Læsetid: 6 min.

Fra lidenskabelig moralisme til begejstret fornuft

Kronikken er et stort tillykke til EU med 50-års jubilæet på søndag samt en personlig refleksion over en politikers vej i EU-debatterne som aktiv på den danske venstrefløj- fra nej til ja
23. marts 2007

Er der én ting, jeg har lært af at være aktiv på den politiske venstrefløj, så er det ikke at lade sine holdninger styre af moral og identitetspolitik - men i stedet af værdier og realpolitik. Den idealistiske og ideologiske venstrefløj har desværre i alt for mange tilfælde holdt kikkerten for det blinde øje, når socialistiske regimer i det godes tjeneste knægtede helt fundamentale menneskerettigheder. Det gælder desværre også for den idealistiske og ideologiske højrefløj, der f.eks. uden blusel bekæmper brug af kondomer i det aids-ramte Afrika, fordi sex kun bør forekomme i ægteskabet. At dette moralske synspunkt også prædikes effektivt fra den katolske kirke med paven i spidsen - vel vidende at tusindvis dør på denne konto - er næsten ikke til at bære.

Hvorfor er det værd at begynde en jubilæumstale ved fejringen af Rom-traktatens 50 år på denne måde? Fordi ikke mindst udmøntningen af Rom-traktaten og opbygning af EU er en lang historie om, at både tilhængere og modstandere af EU har lænet sig op ad moralske følelser og identitetspolitik frem for værdier og realpolitik.

For nogle år tilbage udtalte historikeren Uffe Østergaard, at han ikke havde nogen som helst følelser for EU som institution, men at han brændte lidenskabeligt for ideen om det europæiske fællesskab. Her fangede han lige på kornet dilemmaet om valget mellem identitetspolitik eller værdipolitik. For hvis noget er blevet personificeret som årsagen til alverdens problemer - eller lyksaligheder - så har det været en diffus diskussion om EU-systemet 'dernede'. Og jeg kan lige så godt blankt indrømme, at det også gjaldt mig selv.

Da jeg overhovedet selv begyndte at have en mening om datidens EF i slutningen af 1970'erne, mens jeg gik i folkeskolens ældste klasser, følte jeg kun én ting, og det var et intuitivt nej.

Hvad kunne jeg bruge et fjernt system til, som jeg op igennem mine gymnasieår i 1980'erne heller ikke oplevede spille nogen som helst konstruktiv politisk rolle i forhold til hverdagsproblemerne i dagens Danmark?

EF var impotent

Arbejdsløsheden var skyhøj i 1980'erne, især for unge. Der var synlige miljøproblemer med drikkevandsforurening bl.a. fra landbrugsproduktionen. Og der var tilsvarende internationale problemer både med arbejdsløshed, voksende social ulighed, globale miljøproblemer - og kold krig mellem USA og datidens Sovjetunionen, der medførte et våbenkapløb på atombevæbnede missiler, der skulle placeres henover det dengang opdelte Østeuropa og Vesteuropa.

EF var en slags fjern patriark i Det Indre Markeds tjeneste i mine teenage- og ungdomsår. Denne opfattelse i sig selv gjorde det ganske nemt at køre sit politiske ungdomsoprør af på institutionen som sådan. Og af uransagelige årsager var de EF-begejstrede nået frem til, at befolkningerne skulle overbevises gennem en række symbolske handlinger. Men den symbolverden, vi blev præsenteret for, var fattig, og kunne skræmme enhver væk fra det europæiske projekt.

At være europæer var noget kedeligt, pengefikseret og en mande-ting. Noget med ECU'er, EU-hymne, EU-flag, EU-sokker, EU-slips, glaspaladser i Bruxelles, fede korrumperede mænd med hentehår, Euro-region Schleswig, svindel, dokumentmapper og lufthavne. Intet med løsning af fælles grænseoverskridende problemer som arbejdsløshed, miljøproblemer og flygtninge. Sådan var min følelse dengang. Det var nemt at være imod.

Tog 19 år

For at være helt præcis tog det mig 19 år at gå fra at være følelsesmæssig imod EF med hjertet, til at blive rationelt for EU med hjernen. Lidenskabelig tilhænger tror jeg aldrig, jeg bliver. Men måske kan den begejstrende fornuft også gøre det?

Hvad der overbeviste mig fra hjerte til hjerne, var tre ting:

For det første skete der stille og roligt en række dokumenterbare fremskridt på grund af det europæiske samarbejde i EU i forlængelse af mit personlige værdigrundlag. Skrappere miljøregler, strammere fødevaresikkerhed, bøder til karteller - der oven i købet på flere områder var bedre end de danske regler. Jeg blev ganske enkelt nødt til at revurdere billedet af, at Danmark var verdens bedste velfærds- og miljøland, der kun ville miste ved forpligtende samarbejde. Tværtimod kunne vi som lille land vinde mere indflydelse ved at afgive indflydelse til fællesskabet - hvor paradoksalt det end kunne lyde.

Det førte til min anden overvejelse:

EU er en institutionel ramme - og præcis som Uffe Østergaard kan jeg bare konstatere, at en sådan ramme er nødvendig, hvis man vil have et antal selvbevidste nationalstater til at samarbejde forpligtende. Der var - sagt med andre ord - ingen grund til at have stærke følelser for eller imod EU som sådan. Det var ikke et fjernt EU's skyld, hvis miljøkravene alligevel blev for slappe og fødevarereglerne for inkonsistente. Det var summen af de lande, som var medlemmer, hvilket politisk flertal der herskede i de pågældende lande og de alliancer, landene indgik med andre lande.

EU er en politisk kampplads præcis som Folketinget herhjemme - og de, der har flertallet, kan faktisk præge udviklingen. Også i EU. Men nogle gange ligger det politiske flertal bare et andet sted, end hvor man selv står. Sådan er demokratiets vilkår.

Dermed nåede jeg til den tredje overvejelse:

Når det en sjælden gang lykkes at samle EU-landene i en fælles holdning til internationale spørgsmål - f.eks. en international klimapolitik eller en international udenrigspolitisk handling, så er EU en regulær politisk magtfaktor på verdensscenen og kan tale med så stor vægt, at de få andre stormagter som f.eks. USA er nødt til at lytte.

Fred og sameksistens

50 år med Rom-traktaten bør først og fremmest fejres, fordi selve traktaten er friholdt for moral og identitet og dermed danner det værdimæssige grundlag for nu mere end et halvt århundredes fredelig sameksistens imellem et stadigt voksende antal lande i Europa. Det bliver EU's helt store udfordring de kommende år at fastholde et grundlag, der bygger på værdier og realpolitik frem for moral og identitetspolitik.

Hvor tæt det var ved at gå galt, så vi f.eks. under diskussionerne om en ny forfatningstraktat. Burde den kristne religion ikke spille en ny rolle med en direkte henvisning til Europas kristne værdigrundlag, mente en række katolske EU-lande som Spanien, Irland og Polen? Og nedenunder denne diskussion var der en anden og mere folkelig frygt: ville EU med et ja til den nye traktat blive udvidet, så også det muslimske Tyrkiet på sigt ville blive medlem af det europæiske fællesskab?

At udkastet til Forfatningstraktaten hverken ville gøre fra eller til i forhold til Tyrkiets eventuelle optagelse på sigt, spillede ingen rolle. Ej heller, at man strengt taget kunne argumentere for, at der ville blive lagt endnu mere vægt på overholdelse af de grundlæggende menneskerettigheder også som grundlag for at vurdere Tyrkiets egnethed som medlemsland med den nye traktat. Men det var ikke de værdimæssige realpolitiske argumenter, der fyldte noget. Det var de moralske identitetsmæssige argumenter: Kristne vs. muslimer, gode/onde, os/dem.

Men hvad er kernen i Rom-traktaten og de efterfølgende traktater? Det er et værdigrundlag, der for det første bygger på et forpligtende politisk samarbejde, der hviler på demokrati og universelle menneskerettigheder - herunder religionsfrihed - for at forhindre nationalstaternes evindelige territoriale og ideologiske magtkampe imod hinanden. Aldrig mere Anden Verdenskrig, og aldrig mere et totalitarismens århundrede med ideologisk drevne diktaturer som nazismen i Tyskland, fascismen i Italien, Portugal og Spanien og stalinismen i de øst- og centraleuropæiske lande.

For det andet har Rom-traktaten banet vejen for formulering af en ramme for en europæisk velfærdsmodel, der bygger på "mål for at fremme økonomiske og sociale fremskridt, høj beskæftigelse og bæredygtig udvikling". Eller sagt med andre ord: en model for en velfærdsudvikling, der bygger på fælleseuropæiske traditioner for en styret markedsøkonomi kombineret med en velfærdsstat i modsætning til den amerikanske markedsbaserede samfundsmodel og den asiatiske korporative samfundsmodel.

Det er kernen i det europæiske værdifællesskab, og denne kerne har betydet, at Rom-traktaten har overlevet og har udviklet sig og stadig i høj grad er levedygtig selv med 50 år på bagen.

Christine Antorini er MF for Socialdemokraterne og medlem af NytEuropa

Kronikken her indgår i en bogen 'Fra fællesmarked til fællesskab?' udgivet af Forum Europa, Copenhagen Business School og Europa-Parlamentets informationskontor og udkommer i denne uge for 50-års dagen for Rom-traktaten. Kan fås gratis hos Europa-Parlamentets informationskontor: www.europarl.dk

Kronikken i morgen:

Diskussionen i EU har brug for ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu