Læsetid: 6 min.

Libanon - USA's seneste marionetregime

Efter det mislykkede eksperiment i Irak ser USA nu ud til at have udset sig Libanon som nyt brohoved for demokrati-sering af Mellemøsten - med lige så tvivlsomme chancer for succes
20. marts 2007

BEIRUT - Taktfast hamrer forårsregnen ned på taget over general Claudio Grazianos kontor. Det sydlige Libanon ligner et mudderhav i denne uge, men optimismen er intakt hos den italienske øverstbefalende for FN's styrke i Libanon, der nu tæller 11.000 mand og snart kan føje en deling fra Sydkorea til sin internationale hær af soldater fra 29 nationer.

"Ingen specifikke trusler er blevet rettet imod UNIFIL," insisterer han efter at have tøvet i flere sekunder med at svare på spørgsmålet.

Ganske vist har der været vage antydninger om "terrortrusler... forbundet med al-Qaeda". Jo, den libanesiske efterretningstjeneste er dygtig til at holde ham ajour. Så mon ikke den gode general fik et chok, da Libanons indenrigsminister, Hassan Sabeh, i sidste uge meddelte, at sikkerhedspoliti havde arresteret fire syriske medlemmer af en palæstinensisk "terrorgruppe" med bånd til al-Qaeda og Syrien, som formodedes at stå bag de bomber i libanesiske minibusser, som 13. februar dræbte tre civile og sårede 20.

Det må siges, at denne historie er omgærdet af skepsis. Ikke fordi Syrien har benægtet enhver forbindelse til disse anslag - det var kun at vente. Men fordi det i et land, som i 30 år ikke har opklaret så meget som ét af sine talrige politiske drab, var bemærkelsesværdigt, at politiet kunne gøre det i dette tilfælde. Og tilmed på en måde, der passede så godt ind i Sabehs pro-amerikanske regerings kram.

Syrien beskyldes rutinemæssigt af samme regering for at stå bag alt slemt, som sker i Libanon. Ifølge en af de 'anonyme regeringskilder', pressen holder så meget af, planlagde de nu arresterede mænd også at gennemføre angreb på UNIFIL og havde således fremskaffet kort over ruterne for FN's militære patruljer i Sydlibanon.

FN tager dog ingen chancer, viser en køretur langs den libanesiske grænse: Kilometervis af pigtråd og seks meter høje betonmure beskytter FN-enhederne. Italienerne og deres franske kolleger har skabt deres egne små 'grønne zoner', hvor carabinieri-politifolk kræver foto-ID-kort af selv de mest beskedne reportere.

En bufferstyrke

Om man kan lide det eller ej, så står UNIFIL kun på den ene side af grænsen, på den libanesiske side, og trods forbedrede relationer til den stedlige shiabefolkning - FN's drenge giver et nap med at forbedre vandforsyningerne og udbedre de lokale veje for at vinde de lokales "hjerter og hjerner" - ser få libanesere dem som andet end en bufferstyrke, der skal beskytte Israel. Sidste års FN-resolution 1701 nævner ganske vist intet om dette, men stiller krav om "afvæbning af alle væbnede grupper i Libanon". Formuleringen mødte entusiastisk bifald i USA - for 'væbnede grupper', læs: Hizbollah.

Sandheden er, at Washington er dybere involveret i Libanons indre anliggender, end de fleste indser. Ja, faktisk må man befrygte, at den amerikanske regering, efter at den har måttet sande det katastrofale udfald af sit 'eksperiment' i Irak, nu har udset sig Libanon som nyt brohoved til udbredelse af demokrati i Mellemøsten. Amerikanerne og briterne har gavmildt forsynet den libanesiske hær med nyt udstyr, jeeps og Humvees, herunder anti-riot-gear, som skal bruges imod - ja, hvem egentlig?

Hver en libanesisk potentat agter sig i disse dage til Washington. Walid Jumblatt, den mest kyniske, mest vittige og mest intelligente er også den mest berygtede. Han blev nægtet amerikansk indrejse frem til 2005 for en udtalelse om, at det ærgrede ham, at en af de granater, som irakiske oprørere i sin tid affyrede imod Bagdads grønne zone, ikke havde dræbt USA's daværende viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz.

Nu da stakkels Libanon er blevet den nye store ting i amerikansk udenrigspolitik, var dette glemt, og Jumblatt kunne således underholde sig i hele 35 minutter med Bush - kun 10 minutter mindre end den israelske premierminister, Ehud Olmert.

