Læsetid: 4 min.

Lige i fjæset rock'n'roll

På sit ny udspil gør D-A-D hvad det nu engang er bedst til: overbevisende, benhård medrivende og fuldstændig uimod-ståelig hård rock, der ingen fanger tager
24. maj 2005

Indrømmet - der er dage, hvor kun god, hård rock giver mening. Velspillet, tight og lige i fjæset rock'n'roll i samme massive vægtklasse som den ondeste bulldozer og mindst lige så subtilt. Musik, der kan blæse støvet ud af ørerne og i dén grad holde fluerne fra røvhullet og på den led få én gennem dagene de grå.

Ikke at undertegnede behøver den kur hver eneste evige dag, men når og hvis, så tak til den store rockgud for D-A-D, hvis splinterny cd - Scare Yourself hedder den såmænd - føjer sig ind i rækken af plader fra disse sammenbidte veteraners hånd, der kan sparke melankoli og lede durk ud af en menneskekrop og i stedet synge den elektrisk ad h. til.

Og nej, det er hverken revolutionerende eller nyskabende, men det gør til gengæld godt, hvis der er behov fra at sætte øverste etage på vågeblus og i stedet mærke, at der under halsen faktisk er en krop, thi med Scare Yourself gør D-A-D, hvad bandet nu engang er bedst til: Spiller overbevisende, benhård medrivende og fuldstændig uimodståelig hård rock, der ingen fanger tager.

D-A-D kan fejre 20-års jubilæum som pladekunstnere i år, thi med ep'en Standin' On The Never Never introducerede kvartetten i 1985 det danske folk for genren 'cowpunk', så det hvinede i de blottede tandhalse, men det var med de to sublime albums No Fuel Left For The Pilgrims (1989) og Riskin' It All (1991), at orkesteret forvandledes fra en fodnote til en overskrift i en dansk rockhistorie. Stadig to af de mest dynamiske og vittige albums begået af et engelsksyngende dansk rockorkester, skal vi frem til 2000's Everything Glows, før gruppen atter kom på omdrejningshøjde med sig selv.

Det års tilføjelse af den velfunderede og råswingende trommeslager Laust Sonne betød en revitalisering af orkesteret, der med ét atter lød som de sande ejere af den rocktrone, unge løver i et væk forsøger at skubbe bandet ned fra.

Nuvel, 2002's Soft Dogs var godt nok et afvekslende og ambitiøst udspil, hvor gruppen foretog en række interessante, stilistiske diskurser, men trods mange fine stunder var der noget uegalt over resultatet, hvilket kun gør glæden over det stramt disponerede Scare Yourself så meget desto større. Det er D-A-D i reneste form og udgør som sådan et noget nær urørligt rockalbum i ordets allermest bogstavelige forstand; ingen tilsætningsstoffer, ingen diabolske steroider og intet overflødigt fyld, men derimod rock i ren essens.

Skal der være fest -

At Jesper Binzer er én af vor mest gudbenådede rocksangere, har han bevist så mange gange, at det næsten er latterligt (hør i øvrigt hans forrygende udgave af Stones-klassikeren Wild Horses i duet med Beth Hart på dennes seneste udspil. Og tud!), men på nærværende skive er han godt nok ved at være i storform som aldrig før, og folder sit ru og upolerede organ ud i en sådan grad, at den truer med at vække ens indre rockhund for altid.

Ja, dér står den så og glammer hidsigt, mens musikken spiller. Sikke et cirkus. Men skal Jesper roses, bør også Jakob Binzer overhældes med sprogblomster og laurbærkranses for sit bidende effektive guitarspil, som her ikke forsøger sig på det vidtløftige, men i stedet holder sig til den ondeste brug af power-akkorder, garneret med en stribe heftige riffs to die for.

Den mand er simpelt hen den fødte rockinstrumentalist, der mester sin metier med et så økonomisk overblik og så megen strømførende energi, at gnisterne står ud af ens sagesløse højtalere, mens ens som altid bedårende hustru med bekymring spørger til, om det virkelig hører med til jobbet i den grad at sætte hørelsen på spil.

Vel, at høre Scare Yourself mindre end MEGET højt er latterligt, og det tjener til skivens ros, at den nægter at gå i et med tapetet eller på anden måde agere baggrundsmusik for livsudfoldelse i skyggen af forbrugersamfundet.

Pladens effektive og fuldstændig fedtfri sangskrivning - 11 sange, der sjældent varer mere end tre minutter - holder sig inden for det allerede af D-A-D afpissede territorium, til gengæld formår gruppen via arrangementer og produktion (som D-A-D for første gang i karrieren står for) at få det maksimale ud af det traditionsbevidste, men inspirerede materiale, som lover godt for den kommende turné og ikke mindst koncerten på dette års Roskilde Festival.

For skal der være fest, så lad der være fest og giv endelig D-A-D carte blanche til at levere lydsporet til samme. Man skal selvfølgelig ikke tage Scare Yourself for mere end den er - humørfyldt, røvesparkende rock'n'roll i mesterklassen - men bestemt heller ikke mindre. Det kræver sine mænd, at få noget på papiret så enkelt og umiddelbart til at tage sig ud som en funklende million i guldpenge, men sådanne mænd er brødrene Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne altså.

Hurra for det. Og lad os så lige atter få volumeknappen i bund og blæse naboer og tilløbende et godt stykke ud på herrens mark!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her