Læsetid: 9 min.

Lidt af et kapellan-arbejde

Undervisning bør aldrig være kedeligt, og for at undgå at videregive 'død viden' tager Erik Holm hele tiden sine elever med ud i samfundet og på større rejser. Jobbet er en slags kald, synes skolæreren, der hører til i produktionen og 'ikke duer til' at fange fisk, sidde på sin flade eller gå i teateret
16. december 2006

Tysk med 8. klasse de to sidste timer om fredagen er ikke noget, der kan få 57-årige Erik Holm til at sukke dybt og spørge sig selv, hvorfor han dog i sin tid valgte at blive folkeskolelærer.

Selv om stemningen er temmelig højrøstet, og eleverne på Vanløse skole står på nakken af hinanden oppe ved katederet for at få at vide, hvordan de har klaret læseprøven fra sidste uge, bladrer han tålmodigt rundt for at finde deres navne på karakterbladene og svarer dem venligt.

Og når han han om få minutter går hjem for at holde weekend, er det med en god fornemmelse af være nået gennem endnu en uge med de glæder, skuffelser, overraskelser og udfordringer, som jobbet i en københavnsk folkeskole byder på. Udover de sædvanlige møder, forberedelse og opdatering af skolens og klassens hjemmesider, har han haft samtaler med kommunens SSP-medarbejder, fordi der har været en alvorlig mobingssag med racistiske undertoner i klassen.

"Jeg blev bedt om at lave en udredning og har gjort det på baggrund af interviews med forældre og elever. I dag har de piger, der har været i totterne på hinanden, skrevet under på, at det medfører otte dages bortvisning, hvis det gentager sig. Den slags sker. Vi har haft børn, der har måttet forlade skolen, fordi vi ikke kan acceptere, at nogle elever er bange for at skulle i skole. Vi har en ekstrem aktiv mobbepolitik, og selv om det virker barskt, er vi nødt til at stoppe den slags med det samme," siger Erik Holm.

Socialdemokratisk Nørrebro-dreng

Det begyndte i virkeligheden med et cand. polit. studie på Københavns Universitet. Den 22-årige Erik Holm, som kom fra et arbejderhjem på Nørrebro, blev tidligt meget optaget af samfundets indretning. Faren havde en markentenderforretning og var aktivt medlem af Socialdemokratiet.

"Som knægt var jeg og min bror med ude at dele pjecer ud, og der fik jeg øje på, at man kunne bo på mange forskellige måder. Det fascinerede mig. Jeg voksede op efter krigen, hvor folk ringede på døren for at få en madpakke og 25 øre. Hvorfor er der nogen, der lever på den måde, tænkte jeg, når min mor gav dem nogle kartofler og frikadeller."

"Min far må have tjent pænt på at tage rundt og sælge øl og sodavand og andre varer, for vi havde som nogle af de få en bil. Den kørte vi rundt i Danmark i og besøgte familien i Jylland og på Fyn, og jeg sugede til mig af mig af nye indtryk. Jeg har altid været meget nysgerrig og tror, at jeg, fra jeg var lille, blev stimuleret til at bruge både den udvendige og indvendige side af hovedet."

"Vi havde et lille sommerhus, og min far fik tit et gammelt læs brædder, som jeg og min bror fik lov at eksperimentere med. Vi savede og slog søm i og havde sådan en slags byggelegeplads. Jeg byggede en rumraket, og den kombination af drømme og at virkeliggøre ting med bræt og søm var lige mig," siger Erik Holm.

Det er det stadigvæk. Teori og praksis, drøm og virkelighed, skole og samfund skal hænge sammen, og derfor involver Erik Holm konstant sig selv og sine elever i projekter uden for skolen.

Det drejer sig om alt lige fra aviskonkurrencer, jeopardy, udvekslinger med klasser i de baltiske lande og andre ekskursioner ud i verden, som de tjener til ved alt lige fra gadefejning til salg af æbleskiver og gløgg og juletræer.

