Læsetid: 3 min.

Liberalisme i en ny tid

Den liberalisme, der kun ser skattetryk og den offentlige sektors volumen som undertrykkende, overser de væsentligste undertrykkelsestendenser i velfærdsstaten. Hvor er den personlige frihed for de tvangsaktiverede eller indvandrere på starthjælp? Hvor er friheden for skolerne til at uddanne demokratiske elever under det nye evalueringsregime, og hvor er friheden til grundforskning under det herredømme, der hævder fra forskning til faktura som ideologi på universiteterne? Spørgsmålet er ikke for eller imod staten, men om hvilken statslig styring man vil have. Hvis liberalismen vil føre en kulturkamp for personlig frihed og mod omklamrende omsorg, må den gentænke sig selv politisk. Her kræves en ny liberal kritik. For som sociologen Lars Bo Kaspersen har sagt: Den rene liberalisme er lige så død som sovjetmarxismen.
18. november 2006

De gamle tænker moderne, og de unge tænker gammeldags. Statsministeren, beskæftigelsesministeren og undervisningsministeren gør op med en traditionel økonomisk liberalisme, mens fortrinsvis yngre ideologer i Venstre sætter lavere skatter og mindre offentlig sektor som absolutte mål. Lederne i Venstre insisterer på fornyelse af den økonomiske liberalisme, hvor mere stat ikke nødvendigvis betyder mindre frihed for den enkelte, og hvor man måler frihed på skattetrykket.

Anders Fogh Rasmussen har i lange maleriske taler vist, hvordan staten ikke har været undertrykkende, men tværtimod skabt betingelser for, at folk kunne få en selvstændig tilværelse, en uddannelse eller starte en virksomhed. Velfærdsstaten er ikke identisk med omklamrende omsorg og faderligt formynderi. Velfærdsstaten har gjort det muligt for kvinder at komme på arbejdsmarkedet, for børn fra arbejderhjem at tage uddannelse og for virksomheder at ansætte folk i fleksible stillinger. Statsministerens pointe er ikke, at han har forandret det politiske mål: personlig frihed. Pointen er, at liberal politik ikke kan reduceres til et computerspil, hvor individet vinder frihed, hver gang skatterne sænkes, og den offentlige sektor bliver mindre. Denne simple indsigt har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen turneret med i pressen i den forgangne uge: "Den offentlige sektor er forudsætningen for, at vi kan få et liberalt samfund. En ordentlig børnepasning, en ordentlig folkeskole og et ordentligt sundhedssystem. Det giver familierne mulighed for at prioritere deres erhvervskarriere. At der er en modsætning mellem en stærk offentlig sektor og så liberalisme, det er fuldstændig forkert."

STATSMINISTEREN, beskæftigelsesministeren og undervisningsministeren har argumenteret fornuftigt for deres overgang til en ny opfattelse af, hvordan man realiserer personlig frihed i et moderne samfund.

Men den "kritiske presse" har haft travlt med en analyse, som reducerer alle udsagn til udtryk for magtbegær. Fogh kritiseres for at ville behage vælgerne og fortie, hvad han i virkeligheden mener. Overgangen er beskrevet som "fra hulemand til julemand". Forhenværende spindoktorer og analytikere forklarer, hvordan Fogh bliver nødt til at lade som om, han er socialdemokrat, mens han i virkeligheden stadig drømmer om minimalstaten. Den ideologiske konflikt mellem de ledende politikere i Venstre og deres liberalistiske kritikere bliver fremstillet som en konfrontation mellem den pragmatiske løgn og den ideologiske sandhed, mellem realpolitik og idealer. En præsentation af et fjernsynsprogram på Danmark Radio kendetegner denne optik: "Hvorfor tør Venstre ikke sætte skatten ned? Hvad har gjort den offentlige sektor til et hit? Og hvad er der sket med liberalismen og de liberale værdier? Debat om vælgerflugt, tøsedrenge og taburetklæbere."

Hvis man ikke reducerer politik til psykologisk spekulation om tøsedrenge og taburetklæbere, men forholder sig til statsministerens argumenter, er det klart, at han har ret. Det er udtryk for "planøkonomisk" tænkning at tro, at danskerne bliver otte procent friere af at betale otte procent mindre i skat. Menneskets frihed er ikke en funktion af skattebyrden. Efterårets demonstrationer mod de offentlige institutioners tilstand viser netop, at det kræver velfungerende offentlig omsorg, hvis det historisk nye eksperiment med to udearbejdende forældre skal fungere. Hvis både mor og far skal bidrage til den danske velstandsproduktion, skal de have tillid til serviceydelserne i den offentlige sektor. Ingen kan påstå, at det danske velfærdssamfund ikke er i stand til at producere enestående velstand og fremvise strålende konkurrenceevne. Den liberale amerikanske tænker Francis Fukuyama taler i den vigtige bog State Building om Danmark som globalt forbillede.

Han fremhæver en katastrofal global konsekvens af den dogmatiske økonomiske liberalisme, der har præget internationale institutioner som IMF og Verdensbanken: Det ideologiske opgør med staten har i udviklingslande undermineret retsstaten og skabt politisk kaos, som udnyttes af terrorister. Reduktionen af global politik til økonomisk ideologi har desuden svækket verdenssamfundets muligheder for at handle politisk over for de store trusler som den globale opvarmning.

DEN LIBERALISME, der kun ser skattetryk og den offentlige sektors volumen som undertrykkende, overser de væsentligste undertrykkelsestendenser i velfærdsstaten. Hvor er den personlige frihed for de tvangsaktiverede eller indvandrere på starthjælp? Hvor er friheden for skolerne til at uddanne demokratiske elever under det nye evalueringsregime, og hvor er friheden til grundforskning under det herredømme, der hævder fra forskning til faktura som ideologi på universiteterne? Spørgsmålet er ikke for eller imod staten, men om hvilken statslig styring man vil have. Hvis liberalismen vil føre en kulturkamp for personlig frihed og mod omklamrende omsorg, må den gentænke sig selv politisk. Her kræves en ny liberal kritik. For som sociologen Lars Bo Kaspersen har sagt: Den rene liberalisme er ligeså død som sovjetmarxismen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu