siden Pierre Gemayel blev myrdet ved fuldt dagslys i en kristen forstad til Beirut. I værste mafiastil blev vejen blokeret for hans bil, hvorpå drabsmanden skød gennem forruden og ind i hovedet på Libanons unge industriminister. Budskabet var umisforståeligt for alle os, der bor i dette tragiske land.

I dagevis havde vi diskuteret, om ikke endnu et politisk mord ville være opportunt for at skrue op for de sekteriske spændinger, nu da premierminister Fouad Sinioras folkevalgte regering vakler. I dagevis havde den politiske retorik lydt stadig mere opflammende og truslerne og intimideringen af de politiske ledere nået nye højdepunkter. Gang på gang havde Sayed Hassan Nasrallah, den shiamuslimske Hizbollah-leder, kaldt Libanons regering for illegitim og omtalt den som "Feltman-regeringen" - Jeffrey Feltman er USA's ambassadør i Libanon - mens druserlederen Walid Jumblatt advarede imod et forestående iransk støttet kup.

Mordet på Pierre Gemayel var ment som en advarsel. Det kunne også have været Jumblatt, som flere gang har fortalt mig, at han frygter for at blive myrdet hvert øjeblik, eller Siniora selv, den lille økonom og personlige ven af den ligeledes myrdede ekspremierminister Rafik Hariri.

Jeg ønsker ikke hævn

Gemayel, søn af ekspræsident Amin Gemayel og nevø til Bashir Gemayel, der blev myrdet, før han nåede at tiltræde som præsident var ikke en karismatisk figur. Han var kun en hårdt arbejdende, ugift kristen-maronitisk minister, hvis utaknemmelige hverv det var at overtale udvandrerede libanesere til at vende hjem og genopbygge deres land efter Israels ødelæggende bombninger.

Bål brændte i gaderne i det kristne Østbeirut, og natten til onsdag var hundredvis af unge mænd, flere af dem bevæbnede, forsamlet i forstaden Jdeideh, hvor Gemayel blev dræbt. "Jeg ønsker ingen hævnaktioner", bønfaldt hans far, Amin, men volden synes på nippet til at bryde løs i denne by, hvor fire antisyriske politikere og journalister er blevet dræbt på 21 måneder.

Vestens 'omsorg'

Også Gemayel var en skarp kritiker af Syrien, hvilket er en af grundene til, at Hariris søn, Saad, leder af '14. marts-bevægelsen', som kontrollerer parlamentet - straks beskyldte Damaskus for at stå bag drabet på ham.

Hvorfor blev Gemayel myrdet kun få timer efter, at Syrien havde erklæret, at det ville genoprette de diplomatiske forbindelser med Irak, der blev brudt for 25 år siden? Hvorfor har Nasrallah truet med gadedemonstrationer i Beirut for at vælte Siniora-regeringen, kort efter at denne havde sagt god for, at et FN-tribunal skulle retsforfølge Hariris formodede mordere? Og hvorfor græder USA's FN-ambassadør, John Bolton, nu krokodiletårer for Libanons demokrati, som han var fuldkommen ligeglad med, da Israel smadrede landet i sommer, uden at nævne Syrien?

Alt dette sker som bekendt, imens tusindvis af vestlige soldater rykker ind i Libanon for at forstærke FN-styrken i syd - de FN-tropper, der skal forestille at beskytte Israel (hvilket de ikke kan) afvæbne Hizbollah (hvilket de ikke vil), og som al-Qaeda allerede har truet.

Intet under, at de europæere, hvis NATO-styrker nu sidder i saksen i Sydlibanon, har bange anelser.

Da Hizbollah den 12. juli bortførte to israelske soldater og slog tre ihjel, reagede Israel ved at bombe Libanon i 34 dage med over 1.000 dræbte og skader for milliarder af dollar til følge. Israelerne lagde hele ansvaret for bortførelserne på Siniora-regeringen, og Bolton og hans diplomater gjorde intet for at hjælpe den arme premierminister, for præsident Bush ønskede jo, at Israel skulle ødelægge Hizbollah - et forehavende, de fejlede totalt i - som en advarsel til, hvad han så som sit potentielt næste krigsmål i Mellemøsten, Hizbollahs største sponsor, Iran. Ej heller Tony Blair fandt det nødvendigt at kræve øjeblikkelig våbenhvile. Så meget for deres omsorg for libanesisk demokrati.

Efter den krig, hvor Israel ikke fik opfyldt et eneste af sine krigsmål, begyndte Nasrallah at prale med, at han havde vundet en "guddommelig sejr", hvorimod Sinioras regering havde "spillet fallit." Hizbollah er jo Syriens ven, og ingen kunne derfor være forbavsede, da Libanons anti-syriske regering fik verbale prygl af den shiamuslimske prælat, hvis gigantiske billboard-portrætter over hele Libanon tyder på, at han ligger under for dyrkelsen af sin egen personkult.

Farligt ministerjob

For 12 dage siden forlod alle seks shiamuslimske ministre regeringen, hvorved Libanons største religiøse befolkningsgrupe stod uden repræsentation i regeringen. Mandag sagde Sinioras regering - Gemayel, indbefattet - ja til FN's planer om en domstol til retsforfølgelse af Hariris drabsmænd, som efter de fleste libaneseres opfattelse arbejdede for Syrien, hvorpå Nasrallah opfordrede til gadedemonstrationer.

Uanset om han er Syriens og Irans opfindelse - libaneserne diskuterer det stadig, selv nægter han pure - så kunne han ikke have rettet et mere effektivt slag imod Libanons anti-syriske regering.

Men støtter USA virkelig Siniora, hvis regering nu kan ligge for døden? At Bolton udtalte sin støtte uden at nævne Syrien, mere end antyder, at USA har indset, at det behøver al den hjælp, det kan få fra Damaskus såvel som fra Teheran for at trække sin tanks og tropper ud af Iraks hængedynd.

I går fejrede Libanon 63-året for sin uafhængighed fra Frankrig, hvis tropper atter patruljerer i Sydlibanon. Og Sinioras regering lever stadig - lige akkurat. Med Gemayel væk, vil det imidlertid kun kræve to yderligere ministres borfald for at trække tæppet væk under hans shia-løse kabinet og lukke Libanons demokrati ned.

Libaneserne er måske for hårdt prøvede til at kaste sig ud i endnu en borgerkrig. Men ministrene gør klogt i at undgå at køre deres ministerbiler gennem Beiruts gader i de kommende dage, hvis de gerne vil undgå, at nogen finder på at blokere den vejen og affyrer en salve igennem forruden.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her