Læsetid: 2 min.

Den Lilla Møghætte og Pulven

Genrer blandes, og film refereres i Cory Edwards' animerede 'Sandheden om Rødhætte', der rummer morsomme detaljer, men står i skyggen af 'Shrek' og mangler en god historie
23. juni 2006

Ideen fejler bestemt ikke noget: Tag et klassisk eventyr, f.eks. Rødhætte og ulven, vend det på hovedet, tilføj en masse filmreferencer og anakronistiske elementer, og man får en moderne og forhåbentlig morsom film for det meste af familien.

Det virker i hvert fald i de computeranimerede Shrek-film, som Cory Edwards' energiske - nogle vil sige hysteriske - Sandheden om Rødhætte lægger sig tæt op ad. Der er masser af morsomme øjeblikke og opfindsomme detaljer i filmen, der mest er for store børn og voksne, men i modsætning til Shrek mangler den en figur, man kan holde af, en mening med galskaben og kærlighed til genren, eventyret, som den gerne vil tage pis på.

Sandheden om Rødhætte går bag om den berømte historie om den lille pige, der skal besøge sin bedstemor, som er blevet spist af en grådig ulv. I Edwards' revisionistiske version er Rødhætte en ung kvinde med udlængsel og måske kriminelle tendenser, bedstemor et extremt sports-elskende konkurrencemenneske og ulven en sulten reporter, der gerne går deep undercover for at få sine historier i hus.

For meget af det gode

Ind i mikset blandes en schnitzelsælger med lederhosen og skuespillerdrømme, et speedsnakkende egern, en mesterlig privatdetektiv-frø og et kringlet mysterium om en mystisk tyv, der stjæler alle egnens slik- og kageopskrifter, hvorfor slikforretning efter slikforretning må dreje nøglen om.

Det kunne måske være blevet sjovt - og er det i glimt også - men Cory Edwards har, ligesom det lille egern, der på et tidspunkt får serveret en kop koffeinholdig kaffe og flipper helt ud, simpelthen for mange ideer og for lidt at fortælle. Dusinvis af film - Matrix, XXX, Mission: Impossible, James Bond, Den tynde mand, Shrek - citeres, og eventyret forsøges blandet med løssluppen komedie, klassisk krimi og hæsblæsende action.

Det er for meget af det gode og bliver i fraværet af en god, sammenhængende historie blot til en række ikke altid lige vellykkede sketches, hvor eventyrrammen, der trods alt er filmens eneste nogenlunde originale islæt, kommer til at betyde mindre og mindre.

Stik Edwards et ordentligt manuskript, og så vil hans energi, visuelle opfindsomhed og den sikkert billige, men trods alt effektive computeranimation formentlig komme mere til sin ret. Lige nu er det stadigvæk animatoren Tex Avery og forfatteren og tegneren Rune T. Kidde, som har lavet de bedste og morsomste gendigtninger af eventyret om Rødhætte.

Sandheden om Rødhætte. Instruktion og manuskript: Cory Edwards. Amerikansk (En hoben biografer landet over)

Udsendes både i den originale og en dansk version

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her