Læsetid: 3 min.

Lidt trænerhistorie

22. juni 2000

KAMPEN mod Tjekkiet i aftes var den sidste i det nuværende job for cheftræner Bo Johansson, der er blevet og vil blive hyldet for sin samlede indsats for det danske fodboldlandshold.
Han har charmeret både arbejdsgiverne i DBU, spillere og den almindelige dansker ved sit vindende væsen, og det er slet ikke så dårligt gjort - af en svensker at være. For selv om svenskerne er vore nordiske venner, er de også vore arvefjender, dels fra svenskerkrigenes tid, men også fra de talrige kampe i den præ-professionelle fodbolds tid, hvor en sejr over svenskerne var det højeste, vi kunne drømme om at opnå.
Men hvordan skal man vurdere Bosse Johansson faglige indsats?

DER ER en bestemt anekdote, som skal karakterisere den præ-professionelle tid. Den handler om Kurt 'Nikkelaj' Nielsen, som efter sigende sendte det danske landshold på banen i en vigtigt kamp mod Italien med følgende taktiske oplæg: "Nu går I ud på banen og banker de spaghettier sønder og sammen". Nikkelaj var en mand af folket, værtshusholder i Nykøbing Falster, karsk, dansk, jovial. En anden legendarisk træner var Arne Sørensen, der i det daglige var blikkenslager og med egne næver havde været med til at bygge Idrætsparken. Forberedelserne til en landskamp bestod i, at han inviterede spillerne i biografen aftenen før. Amatørismen, hvor fodbold var en fritidsfornøjelse, bestod i Danmark til meget sent, sammenlignet med andre lande, nemlig 1979. Kongerækken herefter hedder Sepp Piontek, Richard Møller Nielsen og Bo Johansson.

JOSEF EMANUEL Hubertus Piontek overtog landsholdet 1. juli 1979, men ikke Kurt Nielsens taktiske oplæg. Træningen blev nærmest videnskabelig. Biografturen blev slettet, disciplin indført, så det battede. Anekdoten vil vide, at spillerne efter en tabt kamp, hvor humøret alligevel var højt i flyet hjem, blev tvunget væk fra de luksuriøse træningsforhold ved Hotel Marina i Vedbæk til mere primitive i Idrættens Hus i Brøndby - specielt til Søren Lerbys store fortrydelse - indtil de kunne lære at tage deres job mere alvorligt. Det lærte de. De spillede champagnefodbold med hæl og tå og førte Danmark ind i verdenseliten ved EM i 84 og VM i 86.

RICHARD MØLLER Nielsen afløste i 1990. Fra starten var der blandt danske sportsjournalister konsensus om, at Ricardo var en mand, der var gået forkert. En landsbytosse fra Over Holluf, der havde forvildet sig væk fra de grønne græsmarker på Fyn og ind på fodboldens grønsvær. Det skyldtes ikke mindst hans mange verbale skrubtudser som f.eks. denne: "...dengang mænd var mænd og bøsser noget, man gik på jagt med". En vane, han ikke har lagt af. Senest har han under sin trænergerning i Israel fået landets kvinder på nakken med denne sætning, sagt om kvindelige fodboldspillere: "De skal bare passe på benene, for når de engang skal føde, skal de også føde kommende generationer af fodboldspillere".
Det er blevet sagt ironisk, at journalisterne aldrig har tilgivet Ricardo, at holdet under ham opnåede sit største resultat ved at blive Europamester i 1992 samt vinde den interkontinentale turnering i Saudi Arabien ved at slå Argentina 2-0 i finalen.

BO JOHANSSON kom til roret i 1996, og nu var det pludselig positivt her og positivt der. Det siges, at han aldrig har sagt et ondt ord om nogen af spillerne, som da også har kvitteret ved at knuselske ham. Under VM i 98 nåede Danmark kvartfinalen og tabte efter en strålende kamp til Brasilien. Det var en pragtpræstation, da vi stod med det ene ben og fire af tæerne ude af kvalifikationsturneringen til dette års EM, men med fire kampe uden nederlag, herunder en sejr over Italien på udebane, kæmpede os tilbage.

KONKLUSIONEN på nærværende meget grundige komparative analyse af det erhverv, hvori der bides flest negle, må være, at alle tre landstrænere har opnået bemærkelsesværdige resultater, Ricardo de bedste. Bo Johansson har været den flinkeste for flink? samt den bedste ambassadør udadtil, men når alt er trukket fra og lagt til, står Sepp Piontek som manden, der banede vejen for de to efterfølgere. Han skældte ud på spillerne, også når de var foran, og fik dem derved til at fighte til sidste blodsdråbe. Og da han også lærte at håndtere den danske humor, kan dommen fældes. Thi kendes for ret: Piontek var den bedste. Han havde alle gode træneregenskaber.Det samme har den næste landstræner, Morten Olsen. Det har Sepp Piontek netop sagt idet han tilføjede: "Men han smiler for lidt, ne?" Og den disciplin må den nye træner så træne i.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu