Skotsk-amerikansk legesyge møder fransk realisme i to af ugens bedste film, Paul McGuigans Lucky Number Slevin og Olivier Marchals 36 Quai des Orfèvres, der har fået den intetsigende danske titel Mellem fjender. Begge film hører hjemme i thrillergenren og har et hævnmotiv som omdrejningspunkt, men hvor skotske McGuigan synes fast besluttet på at vende genrens konventioner på hovedet med lige dele humor og visuel og narrativ opfindsomhed, søger Marchal, der er tidligere politimand, tilbage til rødderne og fortæller en barsk historie, der er lige dele menneskeligt drama og inciterende politifilm.
Tidligere har McGuigan i England lavet den brutale gangsterfilm Gangster No. 1 (2000), der gav Malcolm McDowell en sjælden god rolle og betød et gennembrud for Paul Bettany. I Lucky Number Slevin, der er produceret og optaget i USA, befinder vi os igen i gangsterland. Men selv om meget umiddelbart virker som gammelkendt stof, formår McGuigan i en meget velinstrueret film at overraske mere end et par gange.
Josh Hartnett, der har vist sig at være en af sin unge generations bedste skuespillere, har hovedrollen som titlens Slevin Kelevra, der meget mod sin vilje bliver blandet ind i en noget speget affære, da han låner en vens lejlighed i New York. To rivaliserende gangstere og tidligere venner, Rabbineren (Ben Kingsley) og Bossen (Morgan Freeman), forveksler ham med en mand, der skylder dem penge, og begge giver de ham kort tid til enten at skaffe pengene eller arbejde gælden af ved at gøre rivalen fortræd.
Farlig forveksling
Men langtfra alt er, hvad det synes at være i Lucky Number Slevin, der godt kan lide at lege med både sine hovedpersoner og sit publikum og forbavsende ofte slipper af sted med det.
Lucy Liu spiller den energiske nabo, Lindsey, der uvidende om sagens rette sammenhæng begejstret forsøger at hjælpe Slevin, og Bruce Willis dukker op som den frygtede lejemorder, Mr. Goodkat, der ellers ikke har haft ærinde i New York i 20 år.
Men det er Hartnett som den rapkæftede Slevin, der tager de fleste af filmens stik. Slevin lider efter eget udsagn af sygdommen ataraksi, en slags indbygget flegma, hvorfor han er svær at ryste i selv de mest umulige og livstruende situationer. Slevins sammenstød med både Rabbineren, Bossen og deres mere eller mindre begavede håndlangere er således ret morsomme, fordi han ikke sjældent siger dem imod, selv om han burde bede om nåde.
Et lille hjertesuk: Den rette sammenhæng i Lucky Number Slevin er ikke voldsomt svær at regne ud, når man først har fået vendt alle brikkerne rigtigt i McGuigans puslespil. Alligevel forfalder filmen til i uinspirerede flashbacks at forklare alt for dem, der alligevel ikke skulle have fattet det. Det skyldes sikkert manuskriptforfatteren og ikke McGuigan selv, men det er unødvendigt og en grim plet på en ellers underholdende film.
Et horn i siden
36 Quai des Orfèvres er den adresse i Paris, hvor kriminalpolitiet har sit hovedkvarter, og hvor de to hovedpersoner i Olivier Marchals fremragende, karakterdrevne film holder til. Politikaptajnerne Léo Vrinks (Daniel Auteuil) og Denis Klein (Gérard Depardieu) var engang gode venner, men har ikke længere meget tilovers for hinanden. Heri ligger filmens store drama.
Lige så forskellige, Auteuil og Depardieu er som skuespillere - Auteuil bruger i høj grad sine øjne og sit ansigt, Depardieu er mere udadvendt - lige så forskellige er Vrinks og Klein. De er begge dygtige, hårdkogte strømere, der gør, hvad der er nødvendigt for at få buret forbryderne inde - også selv om det indimellem kræver, at man bøjer loven eller helt ignorerer den.
Men hvor Vrinks er en torn i øjet på de øverste chefer og sine venners ven, der prøver at lægge jobbet fra sig, når han kommer hjem til sin kone og datter, er Klein en ensom, fordrukken og bitter karrierestrømer. Han har også et gigantisk horn i siden på Vrinks - det antydes, at Vrinks' kone engang var Kleins kæreste - og da Klein en dag får muligheden for at gøre sin gamle ven ondt og samtidig selv avancere i politihierarkiet, slår han uden tøven til og sælger dermed resten af sin i forvejen flossede sjæl.
Høj troværdighed
At 47-årige Olivier Marchal har været i politiet, fornemmer man tydeligt af 36 Quai des Orfèvres. Miljø, politiarbejde og omgangstone har en ægthed, der er sjælden på film. Det er råt og såre usentimentalt, og alligevel lykkes det filmen at nå derind, hvor det gør ondt, netop fordi situationer og personer er så troværdige.
Auteuil og Depardieu er forrygende gode, og det er især takket være deres intense præstationer, at filmens tragiske dimensioner foldes ud og - akkompagneret af en nærmest rustik, mørk billedside - vækker mindelser om klassiske, amerikanske politifilm fra 70'erne som Serpico og French Connection.
Det handler ikke om at regne noget ud eller konstant blive overrasket i 36 Quai des Orfèvres, men om at følge nogle mennesker, der er så engagerede i deres arbejde, at de har svært ved at se ud over det, hvilket truer med at ødelægge deres liv. Alting har en pris i Marchals film, og fortidens synder er svære at undslippe - selv om man har retten, men ikke loven, på sin side.
36 Quai des Orfèvres er den bedste, dybeste og mest velformede af ugens to thrillers. Men de er begge strålende beviser på, at genren, når den bliver brugt rigtigt, stadig kan slå fra sig.
Lucky Number Slevin. Instruktion: Paul McGuigan. Manuskript: Jason Smilovic. Amerikansk (Dagmar, Palads og CinemaxX i København og en række biografer i provinsen)
Mellem fjender. Instruktion og manuskript: Olivier Marchal. Fransk (Palads i København og BioCity i Århus)
