Man gider næsten ikke tage turen med lige eller ulige én gang til. Hvis ikke det var så tragisk, kunne man dø af grin over denne opvisning i smålighed og hykleri.
At tænke sig, at civiliserede folk, hvad de jo så heller ikke er, i alvor sætter sig ulighed som deres politiske mål og oven i købet hyller sig i dødssyge forklaringer om at en endnu mere urimelig fordeling end den eksisterende, i virkeligheden skal tjene til at ophjælpe fattigere folks forhold. At den slags skal tages alvorligt og ikke er udslag af en særligt raffineret humor, demonstrerede de konservatives landsråd sidste weekend med ønskelig klarhed.
Det skete, da partiets ungfolk, der altid har været noget af en belastning for nationen, forlangte et nøk mere end formand Bendtsens sædvanlige jammerudtræk om mindre i skat, tog ham på ordet og stangede et forslag om flad skat ud i knolden på den velklædte forsamling.
Forslaget indebar, at en Brian Mikkelsen, der selv engang præsiderede over KU'erne, og som ifølge kulørte blade er mangemillionær, skal betale det samme i procent af sin indtægt som den så hyppigt misbrugte kassedame.
Når selv Helge Adam Møller må sætte hælene i, siger det unægteligt noget om forslaget. Pudsigt som disse konservative, der lægger vægt på gode manerer og renlighed bag ørerne, ikke formår at opdrage deres egne unge til i det mindste at lade som om, de ikke er grådige og egoistiske.
Skamfuldt med flad skat
Men det holder selvfølgelig hårdt, når næsten halvdelen af det konservative landsråd, unge som ældre, rask væk stemte for flad skat. De skulle simpelthen skamme sig!
Der har siden balladen i Venstre om uligheden været rig anledning til at analysere forløbet, hvor statsministeren var på nippet til at fyre sin socialminister.
Hun havde kun udtrykt sig, som Anders Fogh Rasmussen for fuld skrue for få år siden skrev langt mere markant i sin bog om minimalstatens velsignelser. Nu har manden skiftet mening - siger han - hvilket ikke er troværdigt. Ikke med mindre man tilføjer: Skiftet mening for at kunne holde sig ved magten og ikke pisse på Pia Kjærsgaards kernevælgere. Men troværdigt i ordets mere absolutte forstand? Njet!
Spørgsmålet er da også, om den historie, der efterhånden blev landet i aviser og øvrige medier, er den rigtige, eller om der er andre sammenhænge, som man ind til videre kun kan gisne om og måske aldrig fuldt ud afklare.
I betragtning af statsministerens velkendte kontrol-hysteri og i betragtning af, at alle i hans omgivelser kender denne side af personen og sikkert betydeligt bedre end andre sider af samme, kan flere forhold undre.
For det første: Hvordan kunne socialministeren forestille sig at slippe godt fra at fare ud med så håndfaste meldinger, uden at have clearet sagen med sin chef?
Eva Kjers prøveballon
Såfremt hun ikke havde ladet et ord falde om, at hun ville fare ud med et så væsentligt emne, må man antage, at hun er politisk dum eller bare dum.
Den mulighed foreligger og vil, såfremt formodningen holder stik, sådan set afmontere resten af disse spekulationer, og så kan læseren trygt vende blad. Men lad os nu sige, at socialministeren ikke er så dum, som det lader til, og at hun heller ikke, som nogen har ment, er blevet forført af sin ekstremistiske spindoktor, der jo i øvrigt skriver nytårstaler for statsministeren - og derfor ikke kan ligge denne fjernt i de grundanskuelser, som Fogh Rasmussen nu siger, han har forladt.
Lad os på denne baggrund forestille os, at der er en anden forklaring, som måske ikke er så skarp i skåret, men mere uldent dækker over en anden strategi, som blot i udførelsen forkludredes.
Lad os forestille os, at statsministeren i virkeligheden har haft behov for at sende en prøveballon til vejrs for at se, hvor heftigt eller sløvt Dansk Folkeparti og andre ville reagere på ligheds- eller snarere ulighedssnakken.
Kendsgerningerne er, at uligheden er vokset støt under Fogh Rasmussen, hvilket som antydet også har været hans hensigt ifølge grundbogen, og som det er så svært at forestille sig, at han har lagt på hylden.
Her med udsigt til velfærdsdebatten tør man antage, at statsministeren har haft behov for at tage temperaturen på sit bagland og derfor ønsket en tilkendegivelse.
