Læsetid: 7 min.

'Lille Amerika' skyder op på superbaser

Selv om amerikanske militærfolk benægter deres eksistens findes der p.t. fire 'superbaser' i Irak, og en femte er på vej. Disse små udgaver af USA står i direkte modstrid til en eventuel tilbagetrækning
18. marts 2006

I en nylig Zogby-undersøgelse blev amerikanske soldater, udstationeret i Irak spurgt om et hidtil uudforsket emne: det massive netværk af baser, Bush-regeringen opbygger i landet. Kun seks procent troede at USA's 'virkelige mission' i Irak var "at skabe blivende baser for amerikanske tropper i området."

Men du kan æde din gamle hat på, at hvis Zogby havde været i stand til at lave en ærlig undersøgelse blandt Bush-regeringens topembedsmænd om det samme, ville han have fået et noget andet svar.

Det giver ingen mening at tale om tilbagetrækning fra Irak, hvilket der ellers er blevet spekuleret meget i på det seneste (i den samme undersøgelse sagde 72 procent af soldaterne i Irak, at de var for en amerikansk tilbagetrækning inden for et år) uden også at tale om disse baser.

Men de har stort set ikke været nævnt i amerikanske medier eller i den politiske debat. Vi aner faktisk ikke, hvor mange amerikanere der overhovedet kender til deres eksistens.

Nogle gange hjælper det på overblikket at fokusere på det konkrete. I et ingeniørmagasin på nettet talte oberstløjtnant David Holt, hvis militære position beskrives som "har med anlægsarbejder at gøre i Irak", allerede i 2003 om, at der var blevet brugt milliarder af dollar på opførelse af baser, et arbejde, der er fortsat lige siden.

I et land, hvor der på næsten alle andre områder hersker kaos, står vores baser som enorme rumskibe fra et andet solsystem. Overvældende investeringer af ressourcer, som man ikke kan forestille sig Bush-regeringen frivilligt videregiver til selv den mest venligtsindede irakiske regering.

Hvis Bushs genopbygningsforsøg, der er mislykkedes totalt, nu er mere eller mindre opgivet i Irak, har det været en bragende succes i Iraks 'Little America'. For første gang kan vi nu læse beskrivelser af et par af disse 'superbaser', og det er tankevækkende læsning.

Thomas Rick fra The Washington Post besøgte Balad Air Base, 50 km nord for Bagdad og "lige midt i den mest fjendtlige del af Irak." Rick skriver, at den største base i landet giver én "fornemmelsen af en lille amerikansk by, og den er stor nok til at have forskellige 'nabolag', deriblandt 'KBR-land' (til ære for det Halliburton-firma, Kellogg, Brown and Root (KBR), der har lavet det meste af konstruktionsarbejdet) og den muromkransede CJSOTF (the Combined Joint Special Operations Task Force, så hemmelig at selv ikke hærens ledende pressechef har været derinde)," skriver han:

"Man har også en Subway-restaurant, en Pizza Hut, en Popeye, 'en erzatz Starbucks', en Burger King med døgnåbent, to markeder, hvor man kan købe fjernsyn, iPod og lignende, fire messer til de menige soldater, et hospital, 10 km hastighedsbegrænsning, en kæmpe start- og landingsbane, 250 fly, med tilhørende kødannelser, der minder om trafikken over O-Hare-lufthavnen i Chicago, samt en minigoldbane, der ligner en slagmark, med sine sandsække, pigtråd og, helt nede i enden af banen, hvad der kunne være et lille fangebur."

Ricks skriver videre, at ud af de 20.000 soldater, der bor i "containere med aircondition" (og snart med internetopkobling, kabel-tv og adgang til oversøiske telefonopkald) "har blot et par hundrede af dem arbejde uden for basen."

For nylig besøgte den britiske journalist, Oliver Poole den endnu ikke færdigbyggede al-Asad Air Base, der ligger i en ørken i Anbar-provinsen, et sted, "der i stigende grad ligner et stykke amerikansk forstad." Ud over den obligatoriske Subway og de sædvanlige pizzeriaer, finder man her oven i købet et Hertz-biludlejningskontor. Faktisk er al-Asadbasen så stor, at den har to buslinjer. Det betyder, at den må strække sig over 20 til 25 kvadratkilometer,

Benægter baserne

Der findes mindst fire sådanne 'superbaser' i Irak, små amerikanske øer med en evig orden i et anarkistisk hav. Uanset hvad topembedsmænd og militærfolk siger, og de nægter altid, at de arbejder med at opføre 'permanente baser', siger facts på jorden noget andet.

Desværre er der et problem med helt at forstå vigtigheden af alt dette, fordi amerikanske journalister tilsyneladende følger en helt enkel regel: Ordene 'permanent', 'baser' og 'Irak' må aldrig skrives i den samme artikel.

En undersøgelse af tre måneders pressedækning har vist enkelte eksempler på disse tre ord i britiske artikler, men eksempler i den amerikanske presse fandt man kun da f.eks. 80 procent af adspurgte irakere i en undersøgelse mente, at USA måske kunne ønske at blive i deres land, eller når 'nej' eller 'ikke' blev tilføjet via officielle amerikanske benægtelser, som da brigadegeneral Mark Kimmitt for nylig udtalte: "Det er ikke blot vores plan men vores politik, at vi ikke har i sinde at bevare permanente baser i Irak." (Med andre ord eksisterer sådanne baser, hvor imponerende de end måtte være, almindeligvis kun når svaret er benægtende.)