Libanesiske beundrere af Jumblatt har på det seneste spekuleret på, om han ikke med sine seneste mange udfald imod Syrien og Hizbollah - for slet ikke at tale om sine ture til Washington - risikerer at åbne en ny frisk grav på Libanons ekspanderende kirkegårde. Modig fyr, ham Jumblatt! Om han også er kløgtig, må historien vise.

Mere sekterisk

USA's opbakning til Fouad Sinioras regering - til hvis væsentligste støtter Jumblatt hører - bekymrer flere libanesere. Libanons sekteriske karakter kom senest i fuldt udbrud i januar med stenkast og råbedueller hen over Beiruts gader. I den overvejende sunnimuslimske Beirut-forstad Tarek al-Jdeide er adskillige shiafamilier 'taget på ferie' på ubestemt tid. Mange sunnier vil ikke længere købe ind i discountbutikkerne i den overvejende shiamuslimske Dahiya-forstad. Hvad alvorligere er, måtte libanesiske sikkerhedsstyrker indsættes i den armensk-kristne by Aanjar i Bekaa-dalen, efter at løbesedler var fundet i byen, hvori dens indbyggere fik ordre til "at forlade muslimsk jord". Overflødigt at sige, at den libanesiske presse fortier sådanne skræmmende tegn.

Ganske vist har Saad Hariri, sunnimuslim og søn af den myrdede eks-premierminister Rafik Hariri, for nylig ført samtaler med den shiamuslimske parlamentsformand, Nabi Berri, ligesom saudiaraberne har stukket hovederne sammen med iranerne og syrerne for at finde en "løsning på den libanesiske krise". Siniora, som blev udnævnt til regeringsleder - han er ikke folkevalgt - synes rede til at udvide den shiamuslimske repræsentation i sit kabinet, men ikke i en grad, så den vil kunne nedlægge veto imod hans beslutninger. En af disse beslutninger er Sinioras fastholdelse af, at FN skal fortsætte sin efterforskning og forestå et internationalt retstribunal i sagen om mordet på Hariri, som hans regering - og USA - tror var Syriens værk.

Men sprækker er ved at komme til syne. Frankrig har nu ikke længere indvendinger imod direkte samtaler med Damaskus, og Javier Solana har for nylig været i Syrien for at anmode om præsident Bashar Assads hjælp til at sikre "fred, stabilitet og uafhængighed" for Libanon. Hvilken pris vil Syrien betinge sig?

Passer Hizbollah fint

Siniora kan glæde sig over, at Bush har bedt Kongressen godkende en støttebevilling til den libanesiske regering på 770 mio. dollar. Libanon bliver dermed den tredjestørste modtager af amerikansk hjælp per capita.

Siniora fik også indrejseforbud til USA for år tilbage efter at have givet penge til en islamisk velgørenhedsorganisation, som havde forbindelse til Sayed Hussein Fadlallah, som CIA forsøgte at myrde i 1985 for hans formodede forbindelser til Hizbollah. Nu er han en amerikansk helt.

Hvilket kun passer Hizbollah udmærket. Uanset hvor trofast dets leder, Sayed Hassan Nasrallah, måtte være over for Iran (eller Syrien), gælder det, at jo mere Sinioras regering ses som et amerikansk marionetregime, desto dybere bliver Libanons sociale og politiske splittelser.

'Tænketanksfyrene' kan fantasere alt det, de vil, om Amerikas muligheder. "International støtte til den libanesiske regering vil udrette meget for at fremme demokratiets sag og hjælpe til at undgå borgerkrig," sagde David Shenker fra Washington Institute for Near East Policy i sidste uge.

Det vil jeg nu ikke være så sikker på. Overalt i Mellemøsten, hvor Washington har støttet 'demokrati' for nylig - skønt det for en stund hastigt svigtede Libanon under dets blodige krig sidste sommer ud fra den latterlige antagelse, at udskydelse af en våbenhvile ville give israelerne mulighed for at knuse Hizbollah - har dets bestræbelser udviklet sig til et mareridt. Nu da vi ved, at Israels premierminister, Ehud Olmert, havde en plan færdig for krig mod Libanon for det tilfælde, at hans soldater skulle blive kidnappet af Hizbollah, er Nasrallah i stand til at fremhæve sine guerillakrigere som Libanons sande forsvarere snarere end de provokatører, der forårsagede denne konflikt, som kostede 1.300 civile libanesere livet. Og at tage hele vejen til Washington for at redde Libanon forekommer at være en besynderlig manøvre. Svarene ligger her, ikke i USA. Som en ven siger til mig:

"Hvis jeg har en styg tandpine, bestiller jeg ikke tid i en klinik i Boston - så konsulterer jeg min tandlæge i Beirut."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her