Der hænger layoutede avissider på de fleste af væggene i klasselokalet, fordi hans 8. klasse deltager i Ekstra Bladets aviskonkurrence. De har lavet interview med miljøminsteren, Abu Laban og Klaus Bondam - fordi dronningen ikke ville mødes med dem for at tale om sit miljøsyn, forklarer Erik Holm. Han er tydeligt stolt af sine elever, men var nødt til at tage en diskussion med dem, fordi nogle mente, at side 9-pigen også skulle op på væggen.

"Vi talte om, hvilke signaler man sender til dem, der kommer på besøg, hvis man som arbejdsplads har en let afklædt pige hængende; og hvorfor man ikke havde den slags hængende nede i banken eller hos lægen eller frisøren. Vi talte om ligeværdighed, og at det ikke er sagen, at man favoriserer det ene køn frem for det andet. En aktuel snak i en 8. klasse, hvor hormonerne bobler, siger Erik Holm.

Dem ingen kan undervise

Efter tre år på politstudiet på universitetet, kunne han se, at det ikke gik. Det videnskabelige sprog havde fra starten voldt ham vanskeligheder, og selv om han fik læst datidens store økonomer, så var det det studenterpolitiske arbejde, han brugte mest tid på.

"Det har nok været lidt af et nederlag for mig, men ikke noget, der krævede psykologhjælp. Jeg havde travlt med så mange andre ting og arbejdede i nogle venners rejsebureau ved siden af, da jeg senere begyndte at være lærervikar. Det passede mig fint at have med især de store elever at gøre, og så fandt jeg ud at, at jeg skulle på seminariet i stedet for."

Bagefter fik han job på Rådmandsgades skole og senere på Tingbjerg skole, hvor der var mange indvandrer-elever. Dem har Erik Holm altid haft et godt forhold til. Selv tror han, at det er fordi, han respekterer dem og ikke stiller krav om, at de skal smide deres religion over styr. Men at de tvangsgifter deres døtre bort, accepterer han ikke.

Efter nogle år i folkeskolen begyndte han at kede sig og læste til cand.pæd.psyk om aftenen. En uddannelse, der gav ham arbejde i voksenpsykologisk praksis med blandt andet alkoholikere på Sct. Hans og revaliderings-klienter i Greve kommune. Efter et stykke tid savnede han de unge og fik et job i Albertslund Ungdomsskole, hvor han skulle undervise de mange børn og unge, som ingen skoler og institutioner ville have.

"Det var virkelig en udfordring, og vi fik da også risikotillæg og blev forkælet med bodybouilding af kommunen, så vi var klædt på til jobbet. Jeg har fået mine hudafskrabninger og bid i benet, når jeg var nødt til at gå indimellem slagsmålene. Det var meget fysisk krævende. Også at blive ringet op klokken fire om natten og skynde sig i tøjet for at overvære en afhøring på politistationen. Men de var søde nok de unge," siger Erik Holm.

Da han efter syv år var over de 50, blev det for anstrengende, og han søgte tilbage i folkeskolen. Gennem alle årene har han holdt fast ved rejsebureau-arbejdet og kørt limousine bl.a for Bill Clinton for Copenhagen Excursions. For en mand med hans energi er et job for lidt. Han har ofte haft 3-4 stykker ad gangen og er i dag tillige domsmand i Københavns byret, tilforordnet ved valg og sjælesørger for venner og bekendte.

"Jeg træder til, når der er brug for hjælp. I næste uge skal jeg ud at tale med en, som har været igennem en slem operation, og andre gange har det været ældre mennesker, der ligger for døden. Fordi jeg har den psykologuddannelse, spørger folk, om jeg ikke kan komme og tale med dem, som præsten ville have gjort."

Det er en slags kapellanarbejde

Lærerjobbet minder på mange måder også om præstens, synes Erik Holm, der som regel går i seng ved 22-tiden for at være udhvilet og frisk til endnu en udforudselig dag i den danske folkeskole.

