Læsetid: 4 min.

Liget i Alex' armhule

24. juni 2006

'Prinsessens pinlige hedetur' 'SVEDIGE ALEX' 'Kongeligt fejltrin'... Det er Datter Næstyngst, der gør mig opmærksom på Se og Hørs forside. Prinsessen indfanget med hævet arm, en rund cirkel lige over hendes armhule, der tydeligvis er våd af menneskesved. Adr! Det ligner et gerningssted på et luftfoto, med politiets notater skrevet med (sikkert nok) kongeblå tusch: Her fandt man det nedgravede lig.

Hvad bliver det næste, spørger den kloge Datter Næstyngst. En afsløring af at de kongelige også går på toilettet? Pas do no lidt o do! advarer faderfiguren - man kan trods alt også blive for uærbødig. Vi føler i øvrigt trang til at forsvare hendes kongelige højhed - eller hvad man nu kalder hende nu om dage. Når den tyske forbundskanslerinde, fr. Merkel, kan vise sig med en svedig plet under armen, kan en dansk prinsesse vel også. Kort sagt: må vi være her!

Men Datter Næstyngst har det nu ellers ikke fra fremmede. Vi mener tilbøjeligheden til at være opmærksom på det forkerte og det utilsigtede, det ufrivilligt afslørende og det - rent ud - upassende. Ganske vist er det vældig underholdende, det giver mange gode stunder, men det er også et handicap, der af og til indebærer, at man simpelthen ikke er i stand til at opleve det, andre oplever. Fordi man ikke kan tage det alvorligt.

Hvorfor det håndklæde?

Lad os tage et eksempel: jeg var ikke ret gammel, da jeg første gang undrede mig over en bestemt type scener i amerikanske film. En kvinde er alene på badeværelse, straks hun træder ud fra bruseren, eller op af badekarret, svøber hun sig, før man når at se noget som helst, i et stort badehåndklæde, som hun holder sømmeligt på plads ved at holde overarmene stramt ind til kroppen. Spørgsmål: hvorfor gør hun det? Hun er jo for helvede alene, ikke? Det er vel det, historien går ud på? Nu har hun været i bad, nu skal hun videre i handlingen, men hun er tydeligvis meget optaget af, at vi grimme drenge med beskidt fantasi ikke får så meget som et glimt af hendes bare bryster. Det vil sige at hun - i en vis forstand, altså - ikke er alene, eller hvad? Ja, jeg kender da godt forklaringen, nemlig den at det var forbudt amerikanske filmmagere at vise bare kvindebryster, vistnok indtil langt op i 90'erne, men ikke desto mindre tror jeg altså ikke på de badescener. Og det smitter af på min oplevelse af resten af filmen. Et andet spørgsmål: kan man søge hjælp til den slags? Findes der en behandling? Det gør der nok ikke.

I øvrigt har jeg i det hele taget svært med film. Hvis samtlige skuespillere er perfekt sminket, så er det en amerikansk film, og så interesserer den mig ikke. Hvis de næsten ikke er sminket, er den europæisk. Så kan den godt få en chance, især hvis den er østeuropæisk. Men hvis skuespillerne slet ikke er sminket, er filmen fransk og handler med garanti om pubertetspigers seksuelle fantasier, med indlagte eksi-stensfilosofiske nattevandringer og vældig intellektuelle og især meget dybe refleksioner over, hvor langsomt det er muligt at drikke et glas cognac på en bistro midt i myldretiden, mens man samtidig fører en overordnet samtale om studenterrevolten i 68. Og så gider jeg selvfølgelig ikke se den. Du tager ikke filmkunsten alvorligt! siger folk til mig. Jeg forklarer, at jeg ikke kan gøre for det. Jeg fokuserer på det forkerte, det er et handicap. Jeg er sikkert født med det.

Svært med film

Det er slemt, men vi har det sjovt, os der lider af netop det handicap. Vi er nemlig flere.

Det forkerte fokus kan også betyde, at man reagerer helt forkert i formelle sammenhænge, at man siger og gør det forkerte og simpelthen opfører sig - eller siger noget - upassende. Jeg har bestemt ikke lyst til at fortælle om mine egne fadæser, derfor handler flg. om en god ven og kollega.

I modsætning til mig, der vist ikke er fin nok, bliver han af og til inviteret til officielle frokoster i forbindelse med udenlandske statsbesøg og den slags. Således for nogle måneder siden, da han for en gangs skyld havde sagt ja tak til at møde op på Christiansborg, hvor seancen foregik.

'Hvor intressant'

Min ven var såmænd, den blærerøv, indbudt personligt af selveste Mørkets Fyrste, hr. Anders F. Rasmussen, himself. Da frokosten var ovre, da talerne var holdt, tog gæsterne, én efter én, afsked med statsministeren. Min ven, som vi her kan kalde 'Peter', trykkede, da det blev hans tur, Rasmussen i hånden og sagde "tak for i dag". Men han tilføjede - ikke mindst: "Det var interessant." I følge 'Peters' oplysninger til undertegnede, fik det Rasmussen til at stirre (og den mand kan jo stirre!) rasende på ham.

Sagde jeg noget forkert? spurgte 'Peter' mig. Sagde du, at det havde været interessant? spurgte jeg - da jeg havde grinet af. Bare for at være sikker på, at jeg havde forstået det rigtigt. Nåja, sagde min ven og kollega så, måske skulle jeg have valgt et andet udtryk. Det skulle han nok, ja. Men hvilket er ikke lige til at sige.

For nu at vende tilbage til filmens verden, så har jeg heller aldrig rigtig været i stand til at få noget særligt udbytte af danske folkekomedier. Altså den slags med Ib Mossin som den unge mand, der skal overtage gården efter Karl Stegger. Ikke fordi handlingen er speciel uklar, men fordi jeg aldrig kan finde ud af, præcis hvad det er for en dialekt Arthur Jensen taler. I forsøget på at regne det ud, kan jeg blive helt svedt. Som Alex' armhule.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu