Læsetid: 6 min.

Liberaliseringens lavineskred

Verdenshandelen er eksploderet siden Anden Verdenskrig, og danskerne vil ikke længere nøjes med søde gule bananer fra spanske sydhavsøer. Og det vil Mærsk heller ikke
6. december 2005

"Når der kommer en båd med bananer, så har vi glemt alle sorger og savn. Den kan komme langt før end vi aner og lægge til i en ventende havn".

Sådan sang Ib Schønberg i den senere så berømte revysang fra sommeren 1945. Den Anden Verdenskrig var slut, men økonomisk nød, knaphed og rationering var hverdagskost for de fleste. Selv brød, mælk, smør og sukker - som danske børn her 60 år senere regner som ordinære selvfølgeligheder ligesom Play Station, X-box, mobiltelefon, pc og bredbåndsnet - var dengang rationeret. Men forventningsglæden ved at bananbåden snart ville sejle til det lille land fra fjerne himmelstrøg, fik Anker Hansen udødeliggjort med sin revytekst.

Den 3. november 1945 lagde DFDS's skib, 'Paraguay', til kaj med en beskeden last bananer fra de kanariske øer, og først mange år efter blev bananer og andre sydhavsfrugter forvandlet fra at være ekstrem luksus ved sjældne lejligheder til at være standardvarer i Brugsen og selv nettokæder som Aldi, Netto og Fakta.

Historien om bananerne er også fortællingen om globaliseringen og årtiers slidsomme forhandlinger om liberaliseringer af verdenshandlen.

I år har Verdens Handelsorganisation, WTO, fejret ti års jubilæum i det lille hovedkvarter i Geneve, hvor generaldirektøren Pascal Lamy har 630 medarbejdere til at sørge for, at de indgåede handelsaftaler og globale spilleregler overholdes. Og her den 13.-18. december samles WTO's 148 medlemslande til topmøde i Hong Kong.

Forud er gået et halvt århundrede med besværlige og nervepirrende politiske handelsforhandlinger og konferencer i rammen af GATT - General Agreement on Tariffs and Trade.

Under voldsomme protester fra vrede franske landmænd, indiske bønder og skuffede NGO-aktivister fra Paris og New Delhi til Seattle har nationerne til tider skridt for skridt tilsluttet sig et fælles regelsæt for deres indbyrdes handel.

Nye huller i toldmurene

Den første GATT-aftale blev underskrevet af 23 lande i 1947, og i aftalen - der trådte i kraft i 1948 - lovede landene hinanden, at de ville sænke 45.000 toldsatser og indlede gradvise liberaliseringer af handelen.

USA, Storbritannien og de andre vestlige lande bag GATT-samarbejdet var overbevist om, at hvis krige i fremtiden skulle undgås, gjaldt det om at lægge 1930'ernes protektionisme og handelskrige bag sig og knytte tættere økonomiske bånd over grænserne.

Man søgte i efterkrigsårene at danne en internationalhandelsorganisation, ITO, men den amerikanske kongres satte i 1950 hælene i, og man måtte vente helt til 1995 før ideen om en handelsorganisation - WTO - endelig så dagens lys.

Det betød ikke, at ønskerne om liberaliseringer og toldsænkninger endte i dybfryserne. GATT blev med tiden en af de vigtige internationale forhandlingsarenaer, der sammen med Bretton Woods-institutionerne - Verdensbanken og Den Internationale Valutafond - kom til definere mange af de skrevne og uskrevne spilleregler, som præger den globale økonomi.

Fra den første Havana-konference til Geneve-runderne i 50'erne, og siden fra tressernes Kennedy-runde til Tokyo- runder og videre frem til Uruguay-runden (fra 1986-1994) var GATT vært for otte forhandlingsrunder.

GATT's stadig større medlemskreds enedes skridt for skridt, runde for runde, at banke nye huller i toldmure, sænke toldsatser, fjerne tekniske barrierer og skabe multilaterale regler for en liberalisering af handlen.

Turbo på handelen

De mange runder med toldnedsættelser og liberaliseringer satte turbo på handelen. I 1950'erne og 1960'erne steg verdenshandelen i snit med otte procent om året. Handelen over grænserne er mere end tidoblet siden GATT's oprettelse i 1948, og den er næsten uden afbrydelse vokset stærkere end den globale økonomis bruttonationalprodukt.

Den globale handel med varer og serviceydelser oplevede også i 2004 en rekordhøj vækst og har rundet 11.000 mia. dollar. Og med den vokser også den internationale internet- og telekommunikation hastigt.

Fra GATT's 23 grundlæggere og videre til Uruguay-rundens 86 medlemslande har WTO institutionelt og geografisk præsteret et kvantespring. Der er nu i WTO 148 medlemslande, og flere tripper for at komme ind i varmen. Det er bl.a. WTO's handelsdomstole og tvistbilæggelsessystem, der gør det attraktivt at blive medlem, for det gør det muligt for små fattige ulande at trække de økonomiske giganter for retten i Geneve.