Måske han ligefrem har ytret et sådant behov for sin indre cirkel af ministre og ordførere. Ved at kigge sig rundt i kredsen var der ikke så mange brugbare og ubelastede tilbage, og Tove Fergo er der jo ikke mere til at lukke uhyrligheder ud. Finansministeren duede ikke på grund af sommerhusene og mandens store formue, Haarder står måske over for en ombudsmandssag, og med Ulla Tørnæs går det slet ikke.
Ulighed med hel skrue
De relevante folk snævredes hurtigt ind. Tilbage som et naturligt bud stod socialministeren, der i hele sin ministertid har været lige så usynlig som det store regeringspartis sociale samvittighed.
De fleste vidste før denne affære næppe, hvad ministeren hed, eller om der overhovedet var en socialminister. Altså faldt valget på hende. Uden at skulle gøre vold på sig selv, var hun hurtigt kvinde for at formulere en ulighedsideologi med skrue, utvivlsomt nidkært bistået af spindoktoren, der er bidt af en gal liberalist og helst ser livgarden og Rundetårn privatiseret.
At socialministerens arbejdsgiver ikke har været utilfreds med hendes udtalelser - i hvert fald ikke lige i førstningen - ses af, at han faktisk, så vidt det fremgår, ikke reagerede, før Pia Kjærsgaard fik sit anfald.
Og så tog jo fanden ved socialministeren, der ikke fattede faresignalerne, men insisterede, hvilket selvfølgelig igen kan forklares med formodningerne ovenfor om hendes åndsevner, men som også kan antyde hendes indre vished om at have statsministeren bag sig. Her gik det galt.
Under normale omstændigheder beordrer en statsminister ikke en af sine ministre om blot at trække kontroversielle udtalelser i land - ikke såfremt sådanne direkte strider mod en regerings politik og dermed sår tvivl om dennes politik.
En sådan minister bliver under normale omstændigheder ganske enkelt fyret. En statsminister, der kan mistænkes for at mene det samme, som han hele tiden har ment, nemlig at ulighed er et legitimt mål, har ikke råd til at nøjes med, at kvajepanden tilbagekalder belastende udtalelser, der oven i købet viser tilbage til statsministeren selv, men må så meget desto mere gribe til afskedigelse som markering.
Når Fogh ikke gjorde dette, kan det netop skyldes at han selv har ymtet interesse i at få sendt prøveballonen til vejrs eller direkte har bedt om at få det gjort, og ikke ulig den måde socialministeren formulerede sig - givetvis i samråd med Foghs egen taleskriver hr. Spindoktor Hyperliberal.
Nu ved Fogh Rasmussen, og har fået det demonstreret for vennerne i den liberale tænketank CEPOS og andre, at denne vej er ufremkommelig, så længe Kjærsgaard skal lægge stemmer til den Rasmussenske regeringsambition, som er et mål i sig selv.
Hele historien afstiver strategien med at lægge sig tungt, hvor socialdemokraterne engang græssede og til stadighed tilføje den kun langsomme og umærkelige udhuling af lighedsprincipperne de elementer af populistisk selvgodhed, der karakteriserer disse første år af årtusindets danske politik. Så skal det nok gå det hele.
Det er muligt, at en sådan udlægning af sagerne er ude i hampen, og at forklaringen er den Fogh Rasmussen selv tilsyneladende lod lække til medierne, i hvert fald var udlægningen af begivenhederne temmelig enslydende.
Men det omfang af spin, som efterhånden er dansk politik, og som statsministeren har knæsat som statsskik, vækker alle ens konspirationsteoretiske lidenskaber.
Hver udtalelse fra den kant må nødvendigvis opfattes som en forlængelse af den kreative bogføring. Det er jo næsten umuligt at tage noget for pålydende, når man ved, hvordan det foregår - med eller uden misbrug af offentligt betalte taxaer og telefoner.
Tilliden styrkes ikke just af, at fundamentale tanker om lighed og det modsatte formuleret i 1993 erklæres for døde og forladte i 2005, og det først, efter at Pia Kjærsgaard har skabt sig tosset.
Apropos: Hvordan har de to præster i DF det egentlig med statsmnisterens nu erklærede lighedsbestræbelser? Det er vist at gøre lighed til guddom og lighedsmagerne til Gud, ikke sandt?
