Læsetid: 4 min.

Lig på bordet

9. september 1998

"Hvis vi ikke gør os seriøse anstrengelser for at håndtere dette problem, så er det uinteressant, om vi om 20 år har antibiotika eller ej - for de vil simpelthen ikke virke. Tiden er ved at rinde ud."
Medicinaldirektør Einar Krag, Sundhedsstyrelsen, i British Medical Journal, 5. sept. 1998

I GÅR SKREV Berlingske Tidende om en 62-årig dansk kvinde, som i sommer døde efter en salmonella DT 104-infektion. Kvinden døde, fordi salmonella-stammen var resistent over for det antibiotika, hospitalslægerne troede, de kunne helbrede hende med.
I mandags skrev Information om en 70-årig amerikaner, der i foråret døde på et New York-hospital efter en stafylokok-infektion. Den kunne ikke slås ned med det antibiotika, man ellers anså som det sidste sikre middel mod den pågældende bakterie.
Historie nummer ét er det første dokumenterede eksempel herhjemme på, at brugen af antibiotika i svin har ført til en resistent bakteriestamme, der slår mennesker ihjel. Historie nummer to er et eksempel på, at man ude i verden nu er tæt på at have såkaldt totalresistente bakterier. "Et signal om, at stammer, der ikke kan behandles med noget kendt antibiotika, er på vej," siger den fremtrædende amerikanske mikrobiolog Stuart B. Levy, der frygter, at den pågældende stafylokok snart vil være "dræberen, der ikke kan stoppes."

HELE MISÈREN er en illustration af menneskets ulykkelige forestilling om, at det kan gøre sig til herre over naturen. Vi har vidst siden Darwin, at når man sætter en gruppe organismer under pres ved f.eks. at give dem gift, så vil de enkeltstående individer, der tilfældigvis kan tåle giften, meget hurtigt tage over. Hvorfor giften naturligvis ikke længere virker som gift.
I 50 år har mennesket uhæmmet pumpet antibiotika ud over kloden i forestillingen om at kunne bremse bakterielle sygdomme eller få husdyr til at vokse hurtigere. Internationale eksperter vurderer i det seneste nummer af British Medical Journal, at 20-50 procent af dagens antibiotika-forbrug i den menneskelige sygdomsbehandling er medicinsk ubegrundet, mens 40-80 procent af forbruget i husdyrsektoren er højst tvivlsomt. Med sygdomsbakteriers evne til lynhurtig formering, hyppig mutation og livlig indbyrdes udveksling af arveanlæg er det indlysende, at denne praksis ender med at skabe usårlige bakterier. I starten resistente over for et enkelt antibiotika, siden multiresistente og til sidst - som den frygtede stafylokok - totalresistente.

I DISSE DAGE mødes i Lyngby 400 mere eller mindre alarmerede eksperter fra EU for at drøfte mikrobernes menneskefremkaldte amokløb.
I den hjemlige sundhedssektor er problemerne med resistente bakterier i dag mindre end i andre lande, fordi danske læger - relativt set - har været tilbageholdende med at uddele antibiotika. Vi har ikke i samme omfang som i f.eks. USA multiresistente hospitalsstammer af stafylokokker, enterobakterier, tuberkulosebakterier og andre mikrober, som er umulige at slå ned og derfor menes at koste titusinder af dødsfald årligt.
Men problemerne kommer gradvist til den danske hospitalssektor i kraft af bl.a. den øgede rejseaktivitet i globaliseringens tidsalder. Næste gang en syg dansker eller udlænding ankommer til et dansk hospital med en multiresistent tuberkulose-bakterie eller stafylokok, kan helvede være løs. Salmonella DT 104-dødsfaldet i sommer er et eksempel på, at en multiresistent bakteriestamme slæbes ind via importerede svin - med risiko for at den slår sig ned i den danske husdyrsektor og koster mere sygdom og død blandt danske kødspisere.

I GLOBAL sammenhæng er resistens-problemet fuldstændig ude af kontrol. Det kan komme til os, før vi aner det. Herhjemme er det alvorligste selvskabte problem imidlertid landbrugets fortsatte brug af antibiotika som middel til at få husdyr til at vokse hurtigere. Disse vækstfremmere gør bakterier i dyrene resistente og gør samtidig bakterier i den menneskelige organisme usårlige over for antibiotika, der ligner vækstfremmerne. Sidste år brugte danske landmænd mere antibiotika til vækstfremme, end samfundet brugte til sygdomsbehandling i husdyr og mennesker tilsammen. Over 100.000 kilo.
Som konsekvens af de stærke forbrugerreaktioner har kvæg- og fjerkræavlernes organisationer nu anbefalet deres medlemmer at indstille brugen af vækstfremmere, mens svineavlerne anbefaler et stop for anvendelsen i foder til svin over 35 kilo. Men det er udelukkende anbefalinger til den enkelte landmand, og smågrisene fodres stadig med vækstfremmere. Derfor er forbruget - i følge Landbrugsrådet - fortsat oppe på 30-35.000 kilo. Og praksis med smågrisene vil man ifølge Landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke fastholde i to-fire år endnu. "Standsede vi på stedet, ville det give diarréproblemer hos smågrisene, som kunne nødvendiggøre et endnu større medicinforbrug," siger Gæmelke.
Måske vil det give landbruget let øgede omkostninger i en kortere omstillingsperiode, hvor man lærer at behandle sine smågrise, som man f.eks. gør det i det økologiske jordbrug. Men det er en omstilling, som det svenske landbrug for 12 år siden viste sig i stand til at foretage, da regeringen forlangte det. En omstilling de svenske forbrugere priser højt, og som derfor nu får den svenske regering til kategorisk at afvise et absurd EU-krav om fra nytår at ophæve Sveriges vækstfremmer-forbud.
"Debatten er svær, fordi der skal lig på bordet, før politikerne bliver overbevist," sagde den svenske statsveterinær Christine Greko sidste år, da Information talte med hende om den danske debat.
Nu er liget på bordet. Landbrugs- og fødevareminister Henrik Dam Kristensen kan omsider gå til storebror i Bruxelles og sige, at Danmark har besluttet at handle i nødværge. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu