Læsetid: 3 min.

Lighedsmagernes problematiske syn på frihed

Selvom Eva Kjer Hansen måtte trække sine udtalelser om lighed kontra ulighed tilbage, er det fortsat en vigtig diskussion, hvordan vi vil indrette vores samfund
1. november 2005

Socialminister Eva Kjer Hansen var initiativtager til en fortsat spændende debat om lighed kontra ulighed. Det var ærgerligt, at hun trak sine udtalelser tilbage. Men diskussionen om lighed og ulighed fortsætter ikke desto mindre af den simple grund, at den er kernen i den klassiske konfliktlinje, som mange meningsdannere ellers hævdede, var forældet. De har taget fejl. Den klassiske konflikt mellem socialisme og liberalisme; lighed vs. frihed; stat vs. marked eller kollektivisme vs. individualisme vækker langt flere holdningstilkendegivelser til live, end diskussioner af kunstige akademiske ideer såsom 'risikosamfund' eller 'kontraktpolitik'. Konflikten mellem lighedsmagere og frihedsmagere udspiller sig naturligvis også i resten af verden.

I Kina er man efter interne kampe i kommunistpartiet nu ved at bevæge sig væk fra ideerne om lighed, som værende noget særligt saliggørende. I dag accepteres tilstedeværelsen af kapitalistiske nyrige, der tidligere ville være blevet sendt på genopdragelseslejr i form af roehøst og maoistisk fædrelandssang. Riget i Midten følger nu hastigt i kølvandet på andre asiatiske 'tigre' såsom Taiwan, Sydkorea eller Hong Kong. Det man kan frygte ved Kinas reformpolitik, er imidlertid, at der bag denne accept af kapitalismens evne til velstandsskabelse i højere grad ligger en frygt for de negative konsekvenser ved at forblive fattig ligesom det kommunistiske Nordkorea. Altså sikkerhedspolitiske overvejelser. Og at der derfor ikke er tale om nogen egentlig accept af det, der ofte har været liberalismens historiske drivkraft i den vestlige verden; det vil sige den enkeltes ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv. Den oprindelige motivation for liberalismen handlede jo ikke bare om vækst og 'samfundsnytte' (og slet ikke om sikkerhedspolitik), men i høj grad om menneskets ret til at være sig selv, herunder retten til at leve i fred og frihed. Den vestlige verdens liberalisme har i høj grad været drevet af et grundlæggende ønske om at forsvare synet på mennesket som et selvstændigt væsen, der har ret (og ikke af lighedsmagere får ret) til at søge lykken på egen hånd. Et sådant grundsyn ville helt naturligt pege frem mod forsvaret ikke bare af økonomiske friheder, men lige såvel af politiske friheder: Det vil sige retten til at ytre sig, til at kunne forlade landet, komme tilbage igen, skrive systemfjendtlige bøger samt organisere sig på kryds og tværs. Kommunisterne i Kina har blot tilladt mere økonomisk frihed end tidligere, men forbeholder stadig sig retten til at angive retningen for hver eneste indbygger i landet. Det er et stort forbehold, hvis målestokken hedder personlig frihed. Med denne lunkenhed risikerer man, at den økonomiske frihed på et senere tidspunkt bliver et middel i den politiske ufriheds tjeneste. Derfor skal de politiske friheder forsvares ligeså indædt som de økonomiske. Den ene form for frihed er lige så central som den anden.

Dansk tradition for frihed

I Danmark har vi - trods en lang frihedstradition - som bekendt også stærke fortalere for økonomisk ufrihed, hvilket er og bliver en forudsætning for at lighedsidealer kan føres ud i livet fra oven. Vi har alligevel længe været en del af det globale marked og i det store hele haft en velfungerende og fri økonomi. Danske socialisters accept af markedsøkonomien kan ikke desto mindre godt sammenlignes med den kinesiske ditto. For accepten af markedsøkonomi er i modsætning til liberalismens udgangspunkt ikke en konsekvens af respekten for det enkelte menneskes ret til at leve sit liv i fred. Markedsøkonomien anses af lighedsmagerne i såvel Danmark som i Kina blot for at være nyttig. Markedsøkonomien har dermed begge steder status som et skaffedyr. Den skal bruges til at opfylde magthavernes mål. Den frie økonomi forsvares således ikke ud fra synet på individets ret til at bestemme over eget liv eller til at bestemme over egen ejendom. Og dette er formentlig en af grundene til at ejendomsretten i Danmark, siden indførslen af indkomstskatten i begyndelsen af 1900-tallet, er blevet stadig mere hul. At bestemme over egen ejendom opfattes ikke som en ret, man har, men som en ret (eller rettere rest) man får, af det til enhver tid bestemmende borgerlige eller socialistiske formynderskab.

Årsagen til lighedsmagernes syn på markedsøkonomi må ikke mindst tilskrives det forhold, at der trods globalisering og spredning af velstand stadigvæk opdrages nye lighedsdyrkende generationer ud fra tesen om, at kapitalisme handler om mere til de få og mindre til de mange; og ud fra det grundsyn at mennesker i almindelighed ikke er i stand til at tage vare på sig selv.

Simon Espersen er cand. scient. pol. og ansat på Copenhagen Institute

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her