Men Pentagon benyttede faktisk i en periode et sprogbrug, der i denne forbindelse kom nærmere sandheden. De kaldte deres store baser 'varige baser', en etiket, der lugtede langt være af noget permanent. (Senere blev disse, noget mindre romantisk, døbt om til 'mulige operative baser'.)

Permanent adgang

Et af denne krigs mysterier er, at rapporter om emnet har været nærmest ikke-eksisterende. Især når man tager følgende i betragtning: En regering, der er så opsat på at bruge militære løsninger på globale problemer, vigtigheden af baserne selv, nedpakningen af baserne i Saudi Arabien - de nye baser er tydeligvis langtidsafløsere for disse, det fokus de neokonservative og andre topembedsmænd sætter på kontrollen af, hvad de kaldte 'ustabilitetens bue' (grundlæggende det samme som planetens energiområder) hvis epicentrum var Irak, at Pentagons førkrigsplanlægning i forbindelse med de 'varige lejre' i en kort periode var forsidehistorie i en stor avis. Mens man har brugt masser af plads på regeringens manglende efterkrigsplanlægning, har man stort set ikke berørt den planlægning, der faktisk fandt sted.

Lidt historie må være på sin plads: Kort tid efter Bagdads fald, skrev Thom Shanker og Eric Schmitt på forsiden af The New York Times, at Pentagon havde planer om at 'opretholde' fire baser i Irak i længere tid, selv om "der sandsynligvis aldrig kommer en meddelelse om permanent udstationering af tropper." Frem for 'permanente baser', foretrak militæret at tale koket om 'permanent adgang' til Irak.

Men baserne passede som fod i hose til andre af Pentagons planer. F.eks. skulle Saddams hær på 400.000 mand erstattes af en på 40.000 mand uden særlig mange våben eller et luftvåben. (I en ellers svært bevæbnet region, skulle dette sikre, at enhver irakisk regering ville være afhængig af vores militær i mange år fremover.)

På en pressekonference et par dage senere, understregede Donald Rumsfeld, at USA næppe ville oprette nogen permanente eller 'langtids' baser i Irak, og artiklen i The New York Times gik i glemmebogen.

Mens man opførte oceaner af baser, deriblandt fire enorme, hvis placering var i slående overensstemmelse med de, der blev nævnt i artiklen, forsvandt rapporter om amerikanske baser i Irak eller om Pentagons planer i forbindelse med dem, stort set.

I maj 2005 skrev Bradley Graham i The Washington Post endelig, at vi havde 106 baser - lige fra mikro til mega - i Irak. De fleste af disse skulle overgives til det irakiske militær, hvilket ville betyde, at USA ville stå tilbage med, skrev Graham, kun det antal baser - fire - som The Times først havde nævnt mere end to år tidligere, deriblandt de baser, Ricks og Poole besøgte. Denne reduktion blev præsenteret, ikke som en opfyldelse af original Pentagon-tænkning, men som en tilbagetrækningsplan.

Planerne om en femte base - den enorme Camp Victory tæt på Bagdads internationale lufthavn - er så vidt vi ved, ikke vedtaget, men man er ved at bygge mindst én ny superbase. Regeringen har afsat mindst 592 mio. dollar til en ny amerikansk ambassade i Bagdads Grønne Zone.

Et højteknologisk kompleks med "15 fods granatsikre mure og jord-til-luft missiler som beskyttelse," omfatter det ifølge Chris Hughes fra den engelske avis The Daily Mirror. Derudover skal der være "op til 300 huse til ambassadefolk og militærpersoner" og en stor bygning til marinesoldater.

Ifølge David Phinney fra CorpWatch.org., vil kompleksets "vandforsyning, elektricitet og kloakrensningsanlæg være uafhængige af Bagdads offentlige værker".

Komplekset hævdes at være 'sikrere end Pentagon' (måske ikke den mest beroligende sammenligning i denne post-11.september-verden). Hvis ikke direkte en by-stat, kommer det til at ligne en ambassade-stat.

Vietnamesisk model

Som Mellemøst-eksperten, Juan Cole påpeger i sin blog, Informed Comment, kan Pentagon planlægge 'varighed' i Irak for al evighed. Men trods alt kan intet gøre disse baser mere 'permanente' end deres forgængere fra Vietnam-æraen som f.eks. DaNang og Cam Ranh Bay, hvis shiamuslimerne, lige som sunnierne, beslutter at vi skal forsvinde.

Til dags dato består disse 'Little America'er' som det hemmelige hjerte i 'genopbygningspolitikken' i Irak. Så længe KBR fortsætter med at bygge dem, kan der ikke blive tale om en reel tilbagetrækning. På trods af nylige besøg af pressen, ligger vore superbaser svøbt i politisk tavshed. Bush-regeringen taler ikke om dem (i hvert fald kun for at benægte deres bestandighed). Eventuelle planer for dem diskuteres ikke i Kongressen. Og oppositionens demokrater ignorerer dem stort set.

Det kan godt være det bliver svært, i lyset af den manglende mediedækning, men hold øjnene rettet mod disse superbaser. Indtil regeringen reagerer på deres eksistens, bliver der ingen tilbagetrækning fra Irak.

Tom Engelhardt, der leder The Nation Institute's Tomdispatch.com, er medstifter af Metropolitan Books' The American Empire Project og forfatter til 'The End of Victory Culture', en beretning om sammenbruddet af USA's sejrssikkerhed under Den Kolde Krig

©2006 The Nation og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu