Læsetid: 7 min.

Om lidt kalder verden...

29. april 2005

Historien starter med, at der er nogen, der kalder på ham. Det er vinteren '71, og Ebbe Kløvedal Reich sidder og skriver på sin skrivemaskine. Vi er i kælderværelset ved siden af fyrrummet i kollektivet Maos Lyst på Svanemøllevej. Han skriver på sin roman, der lugter af piberøg og sure sokker og han er alene. Det banker på døren, og der kommer en ind, som gerne vil snakke. Ebbe slipper tasterne, ruller en joint, lytter. Han er nærværende, og han svarer, og ved siden af dem ligger det ene stykke milimeterpapir efter det andet og venter, pertentligt udfyldt med linjer, årstal, historiske begivenheder, romanpersoners livslinjer, detaljer, fakta, og så snakker de hele natten.

Denne scene udspiller sig igen og igen og igen. Midt i 80'erne ringer nogle unge mennesker til ham. De vil gerne noget med verden, men mangler et sprog. De vil skrive en appel og oversætte Brundtland-rapporten til ungt, dansk kampsprog og tage ansvar for verden. De mangler hjælp fra nogen, som har prøvet noget lignende. Reich svarer ja og bliver en uopslidelig sparringspartner for Anne-Birgitte Agger, dengang ungkommunist på vej væk og tovholder i det, der sidst i årtiet blev til Next Stop Sovjet: "Vi var enormt selvbegejstrede, men han blev begejstret. Han var mesteren eller den eftertænksomme, men han var derude sammen med os hele vejen," siger hun. De kalder, og han svarer.

Eller scenen udspiller sig, da Ebbe er lille. Det er lige efter krigen, og han sidder med en ven oppe i Fredensborg, optagede af deres eget projekt, da kong Frederik dukker op på vej til søen for at ro, tatoveringer og det hele. "Godmorgen, drenge," siger kongen. "Godmorgen, konge," siger drengene. Og så er Ebbe royalist. Kongen kalder på ham, og han svarer. "Jeg er med!"

Her fra den anden side af Ebbe Kløvedal Reichs død flakser han hele tiden lige uden for rækkevidde. Han er så allestedsnærværende, at hans selv ikke er til at få på plads. Han er venstreorienteret og kristen, politiker og institutionsmodstander, hashryger og royalist. Han er nationalistisk og tolerant. Han er først mod EF, så for en føderation. Hans personlige engagement i hele sin omverden gør det næsten umuligt for den udenforstående at skrive et portræt; alle man taler med kender ham alt for godt; deres historier er så personlige, at ingenting passer sammen. Hver historie starter med, at nogen har kaldt på ham, og han har svaret, ja! Men hvor kommer han fra før det, og hvor forsvinder han hen snart efter? Journalisten befinder sig snart i samme position som de kvinder, Ebbe har forladt; dem er der tilsyneladende ingen ende på, og hvorfor er ingen af dem sure?

Måske skal vi starte tæt på hjemmet. Vi sidder på øverste etage på Information, der hvor der nu er arkiv, det er vinteren 1969-70, og der er redaktionsmøde. Oppe på det ene hjørne, ikke for bordenden, men lige rundt om hjørnet, har Børge Outze, avisens grundlægger, ordet. Syv-otte mand nede sidder Ebbe, som et lyst hoved har hentet ind kort tid forinden som avisens nye udlandsredaktør, og fisker sit grej op af lommen. Han finder den lille klump hash og tobakken og papiret, smuldrer hashen på sølvpapiret, varmer den op, og mærker så grundlægger Outzes blik. Under øjnene, der betragter ham med hele modstandskampens og den gamle skoles vægt, bliver Ebbes bevægelser hurtigere, mere nervøse, mens temperaturen dykker. Men jointen, den ruller han færdig.

Journalisten Lasse Ellegaard griner stadig ved tanken om det møde. "Noget af det fineste ved Ebbe var hans udtalte krav på personlig frihed: Man skal leve og lade leve. Den praktiserede han så ganske vist ved temmelig ofte at glemme sine vagter på redaktionen, og ved at have glemt sine bookninger til højskoleforedrag, når han så endelig var her. Så han holdt ikke så længe." Men der er ikke et gran af bitterhed at spore. "Ebbe var jo utopist og grundtvigianer-mystiker, og dem skal man ikke bagtale, for bare i kraft af deres utopier er de en inspiration."

På Information hed utopien medarbejder-eje, og før Ebbe forsvandt, udarbejdede han den medarbejderejede avis' grundlov sammen med bl.a. Lasse Ellegaard. En utopi, der som en række af de andre var smuk i starten og endte ad helvede til. Men da havde Askov Højskole forlængst kaldt på Ebbe og fået fremvist lærermødets første hashklump. "Han kom jo til os forbavsede beboere af Vestjylland med hele '68 i ryggen," husker forfatteren Jørgen Knudsen. Han og højskolemanden Uffe Geertsen husker også Ebbe som et forvarsel for det opgør, der ventede på Askov mellem de lærere, der som Ebbe mente, at folkehøjskolens fremtid lå i et højere samfundsengagement - ikke mindst i diskussionen om Vietnam-krigen - og dem, der holdt fast i en mere traditionelt dannende rolle. Da både Knudsen og Geertsen til sidst blev smidt ud fra skolen i 1971 var Ebbe dog forlængst over alle bjerge.

Igen træder han ind med ideerne, visionerne og energien, og opgøret er om hjørnet. Og igen er han ude, før sammenstødet kommer. Han er ikke bare anti-militarist, han demonstrerer med sit liv, at man kan undgå at komme i kamp. Historien gentager sig i Folkebevægelsen mod EF 20 år senere. Reich kæmper sammen med Jens-Peter Bonde i kampagnen op til den overraskende sejr over Maastricht-traktaten i juni '92. Den dag er euforien grænseløs på Nørrebro. I september venter opgøret i Folkebevægelsen, hvor fornyerne i forretningsudvalget bliver udrenset alle som en. Men Reich stiller ikke op til valg. Han overlader inden da bevægelsen til die-hard nej-sigerne. Og bliver føderalist.

Ebbe Reich er væk igen. Men han har ikke svigtet. Ingen føler sig forladt. Han er bare nok sig selv til, at han ikke behøver sammenstødene for at blive til.

"Hvis forældreskikkelserne for os 68'ere var Ebbe, Bente Hansen og Preben Wilhjelm," siger historikeren Morten Thing, "så var Ebbe den, der kunne sige de radikale ting på en rund måde." Rødstrømpen Bente Hansen afbildes som smuk drage i lange sorte støvler og er aldrig bange for at være skrap. VS'eren Preben Wilhjelm er hardcore intellektuel og taler aldrig nogen efter munden. Men Ebbe hører efter og svarer. Ikke fordi han er ydmyg, for det er han sådan set overhovedet ikke, men det gør han.

For Bente Hansen er han den fagligt funderede politiske ekspert, der flyder med i ungdomsbevægelsen, fordi han har så stor en sans for fantasien, eventyret og de bevidsthedsudvidende stoffer. På Politisk Revys redaktion griner de, så de er ved at falde ned af stolene. Og som kristen ser hun også religionen som noget, der kalder på ham, snarere end noget han selv finder. Gennem bogen Frederik om Grundtvig, gennem udvalget for den nye bibeloversættelse. Der kaldes, og han svarer. Han bliver skuffet, da storværket Himlene og jorden i 2003 bliver modtaget med noget nær ligegyldighed, sammenlignet med de historiske værkers succes. Selv i historiebøgerne har han svaret på verdens gang med en ufattelig evne til at forklare den; nu svarer verden ikke noget videre på ham.

Først socialrådgiver Tine Bryld, der sammen med sin mand, arkitekten Arne Gaardmand har været venner med Reich siden Politisk Revy-tiden, siger det: "Man skal ikke tage fejl af, at Ebbe var et meget privat menneske. Mennesker er altid kommet til ham - men han var jo ikke den, der selv ringede og inviterede til middag. Netop når man optræder med så meget af sin person i offentligheden, får man også et kæmpe behov for at være privat. Til sidst tror jeg, det nogle gange var nemmere for ham at meddele sig til os venner om sin sygdom gennem medierne - snarere end at skulle sende et brev." Der er en anden Ebbe, som sidder i kælderværelset, lige før det banker på døren. Det er ham, der flakser ud af portrættet.

I bogen En rig mand portrætterer Lasse Ellegaard Ebbe Kløvedal Reich som filosoffen Edward W. Saids udgave af den intellektuelle: Den professionelle samtaler, der påvirker den offentlige bevidsthed fra en uafhængig position uden for interessegrupperne. Det er helt rigtigt. Men det forvirrende er, at han samtidig taler til grupperne indefra. Han stiller sig udenfor, uden at nogen føler sig forladt. Han er den intellektuelle, der aldrig undlader at svare.

Til sidst havner vi tilbage i 1965, hvor det trækker op til uvejr i Indokina. Der er en historiestuderende, der har styr på den region, siger de til hinanden inde på Danmarks Radio. Ebbe Reich bliver lokket fra historiestudiet og vender aldrig tilbage, for den region, som han tilfældigvis ved mest om, bliver tilfældigvis det næste 10-års politiske verdens centrum. Danmarks Radio fyrer ham ganske vist, men Information og Politisk Revy står klar og holder fast, så længe de kan - for Ebbe svarer altid, men Ebbe er ikke for fastholdere.

Før dén Ebbe skimter man en anden, ganske ung Ebbe. En teenager i kadetuniform, til alters og viet i kirken med skolens sødeste pige. Lige om lidt kalder verden på ham, og lige om lidt begynder han at svare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her