Læsetid: 7 min.

Ligger demokratiet for døden i Vesten?

'Krigen mod terror' har kastet de vestlige demokratier ud i en permanent undtagelsestilstand - med en fremadskridende undergravelse af retsikkerheden og magtens tredeling til følge
9. oktober 2006

Sjældent har kløften mellem reelt og formelt demokrati været større. I en årrække er næsten alle de 'højt udviklede' demokratier blevet styret af udøvende magter, hvis legitimitet er blevet stadig mere tvivlsom. I USA, Storbritannien og andre europæiske lande har den udøvende magt søgt at disciplinere samfundet ved at påtvinge tilbageskuende 'sociale reformer', repressive kontrolmekanismer og sikkerhedsregulativer i den hensigt at favne neoliberale og neokonservative værdier.

Magtkoncentrationen hos den udøvende instans er gået hånd i hånd med en marginalisering af de magtinstanser, der skulle forestille at skabe modvægt og balance, hvilket i USA og Storbritannien har bragt den institutionelle balance, som det liberale demokrati skal forestille at bygge på, i ulave. Dette tilran af magt og koncentration af samme fik ekstra fremdrift med krigen mod terror og den 'undtagelsestilstand', som har været bestemmende for de politiske parametre siden 2001.

Bestræbelserne på at 'præsidentalisere' de britiske institutioner, som allerede var åbenlyse under Thatcher (britisk premierminister 1979-1990), er kun eskaleret under Tony Blair. Over de seneste år har hans indsats for at beskære parlamentets prærogativer været kombineret med en parallel indsats for at stække domstolenes autonomi. Den nye straffelov, Criminal Justice Act fra 2003, indførte obligatoriske straffe med minimale strafferammerammer, hvad der reducerede domstolenes råderum for at afpasse strafudmålingen individuelt. Antiterrorloven, Prevention of Terrorism Act, fra 2005 gør det muligt for indenrigsministeren at indskrænke borgernes individuelle frihed, hvis der foreligger den mindste mistanke om terrorvirksomhed, med kun et begrænset overopsyn fra domstole. Indskrænkningen af ombudsmandens uafhængighed ved parlamentariske undersøgelser er også åbenlys i Inquiries Act af 2005, der gør det muligt for ministre selv at beslutte, hvilken viden de vil tilbageholde eller drage frem i offentlighedens lys.

Vilkårlig magt

Under de nye antiterror-love er selv habeas corpus, Storbritanniens ældste og vigtigste retsprincip til beskyttelse af individuelle rettigheder, truet.

Parlamentet godkendte alle disse skridt, men Overhuset, House of Lords, forkastede et lovforslag fra 2006, der i betydelig grad ville have udvidet den udøvende magts suverænitet: Under dække af at være en uskyldig, teknisk reformjustering ville dette lovforslag have givet ministre vilkårlig magt og gjort det muligt for dem at få nye love vedtaget uden forudgående behandling i parlamentet, hvis rolle ville have indskrænket sig til rent ekspeditionskontor.

Kun takket være House of Lords, der ikke var til sinds at stemme for sin egen opløsning, måtte Downing Street modificere 'loven til opløsning af parlamentet', som kritikere kaldte den.

Måtte den udøvende magt kapitulere i dette tilfælde, så har Blair gjort ganske meget for at dekonstruere det britiske demokrati. Som journalisten Henry Porter skrev, har han "skadet forfatningen, traditionen for parlamentets suverænitet, domstolenes uafhængighed og det ømtålelige forhold mellem borgerne og staten."

Intet af alt dette kan selvfølgelig overraske, når det kommer fra en premierminister, der tror, at kun Gud selv vil dømme ham for hans gerninger, og en regering, der har hyldet 'liberal-imperialismen' og nødvendigheden af at gribe til "grovere metoder fra en tidligere tid" - militær magtanvendelse, 'forebyggende angreb', bedrag - hvad som helst, som er nødvendigt for dem, der stadig lever i det 19. århundrede.

Uerklæret nødretstilstand

I USA har demokratiets tilbagetog været om muligt endnu mere chokerende. Under en uerklæret nødretstilstands dække har Bush-administrationen metodisk sat sig for at omstøde den konstitutionelle orden. Som de jævnlige afsløringer af tortur, hemmelige fængsler og omfattende spionage imod egne borgere viser, er regeringsførelse per dekret og præsidentielle luner blevet normal praksis.

I dølgsmål har den amerikanske regering bevilget sig selv vidtgående retslige beføjelser, herunder magten til at bryde internationale traktater og konventioner og til at deltage i præventive krige, magten til at bortføre og torturere og på ubestemt tid tilbageholde hvem som helst, som den udøvende magt måtte anse for at være 'ulovlig kombattant', magten til at skabe et parallelt juridisk system under direkte kontrol af Pentagon og De Hvide Hus og magten generelt til at tilsidesætte eksisterende national som international lovgivning.

Forsøgene på at tilrane sig mere magt ved at afmægtiggøre andre statslige myndighedsinstanser har dog mødt nogen institutionel modstand. I december 2005 tog det amerikanske senat omsider skridt til at forbyde 'grusom, umenneskelige og nedværdigende' behandling af fanger, og den amerikanske højesteret gik imod præsidenten i juli ved at dømme de såkaldte særlige militære domstole oprettet af Det Hvide Hus på Guantánamo ulovlige.

Den udøvende magt har dog siden fundet en vej ud af dette problem. Med vedtagelsen af den seneste lov er amerikansk hærpersonel ganske vist forpligtet til at overholde Genèvekonventionerne, der forbyder tortur, men det er i sidste instans op til præsidenten at tage stilling til eventuelle dispensationer fra dette hensyn.

Senatet har nu blåstemplet præsident George W. Bushs beføjelser som "øverstbefalende og overhoved for den udøvende magt" (hvor sidstnævnte refererer til den retslige doktrin, der fastslår den udøvende magts forrang frem for lovgivere og domstole) og tilladt ham at gøre, "hvad der måtte være nødvendigt for at forsvare Amerika".

Viljen til magt

Viljen til magt var der vel at mærke før den 11. september 2001.

"Det er åbenlyst," skriver en amerikansk politolog, "at Bush-administrationen ville have handlet unilateralt, når den kunne og vedholdende have søgt at udvide grænserne for præsidentens beføjelser."

Efter terrorangrebene blev præsidenten gjort til en amerikansk Cæsar, afvigende meninger turde knapt tage til orde til tavshed, og nationalistiske følelser blev opgejlet. De normale retslige garderinger i et demokratisk samfund imod vilkårlig statsmagt blev ophævet. Dette er ikke mindst åbenlyst i de såkaldte torturmemoer, fra rigsadvokat Alberto Gonzalez i 2002, som fastslog præsidentens 'konstitutionelle ret til at gøre, hvad der måtte være nødvendigt i krigstid, deriblandt at tilsidesætte international lov, for at kunne udfylde sin rolle som øverstbefalende.

"Med den argumentation," skrev juristen David Cole, "ville præsidenten kunne påberåbe sig forfatningen til at begå folkemord, hvis det var det, han ville."

Denne proces negerer den klassiske liberalismes grundlæggende principper, herunder frem for alt magtdelingen og indstiftelsen af forfatningsmæssige checks and balances, der beskytter individet imod vilkårlig magt-udøvelse fra statens side.

Som Montesquieu, Locke og andre tidlige demokratiske politiske filosoffer hævdede, lægger magtens tre-deling bånd på herskerne (om de så er konstitutionelle monarker eller valgte præsidenter) og sikrer dermed borgernes individuelle frihed. I teorien skaber disse forfatningsmæssigt definerede barrierer imod absolutisme og tyranni institutionaliserede normer, som herskerne kun kan afvige fra under ganske ekstraordinære omstændigheder og da kun for en begrænset tid. Under tidsbegrænsede nødrets- eller krigsretstilstande kan demokratiske stater suspendere dele af deres retssikkerhed, men ikke omstøde den forfatningsmæssige orden i sig selv. I liberal statsteori er alle herskerens særbeføjelser en undtagelse fra reglen.

Men i en permanent krigsretstilstand bliver undtagelsen til norm. I det tidlige 20. århundrede blev undtagelsestilstanden defineret prægnant af den reaktionære tyske retsfilosof Carl Schmitt. Han hævdede, at staten som politikkens højeste udtryksform først opdager sin sande essens i nødretssituationer, "når den udpeger sin fjende og beslutter sig for at bekæmpe ham".

Dette valg genererer en kollektiv meningsfylde, forener nationen, afpolitiserer civilsamfundet og koncentrerer magten. Undtagelsesstilstanden gør det muligt for staten at transcendere samfundet og etablere diktatorisk herredømme. Efter at have opnået monopol på politiske handlinger og beslutninger bliver staten legemliggjort i diktatoren, som bestemmer 'undtagelserne' og i kraft heraf bliver den sande suveræn, der nyder godt af grænseløse magtbeføjelser, hvoraf den vigtigste er magten til at tilsidesætte eller destruere den eksisterende retslige orden. Eftersom krig er undtagelsestilstandens reneste form, bliver krig statens ontologiske grundlag.

I dag sker dekonstruktionen af den konstitutionelle orden i kontekst, der er defineret ved den amerikanske udøvende magts (og dens allieredes) tvivlsomme og uendelige 'krig mod terror', der fra starten af ikke har kendt til grænser i tid og rum. USA's nationale sikkerhedsstrategi fra 2002 beskriver nationens "sårbarhed over for terrorisme" som et "permanent tilværelsesvilkår". Dette indebærer, at konstant krigsførelse er blevet det 21. århundredes nye livsform. Pentagons Quadrennial Defense Review fra 2005 betegner USA's "langvarige krig" som "en kamp, der vil skulle udkæmpes i et dusin lande samtidig i mange år fremover". Og Det Hvide Hus' sikkerhedsstrategi fra 2006 fastslår gyldigheden af kerneelementerne i 2002-strategien (der officielt knæsatte doktrinen om præventiv krig) og gør gældende, at De Forenede Stater "befinder sig i de første år af en lang strid, der ligner den, vor nation stod over for i Den Kolde Krigs første tid".

Som filosoffen Judith Butler påpeger, "strukturerer udsigten til udøvelse af uden-omsretslig statsmagt fremtiden på ubestemt tid. Fremtiden bliver en udenomsretslig fremtid, ikke anarki, men overladt til de udpegede suveræne herskeres luner." De suveræne herskere hersker ved at appellere til frygt, mobilisere nationalistiske følelser og spille på dybt indgroede racemæssige og etnoreligiøse fordomme. En lille, deterritorialiseret terrororganisation bliver fremstillet ikke som det, den er - en overskuelig, inddæmmelig fare - men snarere som en global og totalitær trussel i stil med Hitler og Stalin.

Philip S Golub er journalist og forsker på Université de Paris VIII

© 2006 Le Monde diplomatique, Agence Global og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

*Kronik i morgen:

Jacob Ki Nielsen og Thomas Håkansson: Hvad har vi lært af Muhammed-sagen?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her