"Præster taler om deres arbejde som et kald, og det er sgu også en slags kapellanarbejde at være skolelærer. Der var engang nogle elever, der kaldte mig 'seven-eleven'. Hvorfor det spurgte jeg? Fordi du aldrig har lukket, sagde de. Jeg er meget glad for min fagforening, men jeg kan ikke sige, at nu er min arbejdsdag slut, hvis jeg er gårdvagt, og der er et slagsmål i skolegården."

"Jeg går ikke så højt op i min arbejdstid og har ikke noget imod, at elever og forældre ringer hjem til mig. Jeg ved, at nogle betragter det at være lærer som et lønarbejde, men for mig er over halvdelen af lønnen glæden ved at være sammen med velopdragne folks børn. Også selv om de ikke alle sammen er velopdragne."

Han har vist nok 21 undervisningstimer, fordi han også er timekoordinator, men dertil kommer forberedelse, møder og kursus hver mandag i Københavns Kommune, hvor man skal lære at blive bedre til at gøre noget for de 25 procent, som ikke får nogen uddannelse. Den opgave tager Erik Holm meget seriøst.

Når han får en ny klasse, indkalder han voksne og børn "fra verdens sødeste klasse" til forældremøde med fællesspisning. På mødet fortæller han, at han ikke alene kan løse problemerne og lære børnene det, de skal.

"Det er vigtigt, at det ikke bliver 'dem' og 'os'. Hvis vi tænker: 'årh, det er de åndssvage forældre', og forældrene synes, at det er synd for deres børn, at de går på 'sådan en lorteskole,' så kommer vi ingen vegne. Der er forældre, som selv har haft dårlige oplevelser med skolen, og som har en fjendtlig holdning til skolen. Den er vi nødt til at få gjort noget ved, hvis vi skal lære deres børn noget. Har man til gengæld tilliden og dialogen, så kan man sige de mest utrolige ting til hinanden uden at blive sure."

Forældrefester er en af måderne at opbygge tilliden på.

"Vi har med stort held holdt fester kun for lærere og forældre. Det er med til bryde skel ned, og det smitter af på børnene, at de ser at far og mor godt kan have det sjovt sammen med matematiklæren. Vi foretrækker at holde fester hjemme hos forældrene, som er så flinke at åbne deres hus og på den måde være gode rollemodeller. Det skal være folkeskolens force, at man på tværs af sociale skel kan være sammen og respektere hinanden."

Jeg er gået efter oplevelserne

Da nogle forældre på et forældremøde brokkede sig lidt over, at deres børn skulle sidde og analysere alle de tekster, lejede Erik Holm en bus til Rungstedlund, hvor 60 børn og voksne fik en indføring i Karen Blixens liv og forfatterskab. Et typisk eksempel på den 'aktivitetspædagogik' han sværger til.

"Her på skolen tøver vi ikke så meget. Det burde hedde: I begyndelsen var handlingen, for jeg tror, at det er den, som udvikler ordet. Selvfølgelig er man nødt til at lære de tyske hjælpeverber, men målsætningen må være at teori og praksis hænger tæt sammen, og at skolen ikke er en ø i samfundet."

- Hvad har været den røde tråd i dit liv?

"Jeg er bange for, at det er oplevelser. Det at ville vende den næste sten. Min nysgerrighed og lyst til at eksperimentere har været min drivkraft, og på den måde passer lærerjobbet mig. Jeg har arbejdet som psykolog, og det er langt mere trættende at høre på 3-4 personlige kriser, end det er at have nogle umulige unger. For der kan du handle og finde på ting."

- Skal du snart på pension?

"Jeg bliver tit spurgt om det, men jeg har tænkt mig at blive ved, til jeg er 70. Jeg kan ikke sidde på min flade, fange fisk eller gå i teateret. Jeg hører til i produktionen. Der, hvor der sker noget, og at undervise bliver aldrig kedeligt. Det må ikke være kedeligt. Det burde nedfældes i grundloven."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her