Læsetid: 3 min.

Libanons eneste redning

Saad Hariri er et ubeskrevet blad i libanesisk politik, men folket betragter ham som manden, der kan sikre den nationale samling
11. juni 2005

BEIRUT - Selvom valget i den libanesiske hovedstad allerede ligger mere end en uge tilbage, ser ingen ud til at ville pille de mange valgplakater med Saad Hariris portræt ned. Meterhøje billeder af manden, der sandsynligvis bliver landets næste ministerpræsident, hænger udspændt hen over gaderne i det centrale Beirut, og mange forretninger har ham placeret mellem de udstillede varer i vinduerne. En yndet version er en fotomontage, hvor faderen, den attentatmyrdede tidligere ministerpræsident Rafiq Hariri, poserer i baggrunden.

"Saad er vores fremtid, vores håb," lyder det fra Khaled, der driver et minimarked i forretningskvarteret Hamra. "Jeg ved godt, at han politisk er et ubeskrevet blad, men vi ved, at han er en dygtig forretningsmand, der kan genrejse landet økonomisk, og det er mere, end alt hvad vi har brug for lige nu. Og så er han i høj grad blevet symbol på Libanons frihed efter den syriske tilbagetrækning."

Bin Laden og Hariri

Khaled deler mange libaneseres overbevisning om, at syrerne på en eller anden måde stod bag mordet på Rafiq Hariri, der omkom ved en kraftig bombeeksplosion midt i Beirut den 14. februar i år. Han er ligeså sikker på, at dette også har sikret sønnens politiske karriere og fremprovokeret den syriske tilbagetrækning i foråret.

Rafiq Hariri var blandt verdens 100 rigeste mænd. Han skabte sin milliardformue som entreprenør i Saudi Arabien, hvor han side om side med en anden kendt familie, Bin Laden, stod i spidsen for de sidste årtiers bygge-boom. Da han selv begav sig ind i libanesisk politik, blev ministerpræsident og investerede mange private midler i landets genopbygning, satte han Saad Hariri til at passe forretningerne, og dette er udgangspunktet for, at denne nu træder i faderens politiske fodspor.

Økonomien er vigtig

"Libaneserne søger i høj grad efter faste holdepunkter. Man er skuffede og føler sig svigtede af Vesten, og dette tror jeg er en af grundene til, at Hariri-kulten er opstået," siger Karim Makdisi, som er forsker ved American University of Beirut. "Alle er klare over, at Hariri-familien i høj grad er udtryk for den dybe afgrund mellem rig og fattig her i landet, og vi ved også godt, at de måske ikke er kommet helt ærligt til alle pengene. Men navnet står for initiativ, og det er noget libanesere godt kan lide. Dette land har i høj grad brug for en frisk start, og det stoler man på at Hariri kan skaffe."

Hvor denne friske start skal komme fra, er imidlertid et lidt mere åbent spørgsmål. Der er en påfaldende mangel på politisk debat, når man bevæger sig rundt i Beirut og læser den lokale presse. Ingen synes at have nogen særlig klar opfattelse af, hvad Hariri egentlig vil foretage sig, og der er heller ikke mange, som lader til at undre sig over det store antal koalitionsaftaler på kryds og tværs af gamle fjendskaber.

"Jeg tror dette er ganske kendetegnende for Mellemøsten i dag," siger Karim Makdisi. "Hele regionen er i en slags choktilstand, hvor et meget pro-israelsk USA går ind og presser for demokrati alle vegne. I Irak førte det til et valg, som ikke har ret meget med virkeligt demokrati at gøre, og her i Libanon har det ført til, at folk samles omkring en kandidat som Hariri, som man ikke ved ret meget om, men som står for en national samling, der nok også er vores eneste redning."

Udenfor universitetet er der livlig trafik i gaden. Selvom alle taler om at landet er i dyb økonomisk krise, er der mange dyre biler, og de studerende ser ikke ud til at mangle noget.

"Libanon har ingen middelklasse. Her er kun rige og fattige," siger en medicinstuderende ved navn Raouf. "Det er usundt og vil før eller siden føre til ny borgerkrig. Derfor er økonomien så vigtig for os lige nu, og derfor er der så mange, der stoler på, at en finansmand som Hariri kan genskabe den sociale balance, for kun ved at få middelklassen tilbage og en mere naturlig økonomi kan vi sikre Libanons stabilitet. Det er vigtigere end konflikten med Israel og andre storpolitiske sager, og hvis du spørger dig for andre steder i den arabiske verden, er jeg sikker på, at de vil sige det samme."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her