Læsetid: 6 min.

Liljen - et vietnamesisk ungdomsoprør

I en nordvietnamesisk provins nær den turistlokkende bjergby Sapa har den ældre generation et problem. Deres børn og børnebørn gør oprør og er ved at danne en modkultur til den oprindelige vietnamesiske kultur - et oprør, som dagligt kræver unge pigers liv. Det handler om en kultur i knæ, kærlighed og kolkicin
6. januar 2007

Vietnam har længe værnet om, ikke bare en kommunistisk ideologi ligesom nabolandet Kina, men også en rig kultur, som har været båret med ydmyg stolthed, selv når det har set sortest ud, og bliver det stadig af den voksne generation. Men noget tegner til, at generationerne er midt i et opgør i Vietnam, som gør op med forældrenes traditionelle vietnamesiske kultur.

Landet er præget af tidlig kinesisk dominans og filosofien fra den kinesiske livsfilosof Confucius (551-479 f.v.t.). Dernæst vestlig dominans i kolonitiden under Frankrig, som - trods sine spor i madkulturen med frølår og creme brulee og arkitektonisk med større bygningsværker i en by som Hanoi - ikke har efterladt meget sympati for Frankrig. Og siden efter Ho Chi Minhs revolution i 1946 en særdeles håndfast vestlig interesse, der først gav sig udslag i kolonikrogen mod Frankrig og siden den Vietnamkrig, som USA tabte i 1975

Nu er Vesten tilbage, ikke som krigsherre eller kolonimagt, men i form af en idé, et oprør, blandt de nye generationer i Vietnam. Denne gang kommer oprøret indefra, og giftstoffet kolkicin er blevet en væsentlig faktor.

Kvinden i oprør

Det er især de unge kvinder i Vietnam, som tegner et nyt og mere vestligt orienteret billede. Her er der ikke længere tale om kvindens vitale plads som funktion i kredsløbet, men snarere en kvinderolle, som er ved at bryde ud af en kulturs cyklus. Nu er det ikke længere givet, at datteren indtager moderens funktion og rolle i samfundet. En rolle, som har været den primære i Vietnams kultur- og samfundsmæssige dynamik.

Den nye kvinde i Hanoi tager på diskotek og danser til Justin Timberlake eller nogle af landets egne nye vestligt inspirerede popstjerner, hænger ud med veninderne på deres scootere og tager ned til Hoan Kiem-Søen, hvor de i al hemmelighed sidder og kysser med drengene i måneskæret. Hun går ikke i de uniformslignende blå dragter, som så længe har været kendetegnende for vietnameserne, men snarere stramme nedringede toppe, jeans, stiletter og krigsmake-up. De nye generationer er midt i en generationskrig, som kun går én vej, og det er væk fra deres forfædres ellers så stolte kultur. Man tør ikke tænke på, hvordan den ældre generation reagerer bag facaden - der skal sikre, at man for en hver pris ikke må tabe ansigt.

I Vietnam kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt kulturen er båret af, at man er der. Turisme, kunne man også kalde det. Vi var på motorcykeltur i højlandet (170 km uden for Hanoi), på sejltur i Ha Long Bay ved nordkysten og sidst på trecking i bjergområdet i det nordligste Vietnam op mod den kinesiske grænse.

I glimt kunne man på disse ture føle sig i et reelt kulturmøde, men for det meste var det i karikeret form. Kun for os.

Maden virkede som det mest kulturelt funderede og var omgærdet af skikke og stolte traditioner. Blandt andet var vores lokale gadekøkken og et uforglemmeligt besøg på slangerestaurant noget af det nærmeste vi følte os en vietnamesisk kultur i Hanoi.

Tager man derimod nattoget fra Hanoi til Lao Cai i nord og kører det sidste stykke til bjergbyen Sapa (40 km fra den kinesiske grænse), kan man pludselig føle tidens præg på den vietnamesiske levevis. Her er tiden gået langsommere. Måske har den stået stille for en tid. Men turismen har for længst opdaget denne ubesudlede egn.

Hér føler man kulturens nærvær og flere af de ialt 54 minoriteter i Vietnam lever her side om side iført de traditionelle klædedragter. Her syr de, dyrker ris på de tusinde risterraser med vandbøffelen som vigtigste landbrugsmaskine. Familierne og landsbyerne er tæt knyttet i et praktisk fællesskab, som igen primært opretholdes af kvinderne. Mændene bruger tiden ude, kører på scooter, høster og drikker risvind med de andre mænd, fik vi forklaret af vores unge kvindelige guide Chì på 18 år, som selv bor i området, er en del af Lai Chau-minoriteten og går klædt i folkedragt - dog suppleret med kasket og skrigende hvide sneakers.

Et dødeligt opgør

Vores guide førte os ikke særlig langt ud af bjergbyen, før vi første gang hørte om indtagelsen af giftige blade blandt de unge piger i hendes landsby og nabolandsbyerne i området. Dagligt krævede bladene hasteindlæggelser - hvis ikke dødsfald. Det var højst sandsynligt blade fra liljen Gloriosa Superba, en forholdsvis almindelig blomst i den bjergrige del af Vietnam, forklarede Niels Jacobsen fra Landbohøjskolens afdeling for botanik, da jeg rådførte mig. Den er i familie med den danske Høsttidløs Nøgenjomfru. Begge indeholder stoffet kolkicin, som findes i et verdenskendt giftstof. Arsenik.

Da vi spurgte hvorfor, forklarede Chì os, at disse unge piger tog op i bjergene, fandt de giftige planter og indtog temmelig store mængder blade for at begå selvmord, fordi de havde fået forbud mod at gifte sig med en kæreste og var blevet påbudt et andet giftemål. Et stort problem, som den ældre generation står rådvilde overfor. Og Chì var parat til samme skæbne, hvis det skulle komme til stykket, sagde hun bestemt. Men den kamp er nok snart ovre, mente hun. Hendes forældre ville ikke turde at sige hende imod i valget af mand. Ikke nu. Parforholdet er blevet symbol for en ny fri vilje blandt den unge generation, som ikke anser deres forældres kultur som tidssvarende.

I ly af mørket

Om aftenen tog hun imod os på en lokal bar, hvor hun og hendes veninder mødtes dagligt - ikke for at drikke sig fulde, men for at hænge ud, snakke om dagens vestlige indtryk fra turisterne, som de alle var guider for. Her mødtes dem også uden folkedragt for at spille pool, poker, høre vestligt populærmusik og bare socialisere. Det var ikke hver dag, hun medbragte turister til baren. Vi fik et sjældent blik bag folkedragtens ydre.

Man fornemmede efterhånden de to siders konflikt i Chì: Den, der ville springe ud af miljøet og kulturen for at tage til storbyen og måske videre til vesten, som hun jo dagligt møder gennem sit job som guide. Men også siden, der følte sig bundet til et folk, en egn, et landbrug, en familie, som havde brug for hendes hjælp. Men som det første barn i børneflokken var hun for nyligt flyttet ind til Sapa, hvor hun nu bor sammen med to veninder. Men hver dag trisser hun forbi den simple træhytte, hvor moderen og resten af familien bor for at se om alt går, som det skal.

Kærlighedens offer

Dagen efter passerede vi Chì's families hus, hvor vi blev inviteret inden for i det meget simple hjem. Moderen tog imod os med åbne arme og blå hænder (fra farvning af stoffet til de blå klædedragter), og vi blev præsenteret for hele familien.

En time senere forsøger vi at passere et stenskred på en bjergvej. Pludselig høres en bil nærme sig med hornet i bund og alle kigger på hinanden. Da bilen når hen til stenskredet viser tre skikkelser sig på forsædet af bilen: En oprørt kæreste ved rattet, en hysterisk og konstant skrigende veninde og i midten en ung pige i noget, der minder om bevidstløshed med store smerter, der forårsager kramper, rystelser og skrig fra veninden.

Alle ved, hvad der er på færde og handler hurtigt, og kun få sekunder senere er de forbi og speeder videre over næste bjerkam. Poisonous leaves, kommer det tørt fra Chì. Ét døgn tager det, hvis mængden er stor nok.

Oprøret fra den unge generation havde krævet endnu et offer i kærlighedens navn. Vi var chokerede og overraskede. Her oplevede vi måske den reneste form for ungdomsoprør i en traditionel kultur, som er ved at gøre op med sig selv. Men vi blev også i tvivl. Man kan jo kun sige: Selvfølgelig skal du selv bestemme, hvem du skal giftes med. Men ved vi, hvad det valg indebærer?

20070105-212045-pic-647450296.jpgSom ung pige i bjergprovinsen Sapa i det nordligste Vietnam lever man to liv. Ét, knyttet til forældrenes og bedsteforældrenes oprindelige og stolte kultur, og så ét, knyttet til vestlige tendenser og moral. Stridspunktet er blevet spørgsmålet om arrangerede ægteskaber, som nu motiverer et stort antal af unge kvinder i provinsen til at indtage giftige og dødelige blade. Foto: Matthias Hvass Borello

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu