Læsetid: 3 min.

Liberale mod EU'ffe

28. august 1997

UDEN AT forfalde til overpsykologiserende påstande, tør man godt vove den: at Uffe Ellemann-Jensen i disse tider er en trængt mand. Seere, der bivånede den ellers så slagfærdige partileders optræden i TV-Avisen i forgårs, måtte ved det blotte syn af ham og ved hans iøvrigt forbløffende svage præstation få det indtryk at problemerne er ved at slå udefter. Det er bestemt heller ikke nemt at være Ellemann-Jensen. Skiltesagen er nemlig ikke bare tåbelig, men afslører en mere end bagatelagtig tendens vedrørende EU blandt venstrefolk.
Én årsag hertil skal findes i Ellemann-Jensens person og facon. Ifølge reaktionerne på den elektronikbevidste partiformands egen hjemmeside, mener flere artikulerede venstrefolk, at Ellemann gik for vidt, da han smed en spand skidt i hovedet på en ellers pæn jysk bankmand. Denne havde besværet sig over det efterhånden famøse flugtvejsskiltedirektiv. Ellemann blev, som de fleste husker, eddikesur og udtrykte tilfredshed med ikke at have penge i dén bank. Det syntes venstrefolkene var for meget, penge er ikke noget, man spøger med i de kredse. Det var tydeligt, at en del i Venstre havde fået Ellemann nok for en tid, hvilket i sig selv kan være problematisk for en partispids. I vore dage kan man jo umiddelbart efter en sådan social begivenhed få udleveret resultatet i den store meningstotalisator. Venstre går ifølge målingerne tilbage - ikke så lidt endda. Hvor mange har ikke glædet sig til at kunne sige netop den sætning: Venstre går tilbage! Med en finanslov, som de færreste skal have onduleret og med EU-folkeafstemningen i sigte, kan regeringspartierne i ro og mag bygge op til den egentlige kraftprøve ved det folketingsvalg, som statsministeren jo inden for terminen selv kan bestemme hvornår skal komme. På den baggrund må bevidstheden om et vigende Venstre lune i mindst ét partikontor mere end de radikales og Socialdemokratiets.
DEN ANDEN årsag til krisen skal også findes i Ellemann. Om nogen repræsenterer den tidligere udenrigsminister det flommeuropæiske, som Ivar Nørgaard engang benævnte fænomenet. Kritik af EU har for Ellemann - at dømme efter hans hidtidige reaktioner - været ensbetydende med idioti. I og med at store dele af kritikken såmænd godt kan henregnes i denne kategori, er attituden imidlertid ikke tilrådelig over for danske vælgere for hvem bondeskepsis med hensyn til det fremmede er en rodfæstet livsform - iøvrigt også langt ind i EU-tilhængernes rækker.
Dertil kommer, og dét er alvorligt for Ellemann-Jensen, at hans egne vælgere ikke længere ubeset køber alt hvad han siger om EU. Ganske åbenbart er der ved at ske en ændring i Venstre, et holdningsskift, som det umiddelbart kan være svært ikke at forholde sig humoristisk til.
Som sagerne står, kan de regulativforskrækkede EU-orienterede liberalister jo godt se at den dér Union ikke just er et foretagende, hvorfra der i tidens skæve gang vil komme færre forordninger og bestemmelser. Uffe-Ellemann forsøgte ganske vist at fatte om nældens rod ved at forsikre seerne at EU ikke nødvendigvis er et socialdemokratisk, centralistisk projekt. Langt snarere er EU, hvad de enkelte landes vælgere hver for sig og tilsammen gør det til. Og et liberalistisk Europa er underforstået decentraliseringens og minimal-Unionens garanti. Man skulle ikke være synsk for at få den nærliggende mistanke, at Ellemann end ikke selv troede på dét vrøvl. Intervieweren forsømte her - måske i forbløffelse - at fastholde venstreformanden på hans personligt store medansvar for ti års europæisk udvikling. Men det der således ikke blev sagt utvetydigt i tv, tænkte skeptiske venstrefolk utvivlsomt ved sig selv. Wo warst du, Adam!
Venstre har før i sin historie kunnet leve med politiske selvmodsigelser. At et superliberalt parti varmt har subsidieret landbruget, ved jo enhver. Bukserne holdt, eftersom venstrevælgerne selv havde dem på. Men hvad angår EU-sagen på lidt længere sigt, kan de meget vel tænkes at revne. Det var tydeligt for enhver at Ellemann-Jensen nu har fået øje på faresignalerne i sit bagland. Partiformandens forsøg på at skyde skylden på socialdemokraterne, samt fortidens politikere, der, ifølge Ellemann, havde forsømt at give Fællesmarkedet en politisk dimension, var gribende. Og det fordunklede ikke den realitet at det efterhånden er Venstre der - måske mere end noget andet politisk parti - har et forklaringsproblem.
Nu skal man ikke tro, at Venstre går hen og splitter og bliver et EU-modstanderparti, men man kan måske godt forestille sig, at den skitserede indre modsætning bliver så udtalt, at partiet må definere en ny rolle. Som liberal EU-opposition til de mere centraliseringsbegejstrede socialdemokrater - og i snæver forbrødring med Holger K. og Pia Kjærsgaard. Dét er da sjovt! mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu