Læsetid: 5 min.

Lige linier i tidens taler

Facit efter tredive års politiske taler og fem år som statsminister: Foghs modstandere har tabt, men han har ikke selv vundet
19. september 2006

De forstår ikke statsministeren: Hans modstandere mener, at han lyver, og hans tilhængere mener, at han svigter. Modstandere bliver ved med at hævde, at én gang i sit liv sagde Anders Fogh Rasmussen sandheden, og det var i Fra socialstat til minimalstat: Det ideologiske angreb på velfærdssamfundet fra 1993. Modstanderne tror ikke på ham, når han erklærer, at han vil bevare velfærdssamfundet.

Men en ny udgivelse af Anders Fogh Rasmussens taler gennem 30 år viser igen, at Fogh gennem hele sin politiske karriere har været styret af samme ideal om den selvhjulpne dansker; den stolte, men ydmyge borger. Derfor var han modstander af forvaltningen i socialstaten. Som han siger i en tale som næstformand for Venstre i 1985:

"I den socialdemokratiske velfærdsstat er de sociale opgaver blevet 'løst' ved at bygge institutioner, ansætte professionelle behandlere og levere gratisydelser. Der er skabt et behandlersamfund, hvor mange mennesker føler sig umynddiggjorte og klientgjorte. Det er socialstaten."

Samme undertrykkelse ser Fogh fra den kulturelle elite af smagsdommere og kunstkommissærer, der dikterer den gode smag. Og samme opfattelse bestemmer Foghs foragt for den usle danske samarbejdspolitik under Andens Verdenskrig: Den fornægtede, at vi faktisk var frie til selv at vælge. Og hvis alle havde valgt som os at sejle under bekvemmelighedsflag, havde vi været en nazistisk koloni i dag.

Fra socialstat til minimalstat var en radikal formulering af modstanden mod administration, men den var ikke et brud eller en endegyldig sandhed. Opgøret med smagsdommere i nytårstalen fra 2002 er en realisering af det, som Fogh havde proklameret i årtier. Som han siger i en tale fra 1976:

"Liberalismen opstod som et opgør mod det etablerede, mod den herskende klasse af herremænd og industrifyrster. I dag er en ny herrestand af tekniske og videnskabelige eksperter vokset frem. Den jævne mand uden akademisk uddannelse og uden stærk økonomisk baggrund er kommet i klemme i udviklingen. Stadig flere beslutninger kræver teknisk indsigt. Stadig flere afgørelser træffes hen over hovedet på jævnfolket. De må blindt stole på eksperternes udsagn. Friheden er for dem blevet et begreb uden indhold. Deres sag skal vi tale. Vi opstod som og skal stedse være den lille mands parti."

Undertrykkerne i velfærdssamfundet er ifølge Anders Fogh Rasmussen ikke længere den økonomiske overklasse: Det er eksperterne, smagsdommerne og socialteknologerne.

Liberalisme

Anders Fogh Rasmussens ideologiske tilhængere mener, at der er gået socialdemokrati i statsministeren. Men allerede i sine ungdomstaler tager han afstand fra den "tøjlesløse urskovs-liberalisme", der sætter grådighed som dyd. Foghs liberalisme præsenteres som den tredje vej mellem markedsdyrkelsen og socialismen. Den tager udgangspunkt i den givne virkelighed. I den berømte tale fra Venstres landsmøde i 2004 forklarer han sin reviderede opfattelse af velfærdsstaten:

"Det viser en vigtig ting, at konkurrenceevne, det er også social tryghed. Det er også, at der ikke er for stor økonomisk og social ulighed. Det er i virkeligheden, at det er utroligt vigtigt for vores samfund, at der også er en sammenhængskraft."

Statsministeren formulerer konkurrencestaten som målsætning: Det sociale sikkerhedsnet skaber perfekte betingelser for et fleksibelt og dynamisk arbejdsmarked. Året efter fortsætter han sin pædagogiske forklaring: Det er gået op for ham, at staten ikke bare undertrykker. Mindre stat giver ikke nødvendigvis større frihed, faktisk kan staten udvikle borgernes udfoldelsesmuligheder. Velfærdssamfundet udvikles nu som en frigørelseshistorie gennem fortællingen om Foghs egen bedstefar, der i 1920'erne mistede alt, fordi spekulanter ruinerede Landsmandsbanken. Men så trådte regeringen til:

"Statshusmandsbrug kaldte man dem, og det blev min bedstefars chance. Ved hjælp af de billige statslån fik han muligheden for at få sit eget lille husmandssted."

Her går Fogh fra den gamle liberalismes skepsis mod stat overhovedet til den ny liberalismes opfattelse staten som iværksætter og vejleder.

Negagtiv frihed

Ligesom kulturradikalismen er Anders Fogh Rasmussen styret af den nazistiske erfaring: Det tyvende århundrede udlægges som kampen mellem friheden og undertrykkelse, mellem totalitarisme og demokrati, mellem det gode og det onde. Frihed defineres negativt som frihed fra totalitær undertrykkelse og ikke som positiv praksis.

I sine taler om Kierkegaard og kristendommen begår Fogh en interessant kategorifejl: Han oversætter "det evige i mennesket" ind i historien. Det, der for Kierkegaard unddrager sig demokratiet som pøbelvælde, bliver for Fogh til forsvar for det moderne som den endegyldige globale sandhed. Den oplysningsskeptiske replik fra Kierkegaard bliver hos Fogh til vished om vores værdier som objektive etiske værdier.

Herfra følger det globale af sig selv: De andre skal befries fra den onde undertrykkelse, så bliver de ligeså demokratiske og frie som os. Vi skal bare fjerne diktatoren, så bryder det sande og rigtige frem som natur.

Kulturkamp

Det negative frihedsbegreb dominerer også Foghs 'kulturkamp'.

Som statsminister abonnerer han på velfærdsstatens økonomiske dimension, mens han fortsætter sin polemik mod den kulturelle, pædagogiske og demokratiske elite. De borgerlige har tabt kulturkampen, fordi de kun har fokuseret på økonomi:

"Forandringerne", siger han i 1986 "af det danske samfund udgår ikke fra det økonomiske liv. De udgår fra det kulturelle liv."

Det konstateres, at 'socialisterne' styrer film-kunsten, litteraturen, det øvrige kulturliv og efterhånden selv en borgerlig institution som højskolen. Billeder fra naturen bruges til at beskrive mennesket:

"Hvis et træ står indeklemt i skygge og savner lys, bliver det forkrøblet og saftløst." Friheden findes i naturen, uden for samfundet. Det negative frihedssyn præger hele statsministerens politiske virke: mistillid til socialarbejdere, mistillid til kulturfolk og mistillid til skolelærere.

Bombastisk annoncerer han, at Venstre vil udvikle et nyt kultursyn. Men det kultursyn er ikke andet end aversion mod det gamle. Den dominerende mistillid til velfærdssamfundets sociale og kulturelle forvaltere praktiseres som evalueringer, der skaber en kolossal statscentralisme. Den offentligt ansatte bliver under regeringen Fogh til 'det administrerede menneske', og borgeren bliver til individet under kontraktkontrol.

Regeringen Fogh har ikke mobiliseret den selvhjulpne dansker som idealborger, men derimod det afmægtige menneske, som gennem kontrakter og skattestop skal forsikres om, at regeringen endelig ikke vil forandre noget. Regeringen Fogh udstiller danskerne som et folk af ofre udsat for slemme ting som "globalisering", "indvandring" og "meningstyranni". Omverdenen er farlig under regeringen Fogh.

"I vore dage" siger Fogh i en tale fra 1998: "er det måske ikke en pægl snaps, som skaber afhængigheden og den manglende selvstændighed. Det kan i værste fald være narkoen, eller mere almindeligt colaen og chipsene i forening med computer og video." Og det har han helt ret i: Selvforkælelsen og selvtilfredsstillelsen er vores forfaldstendens.

Men det er Anders Fogh Rasmussen, der regerer på at kalde enhver kritik af den kultur, for 'smagsdommeri'. Modstanden mod modstanderne og manglen på alternativ viser den fundamentale fiasko for Fogh: Han har et idealt facit, men ikke en politik til at mobilisere den selvhjulpne, lille mand. Han har et negativt frihedsideal, men ingen positiv politisk praksis. Nok har hans modstandere tabt, men han har ikke selv vundet.

*Ejvin Bjørnkjær (Redaktion og forord): 30 taler - 30 år - Anders Fogh Rasmussen Udvalgte taler 1976 -2006. 239 s., 199 kr. Jepsen & Co. ISBN 8791770297. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu