Læsetid: 5 min.

'Vi er ikke ligeglade'

19. august 2006

Musikeren Joan Wasser er fra den mindst amerikanske stat i Amerika, mener hun. I New York har de fleste musikere et behov for at vise, at de ikke deler deres regerings politik

Trommeslageren i Joan Wassers band Joan As Police Woman er opvokset i New York.

"Men ellers er alle, jeg kender, tilflyttere. New York er det sted, hvor alle de, der ikke passer ind andre steder, tager hen," forklarer hun.

Joan Wasser er en del af det miljø i New York, der har fostret navne som Rufus Wainwright og Antony Hegarty fra Antony and The Johnsons. Hun spiller violin for Rufus Wainwright og har spillet i Antony Hegarty's band i mange år. De er vokset op sammen musikalsk og er hinandens kritikere, men arbejder ellers hver for sig.

Joan Wasser kom til New York fra en familie, hvor hun ikke var blevet introduceret til musik.

"Jeg har hørt utroligt meget Judy Garland, men Beatles lærte jeg først at kende, da jeg flyttede hjemmefra," siger hun.

I dag er hun en respekteret violinist og musiker i det hele taget. I onsdags gav hun koncert i Lille Vega med sit eget band, for i sommer udkom hendes debutplade Real Life.

"Mange siger, at jeg lyder ligesom Rufus og Antony, men det kan jeg nu ikke høre. Men selvfølgelig inspirerer vi hinanden. Vi er jo venner og respekterer hinanden."

Hun kalder sine rockede sange, der ofte er akkompagneret af klassisk piano for punk soul. Inspireret af amerikanske divaer som Roberta Flack, soulkings som Al Green og old school punks som The Ramones, selvom hun oprindeligt er klassisk musiker.

Historiens største krise

Men hvis der er noget, som Joan Wasser har tilfælles med de to gode venner, er det behovet for at vise hendes modstand mod den amerikanske regering.

"Vi befinder os i én af historiens største kriser. Regeringen repræsenterer ikke befolkningen, og folk synes at være ligeglade med det. Det begynder at ligne en politistat," siger hun.

Joan Wasser tror, at de fleste amerikanske musikere føler et ansvar, når de er i Europa for at spille. Et ansvar, der forpligter dem til at fortælle europæerne, at amerikanerne ikke er ligeglade.

"De fleste europæere tror, at amerikanerne ikke kunne være mere ligeglade med de ting, som deres regering foretager sig. Men intet kunne være længere fra sandheden."

Hun fortæller, at der ofte er demonstrationer mod regeringen. Demonstrationer, hun selv deltager i og optræder ved. Men hun er egentlig ikke overrasket over, at europæerne ikke kender til den side af det amerikanske folk.

"Det er som om, der er sket noget med medierne. En kommunikationsbrist mellem folket og journalisterne. Når der har været en stor demonstration på en plads i New York, så ser du det ikke i nyhederne. Jeg ved ikke, hvad det er, der foregår, men det er helt sikkert, at hvis du er det mindste passiv i din modtagelse af nyheder, så ved du ikke, at disse ting foregår."

Kun min egen stemme

Joan Wasser bliver helt harm og flår de store solbriller af, som ellers skal skjule de sorte streger under øjnene, som er fuldstændig umulige at undgå, når man har været på tour i flere uger. Alle steder, hvor Joan Wasser har været på sin europaturné, har hun ladet folk vide, hvad hun mener om den amerikanske regering.

"Det er meget vigtigt for mig at være meget klar omkring det. Jeg har kun min egen stemme, og den må jeg bruge. Vi er virkelig ikke ligeglade. Det er vi ikke!"

Hun mener, at det er den generelle holdning blandt new yorkere.

"Vi er nærmest vores eget lille land. Vi er ikke repræsenteret af regeringen. Alle amerikanere ved, at New York er lidt speciel på den måde, men det ved europæere vel ikke, så jeg bliver nødt til at viderekommunikere det."

Og det er i virkeligheden det, det hele handler om: kommunikation.

"Der er en kommunikationsbrist mellem regeringen og folket, medierne og folket og mellem amerikanere og resten af verden, og her mener jeg, kunstnere automatisk kommer til at spille en vigtig rolle. Kunst er jo i virkeligheden kommunikation uden fordomme."

Situationen i USA er måske en af årsagerne til, at der netop nu er stor opmærksomhed omkring det musikermiljø, som Joan Wasser stammer fra.

"Det skaber sikkert en eller anden form for energi, at vi befinder os i en krisesituation. Kunst lever på energi og vrede, trodsighed og angst er også kreative energier."

Kommunikation

Joan Wasser fungerer på disse energier. Men det tog et stykke tid for hende at finde det frem. Det er noget nyt for hende at være i forgrunden for eget band med egen musik.

"Det er svært at skrive tekster, så simpelt er det, og hvis jeg skal være helt ærlig, så følte jeg ikke, at jeg havde noget at sige, men så begyndte jeg at arbejde mere med det, fordi jeg gerne ville kommunikere med publikum på en ny måde og udvikle mig."

Hun begyndte at spille guitar, og efterhånden kom teksterne naturligt til hende.

"Jeg lærte mig selv bedre at kende og fandt ud, at musik bare fungerer bedst, når man er ærlig. Når jeg skriver tekster, så når jeg ind til den mest rå følelse. Dér hvor der er allermest energi. Hvis man ikke gør det, er det helt sikkert, at publikum ikke vil få noget ud af det. Det lyder som sådan en kliche, men kunst skal gøre ondt."

Det er selvfølgelig anderledes lige pludselig at stå i front efter i så mange år at have været musiker i baggrunden, men særlig forskel har Joan Wasser ikke lyst til, der skal være. Hun har altid været fuld tilfreds med at være en del af en helhed i stedet for at være i fokus.

"Jeg er opdraget i den klassiske musiks tradition med store orkestre, hvor alle instrumenter og musikere er lige vigtige. Det, tror jeg, påvirker den måde, jeg optræder på. Jeg anerkender betydningen af alle bandets medlemmer. Det er i alle situationer i livet, at det er vigtigt, at der er en god kommunikation og respekt mellem mennesker."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her