Læsetid: 5 min.

Liberale krampetrækninger

Det er blevet sværere at være liberal under Fogh
22. september 2006

Mens Anders Fogh Rasmussen i disse dage fejrer rekord som den Venstremand, der har siddet længst i Statsministeriet, kan Liberalisterne holde et års fødselsdag. Blandt de liberale udbrydere, der forsøger at samle opbakning til et nyt parti, er det dog så som så med jubelen. Efter knap fem år med en borgerlig-liberal regering synes det mindre tilladt end nogen sinde at insistere på liberale kerneværdier, når det kommer til velfærds- og skattepolitikken.

Det er få år siden, ledende politikere fra Venstre og Det Konservative Folkeparti efterlyste opgør med 'socialdemokratisk lighedsmageri'. I dag er status, at der er større politisk konsensus end nogensinde om, at ulighed er et onde, som skal bekæmpes og omgås med allerstørste retoriske forsigtighed.

"Det er blevet sådan, fordi Venstre og de konservative ikke har nogen konkurrence på den anden side. De skal kun konkurrere med Socialdemokraterne, og derfor kan de tillade sig at skide højt og flot på liberale vælgere. De er arrogante nok til at sige direkte, at vi ikke har andre steder at gå hen," siger Torben Mark Pedersen, formand for Liberalisterne, der i øjeblikket kæmper med myndighederne om at få lov til at stille op under det navn til folketingsvalget.

Torben Mark Pedersen hæfter sig ved, at Anders Fogh Rasmussens strategi har været at vinde 'kulturkampen'.

Hvis VKO mister sit flertal, og Liberalisterne kommer ind med de afgørende mandater, kan det nye parti få væsentlig indflydelse på kursen, forestiller Torben Mark Pedersen sig:

"Vi vil sørge for, at VK bliver trukket i en mere liberalistisk retning," siger han.

Gang på gang har Venstre-toppen slået hårdt ned på medlemmer, der har forsøgt at tegne en mere liberal profil eller har gjort opmærksom på, at stigende ulighed på papiret ikke i sig selv er et problem. Socialminister Eva Kjer Hansen (V) måtte tilbagekalde alle tidligere udsagn, hvori ordet 'ulighed' indgår, og senest er finansordfører Peter Christensen (V) blevet sat på plads. Fra konservativt hold fik Charlotte Dyremose kærligheden at føle, da hun, iklædt dyr perlekæde og striglende en hest for åben skærm, tillod sig at tale for topskattelettelser.

I dag må borgerlige glæde sig over, at formueskatten blev afskaffet under Nyrup i de socialdemokratiske 1990'ere. Fogh havde næppe turdet.

Radikale afviste teser

Men også i andre partier er der grænser for, hvor meget man tør rokke ved fordelingspolitikken. Den unge radikale Frederik Berling foreslog forgæves op til landsmødet, at de radikale inkorporerede nogle af de såkaldt ti liberale teser:

"Jeg synes, at teserne var gode styremærker for, hvordan dansk økonomi kan udvikle sig, så vi kan få et mere liberalt samfund. Men modtagelsen var kølig. Heller ikke engang i Det Radikale Venstre, hvor man ellers har slået sig op på at være frisindet, ville man se på indholdet. Man valgte at hæfte sig ved afsenderen - hvem der først havde foreslået teserne. Det er i hvert fald ikke udtryk for åndsliberalisme," siger Frederik Berling.

De radikale selv har tidligere måttet revidere sit skatteudspil af frygt for at blive anklaget for at være asociale. Frederik Berling har kun hovedrysten til overs for den hårde medfart, ledende politikere gav Charlotte Dyremose, der plæderede for topskattelettelser.

"Det siger noget om niveauet i dansk politik - men hun er ude med nogle rigtige budskaber. Hos de radikale bruger man flittigt Grundtvigs ord om, at vi skal have et samfund, hvor 'få har for meget og færre for lidt'. Men hvornår er for meget for meget? Hvorfor har vi en tendens til at synes, at man kan få for meget? Det er vores blik på, hvordan andre skal leve. Det er mærkeligt, at vi skal have et misundelsessamfund, hvor man ligefrem straffer det private initiativ. Vi har ikke et liberalt samfund," siger Frederik Berling.

Erhvervsmanden og samfundsdebattøren Asger Aamund hører til dem, der mener, at Anders Fogh Rasmussen har lavet en genistreg ved at forene de to strømninger - tryghed for mennesker på overførselsindkomster og behovet for personlig frihed. Men han erkender, at der ikke er blevet gjort op med danskernes misundelse og brødnid, og at politikerne spiller på det.

"Vi er alle indrettet sådan, at når vi får serveret et måltid mad, kigger vi på sidemandens tallerken. Har vi fået lige så meget som ham, er vi tilfredse. Har vi fået mere, glæder vi os i vores stille sind. Har vi fået mindre, går vi helt amok. For det er uretfærdigt," siger Asger Aamund.

Peter Kurrild-Klitgaard, professor i Statskundskab ved Københavns Universitet, betegner det som et paradoks, at ungdommen og resten af befolkningen er blevet mere borgerlige gennem de seneste 20 år, målt på de fundamentale holdninger til for eksempel, hvilken rolle staten skal spille i samfundsøkonomien. Men retorikken fra borgerlige politikere er blevet mere midtsøgende:

"Statsministeren har talt om kultur- og værdikamp og om, at samfundet skal ændres i det lange løb ved at ændre folks grundlæggende værdier. Men jeg tror, at Fogh i praksis nærmere har trukket befolkningen hen imod midten," siger han.

Det store spørgsmål er, hvad de generationer, som blev borgerlige som unge i 80'erne, får med sig:

"Det er blevet næsten forbudt at sige noget, som ellers står på side et i de fleste partibøger. Ledende politikere sørger for, at man ikke må slå på økonomisk frihed, og at den naturlige følge er større ulighed. Det er realistisk, at den nuværende linje vil føre til en eller flere partidannelser på højrefløjen. Jeg tror, at der findes en potentiel utilfredshed langt ind i V og K's rækker, der kan føre til en splitning af den borgerlige fløj, som man så det i 1970'erne," siger Peter Kurrild-Klitgaard.

At de borgerlige partier placerer sig på midten betyder, at de politikere, der skal efterfølge Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen, får det svært.

"Når en ny borgerlig regering igen skal erobre magten fra Socialdemokraterne, gør den nuværende linje det næsten umuligt at placere sig selv bare en smule til højre. For så vil man blive opfattet som ren Djengis Khan. Det lægger voldsomme begrænsninger på, hvad kandidater som Lars Løkke Rasmussen, Connie Hedegaard eller Brian Mikkelsen kan tillade sig at stå for," siger han.

Helle Ib er tilknyttet Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her