Indtil 1980'erne førte den befolkningsmæssige supermagt, Kina, en relativ indadvendt og protektionistisk strategi, hvor markedsåbninger, konkurrencer og liberalisering nærmest var fy-ord for Kinas kommunistparti, men i 2001 indgik Kina en aftale om optagelse i WTO, der forpligtede dem til at gennemføre en række liberaliseringer internt og fjerne mange gamle toldmure. Og som alle andre i medlemskredsen har de lovet at respektere WTO's grundregel nummer et om, at man ikke diskriminerer mellem handelspartnere - gives et land en særlig favorabel fordel, så skal den i princippet gælde for alle de andre. U-lande kan dog godt opnå særbehandling, så de kan sælge deres varer uden told og hindringer, sådan som f.eks. EU praktiserer det i dag over for en række afrikanske ulande. Til gengæld spenderer de rige nationer i EU, USA og Japan over 300 mia. dollar i landbrugssubsidier og beskyttelse om året, og den protektionisme- politik gør det svært for fødevareproducerende lande fra Brasilien og Argentina til Indien at erobre en større del de rige markeder.

Strid om modeller

Blandt økonomer er der løbende ophedede diskussioner om, hvem der får fordel ved mere handel og liberalisering af handelsstrømmene. Der er både vindere og tabere. Verdensbankens økonomer har flere gange søgt at opstille en model og et regnestykke, men det er svært at sige, at liberaliseringerne kommer alle til gode. Det er fremskridt for mange, men nogle har svært ved at hive sig op.

Her i november regnede Verdensbanken sig frem til, at 32 millioner mennesker, der lever i ekstrem fattigdom (med mindre end en dollar om dagen), kan løftes ud af fattigdommen i 2015, hvis man liberaliserer al handel med industri- og landbrugsvarer.

Men der er stadig en milliard mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, og mange u-lande er ifølge Verdensbanken og andre fanget i en uligheds- og udviklingsfælde, som de har svært ved at arbejde sig ud af ved egen kraft.

WTO's Doha-forhandlingsrunde, som blev indledt i 2001, er blevet døbt 'udviklingsrunden'. Der er på topmøderne i Doha og Cancun afgivet løfter til u-landene om, at denne forhandlingsrunde skal sikre de fattige u-lande et markant velstandsløft og styrke deres udviklingsmuligheder.

På det forestående Hongkong-topmøde den 13.-18. december skal dette løfte stå sin foreløbig vigtigste prøve. En række u-lande anklager de rige medlemmer i EU, USA og Japan for ikke at ville give tilstrækkelige indrømmelser og herunder åbne op for en liberalisering af landbrugsmarkedet. Og bistands-organisationer som Oxfam har - som de kunne læse i gårsdagens Information - truet med at trække de rige lande for WTO-domstolen i Genève, fordi de rige bryder WTO-reglerne med flere af deres landbrugsstøtteordninger.

WTO vokser

Striden til trods, så er bundlinjen dog, at WTO's medlemskreds vokser og vokser og snart kan være på vej mod 160 og 170 medlemslande. De fleste nationer - selv de fattigste u-lande - ønsker i dag at være med i WTO-kredsen og få medindflydelse på WTO's over 26.000 A-4 ark for regulering af handlen.

Der er ikke længere en kold krig og en Berlin-mur, der deler verden op i to geostrategiske indflydelsessfærer og gør spørgsmålet om WTO-medlemsskab til en 'hot' sag om, hvilken supermagt man støtter.

I dag er geopolitikken afløst af global økonomisk konkurrence. Små som store, rige som fattige nationer har kastet sig ud i den globale kappestrid om at erobre markedsandele og sikre sig velstandsfremgang på den øgede internationale arbejdsdeling. Som sociologen Zygmunt Bauman har udtrykt det, stræber alle efter større mobilitet. "Immobilitet er ingen realistisk option i en verden af permanent forandring," fastslog Bauman i sin bog om globaliseringens menneskelige konsekvenser.

Over to milliarder mennesker må stadig klare sig for under to dollar om dagen, og indkomstforskellene mellem nord og syd er gigantiske. Men hundreder af millioner mennesker er trukket ud af fattigdommen siden midten af firserne.

Den voksende internationale handel og globaliseringen af økonomien har ifølge den internationalt ansete økonomiprofessor Jagdish Bhagwati, fra Columbia University, samlet været en gevinst: "På Marx og Engels tid kunne man stadig se fattige bønder vandre ind til byerne, de havde ingen form for beskyttelse i fabrikkerne, og folk levede i ekstrem fattigdom. Ja, men det er altsammen forsvundet nu!," sagde Bhagwati i et interview til Information sidste år. "Går man i dag ind i Bombays slumområder, vil man se, at folk har fået fjernsyn, køleskab, aircondition og alle mulige hjælpemidler. Og de har adgang til læger. Det samme har man set i Kina."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu