Læsetid: 5 min.

De liberale heltes kulturdebat

Den tysk-engelske sociolog Ralph Dahrendorf forsøger i ny bog at etablere en virtuel ridderorden for den moderate, liberale fornuft med Erasmus af Rotterdam som gralsvogter, og i Le Point tager Bernard Henri-Lévy til genmæle mod sine nedrakkere
23. marts 2006

Hvad kendetegner den sande intellektuelle, og hvad bør hendes rolle være i samtid og samfund? Et evigt spørgsmål. I hvert fald har det altid optaget intellektuelle selv. Nu er det så atter sat til debat i tysk- og fransksproget åndsliv. I Frankrig foranlediget af 30-års jubilæet for de totalitarismekrititiske 'nye filosoffers' første selvpromoverende entré på tænkningens scene. I Tyskland af udgivelsen af sociologen Ralph Dahrendorfs nye og omdiskuterede nye bog, Versuchungen der Unfreiheit ('Ufrihedens fristelser').

Tysk-engelske Dahrendorf hører til de førende liberale tænkere i vores tid. Som sociologiprofessor i Hamburg, Tübingen og Konstanz, leder af London School of Economics, forbundsdagsmedlem for FDP m.m. har han et fornemt akademisk og politisk virke bag sig. I sin nye bog søger han igennem en række biografiske skitser af egne store forbilleder at blotlægge, hvad han kalder den liberale ånds "ubestikkelighed" til forskel fra de filosoffer, som efter hans opfattelse har ladet sig korrumpere moralsk ved politisk at støtte tvivlsomme kræfter, de anså for mulige redskaber til at bringe virkeligheden i harmoni med deres teorier.

Heltene er tænkere som Karl Popper, Isaiah Berlin, Raymon Aron og Noberto Bobbio, som kontrasteres med personligheder som Martin Heidegger, Ernst Jünger, Jean-Paul Sartre og Georg Lukács. Det samlede resultat skal forestille at være en "frihedens dydslære" af almengyldig værdi til alle tider. Renæssancefilosoffen Erasmus af Rotterdam ophøjes til urfaderen til Dahrendorfs kongerække af 'erasmitter' - tænkere, hvis åndsholdning er karakteriseret ved "den engagerede iagttagelses nøgternhed" og som i kraft af "deres sunde fornufts visdom råder over moralsk kompas, der gjorde det muligt for dem at navigere gennem dystre tider, hvor andre ånder led skibbrud".

"Hvorfor lod så mange intellektuelle sig lokke af nationalsocialismens skalmejeklange," spørger Dahrendorf. Hans belysning af problematikken er dog beskeden. Sandt at sige er han mere optaget af det omvendte spørgsmål: "I kraft af hvilke indsigter modstod andre ufrihedens (læs de totalitære ideologiers, red.) forlokkelser?" Med dette spørgsmål som afsæt begiver han sig i sit lange essay ud på "en opdagelsesrejse op imod den liberale ånds kilder".

Den tysksprogede presses anmeldere synes gennemgående godt om projektet, men er til gengæld mindre begejstret for udførelsen. Franziska Augstein afviser, at bogen er en opdagelsesrejse: "For Dahrendorf handler det snarere om at danne en klub - Erasmusselskabet - som så afgjort ikke er for enhver. De skal både være politisk engagerede 'iagttagere', men også uafhængige af politiske partier. De må ikke tidligere have flirtet med hverken venstre- eller højreekstremisme. Alle verdensforbedrere er uønskede. Overdreven lidenskabelighed suspekt."

Dette er hovedkriterierne, og følgelig bliver Dahrendorfs udvalg da også så snævert, som det bliver vilkårligt. At de tre fornemmeste erasmitter er Isaiah Berlin, Karl Popper og Raymond Aron er ikke overraskende, mener Augstein. Klubben har ganske vist mere end tre medlemmer, men alle øvrige har fejl og mangler: De taler for højt, inviterer vagabonder ind fra gaden eller bliver rørstrømske af at drikke whisky. Til sidsnævnte mere tvivlsomme hører bl.a. Theodor Adorno, hvis værk skæmmes af "grænseløs naivitet" og Hannah Arendt, "der var et for emotionelt gemyt til at kvalificere til at et medlemskab af reneste karat".

