Virkeligheden overgår igen fantasien. Denne gang i et politisk drama uden skygge af politisk substans, men til gengæld så pinligt, at selv de gode ler lidt.
Hovedpersonen er Mark Oaten, 41-årigt parlamentsmedlem med kone og to børn. Spekulér ikke over det, hvis navnet forekommer ubekendt. Trods en femtedel af stemmerne har Liberaldemokraterne ikke meget at skulle have sagt med Storbritanniens forældede valgsystem - og mange briter havde såmænd heller ingen idé om, hvem Mark Oaten var. Lige indtil sidste weekend. Nu kender de ham allesammen. Indtil sidste weekend var Oaten indenrigspolitisk ordfører for landets tredjestørste parti og kandidat til formandsposten, efter at Charles Kennedy trak sig, fordi hans alkoholproblemer fik flere overskrifter end partiets politik.
Kommentatorer skrev godt nok om politisk knivstikkeri i det ellers så liberale parti og sammenlignede Kennedy med Julius Cæsar, fordi 'de begge blev stukket ned bagfra af folk i sandaler'. Men på den anden side forstod man godt, at partiet måtte ha' ny formand, efter at Kennedy ved valget i maj ikke havde formået at indkassere en politisk dividende på partiets modstand mod Irak-krigen. Desuden havde de konservative jo fået ny sprudlende formand i David Cameron, og ved siden af ham, så Kennedy faktisk gumpetung og træt ud.
Altså beredte vi os på endnu et formandsvalg, hvor Oaten efter lidt tøven meldte sig på banen - en beslutning, medierne nu analyserer med hovedrysten. For han måtte da have vidst, at det var farligt at stille sig midt i mediernes søgelys med sådan en hemmelighed.
Bedst som aviserne skrev, at Oatens største problem i opløbet mod formandsposten var, at han fremstod som kedelig, trak han sig. Og så sprang bomben.
En 23-årig mandlig prostitueret fortalte medierne, hvordan Oaten igennem seks måneder i 2004-2005 havde været fast kunde. Først da den 23-årige fortalte Oaten, at han havde genkendt ham på tv, stoppede affæren.
Formiddagspressen fryder sig, men glemmer sjovt nok at vende blikket mod sig selv og spørge, om det er relevant for befolkningen at vide, hvem Liberaldemokraternes indenrigspolitiske ordfører har sex med - og hvordan.
De bidske mediehunde, der har følt det nødvendigt at forsvare journaliststanden, griber fat i, at netop Oaten valgte at invitere BBC på morgenmad i hjemmet dagen før, han stillede op som formandskandidat. Men ingen har spurgt, om et tre-sekunders nyhedsklip, hvor døtrene spiste cornflakes og farmand læste avis, er nok til at klassificere ham som så hyklerisk, at hans dobbeltliv også skulle udstilles.
Nej, det, pressen er optaget af, er spørgsmålet om, hvordan en af de absolutte topfolk i et politisk parti kunne være så uforsigtig eller direkte dum at gå til en prostitueret og regne med, at han ikke ville blive opdaget. En kommentator pegede på, at hvis en bøssedreng var villig til at have sex med Oaten for 80 pund, ville han uden tvivl også være villig til at sælge sin historie til pressen. Andre peger på den åbenlyse ironi, der ligger i, at en oppositionspolitiker på forreste række så sent som sidste forår anså det for usandsynligt, at hans ansigt var landskendt.
Liberaldemokraternes største problem er dermed bøjet i neon. Og nej, det er hverken formandsskiftet eller slibrig sex, men det simple, at indtil historien lækkede, og skandalen rullede var de så godt som anonyme i befolkningen. Dét er de ikke længere. Men med et drop i meningsmålingerne, var det ikke lige de overskrifter, partiet søgte forud for lokalvalgene i maj.
Men partiet har da vist sig liberalt, og politikerne har vist sig sårbare og fejlende som almindelige mennesker. Også Simon Hughes, en af de tre tilbageværende formandskandidater, der nu har indrømmet, at han også har haft homoseksuelle forhold. Hughes forsvarer sig blot bedre end Oaten og Kennedy, når han siger: "Jeg tror på folks ret til et privatliv, forudsat at deres privatliv ikke indvirker på deres offentlige ansvar."
Liberaldemokraterne håber nu, at den britiske befolkning er enig.