"Erasmit-begrebet" overbeviser ikke, mener SZ's anmelder. Det lykkes ikke Dahrendorf at forklare, hvorfor så mange mennesker har nødigt at forskrive sig til totalitære verdensforløsningsideer. "Ydermere sidder man tilbage til det indtryk, at den vigtigste anbefaling for at blive optaget består i at tilhøre det kulturelle establishments storborgerskab, hvoraf naturligt følger en udtalt skepsis over for verdensforbedrere og sociale afvigere."

"Jo længere man læser, desto klarere står det, at Dahrendorf i virkeligheden skriver om sig selv," konkluderer Augstein. Han skriver om sine helte, og om hvad der forbinder ham med disse. Ved hjælp af Erasmus, Aron, Berlin og Popper sammenvæver han et selvportræt som fritsvævende intellektuel, tilforladeligt elitær og tilforladeligt liberal."

Der Tagesspiegels Jens Hacke anfører, at ganske vist var det 20. århundrede rig på socialidealistiske tænkere, hvis sværmeri for magt bidrog til at legitimere totalitære regimer. Alligevel har mange af dem bevaret en frisk fascinationskraft til i dag, hvor Heidegger og Lukács trods deres svigtende politiske dømmekraft stadig inspirer og dyrkes. "Dette står i skærende mosætning til de mange åndelige fortalere for common sense, moderation og skepsis, som er gået i glemmebogen - i den grad forekommer deres liberale anskuelser selvfølgelige i vore mere normale tider."

"Hellere tage fejl med Sartre end have ret med Aron." Dette populære slagord blandt 1960'ernes franske venstreintellektuelle illustrerer dilemmaet. Fornuftens stemmer havde i den ideologiske tidsalder svært ved at skaffe sig ørenlyd, fordi de simpelthen var for usexede og uoriginale, mener Hacke. Han hæfter sig også ved, hvorledes Dahrendorf påråber sig sine åndelige ledestjerner imod sin egen epokes 'teoribesatte' tænkere, hvormed han især sigter til Jürgen Habermas og Niklas Luhmann, som endnu begge søgte at udkaste en samlet og udtømmende forklarende samfundsteori. Over for dem betoner Dahrendorf en situationsbestemt praksisorienteret tænkning, som ganske vist forbliver fragmentarisk, men desto mere smidigt tager bestik af den skiftende virkelighed uden at tabe sine liberale grundsætninger af syne. Dahrendorf fremhæver den intellektuelle intervention i kortform.

"Den liberale skeptiker ved, at ikke alle gode principper kan forenes med hinanden i et større harmonisk hele. Der findes et flertal af hver for sig respektable værdier, som står i modstrid med hinanden på kritiske punkter. Dette er en kendsgerning, vi må indrette os efter," er Dahrendorfs kernebudskab, pointerer Hacke. Ytringsfrihedens og minoritetsbeskyttelsens aporier kunne her være en aktuel og nøjere adresse.

"Den intellektuelle intervention i kortform" er om noget, hvad der har kendetegnet de franske 'nye filosoffer', der ser sig som videreførere af totalitarismekritikken hos de samme liberale tænkere, Dahrendorf sætter så højt. I sin seneste bloc-notes i Le Point tager Bernhard-Henri Lévy til genmæle mod de utallige kritikere, der har gjort hans egen og sine åndsfrænders '30-års jubilæum' til en endeløs svada af perfidi. Fremfor alt undrer han sig over, at den enorme energi, der gennem årene er blevet investeret i ukonstruktiv nedrakning. Som om al den flid ikke var bedre anvendt i at tænke de originale, nybrydende og dybe tanker, kritikerne af nyfilosofferne i tre årtier har skoset ham og André Glucksmann for ikke at levere: "Fjenderne - for det er det rette ord - har hele tiden, evig og altid - været af samme slags. Konstant er de blevet genfødt. Navnene har skiftet, men hadet holdt sig uforandret. Knapt vi var trådt frem, før vi fik smidt tykke bøger i hovedet, om at ikke en linje, vi skrev, var noget værd. Hele denne periode har været en kamp. Først for at støtte Mellem- og Østeruopas dissidenter, så de bomberamte civile i Sarajevo. Derpå fulgte vores vredesudbrud over tjetjenernes martyrium og Afrikas glemte krige. Dernæst forsvaret for algeriske kvinder og alle andre muslimer, som med deres bare næver må bekæmpe islamofascismen. Osv. osv. Jeg mener, ikke at vi for denne epoke har noget at skamme os over og endnu mindre da for vores ungdoms vækkelse."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu