Læsetid: 11 min.

Et lille bord ved landevejen...

På gårdvandring med fremtidens bonde: I stedet for at producere mere og mere til stadig lavere priser må danske bønder opbygge lokale markeder og gårdbutikker, mener Henning Nielsen, bonde og medlem af foreningen Frie Bønder-Levende land
21. maj 2005

En enkelt lærke høres under den høje blå himmel, mens Henning Nielsen står og kigger på det lille bord med salg af friske skrabeæg, han har stillet op ude ved landevejen.

Det beskedne bord kan blive mange danske bønders svar på globaliseringens udfordringer.

Lige nu står de brune æg pænt stablet i æggebakker og koster én krone stykket. Kunderne skal bare lægge pengene i en gammel postkasse, som hænger på siden af bordet.

"Det bord her," siger Henning, "det har kostet mig ca. en 50'er. Men det er her, at jeg tjener mine penge. Her kan jeg sælge alle de æg, som mine 300 høns lægger. Ja, og flere til for den sags skyld."

Gårdvandringen begynder i hønsehusene, hvor 300 brune høns gokker sig, mens de går rundt på frisk halm. Det afgørende er at have rene æg," siger Henning og samler en håndfuld nylagte æg sammen, inden vi fortsætter til staldbygningerne omme bag stuehuset. Her har Henning 250 grise. Men selv om de snart er seks måneder gamle og dermed oppe på fuld slagtevægt, så er det en dundrende underskudsforretning. Afregningsprisen fra Danish Crown står langt fra mål med Hennings udgifter.

"Hver af grisene har vel kostet mig 150-200 kr., når lastbilen fra Danish Crown's nye slagteri inde i Horsens henter dem. Siden nytår har jeg tabt ca. 45.000 kr. på mine grise," siger Henning.

"Det har fået mig til at spekulere. Og nu tror jeg, at jeg har fundet ud af, hvad mange danske bønder kan gøre ved globaliseringen," siger Henning, der må bidrage til familiens indtjening via sit halvtidsjob som politibetjent i Horsens.

Om Danmarks jord

Hennings svar på globaliseringens mange udfordringer til danske bønder lyder besnærende enkel: Opgiv industrilandbruget og den tilhørende voldsomme udpining af jord og dyr. I stedet skal bønderne satse på lokalt salg af friske produkter, altså lokalisering frem for globalisering.

"Se her," siger Henning, mens vi går tur bag staldbygningerne. Omme bag gården kan man se ud over grønne og rapsgule marker, der bølger sig ned mod Horsens Fjord ude i horisonten.

"Her har vi noget af Danmarks allerbedste landbrugsjord," siger han og smuldrer en klump fed muld mellem fingrene. I seks lange rækker stikker kartoffelplanter bladene op af jorden. De første kartofler vil være klar om et par uger, og så skal de ud på bordet ved landevejen.

"Der er flest penge i de tidlige sorter. Kunderne betaler gerne op til 20 kr. kiloet for nyopgravede kartofler her i forsommeren," siger Henning og peger på andre rækker med spirende løgplanter og ærter. De skal også ud på bordet, når deres tid kommer.

De små grønne spirer er nemlig ifølge Henning en del af fremtiden for dansk landbrug. "I stedet for at satse på ensartet masseproduktion skal vi bønder have mange forskellige slags produkter. Og frem for alt skal vi opbygge vores egne markeder og sælge produkterne uden om de store detailkæder," betoner han.

Om at sætte sig spor

Henning er opvokset på et lille husmandsbrug ved Østbirk nær Horsens. Både hans forældre og bedsteforældre var bønder, og siden drengeårene har det stået klart for Henning, at han også skulle være bonde:

"Jeg har altid vidst, at jeg ville lave noget med mine hænder. Og jeg har også altid haft et ønske om at sætte nogle spor," som han siger.

I første omgang gik vejen dog via Horsens Handelsskole og senere Politiskolen i København, hvor Henning som elev bl.a. oplevede de heftige gadekampe i forbindelse med 'Slaget om Byggeren' på Nørrebro. For 23 år siden flyttede han sammen med sin kone Susanne til en mindre gård med 10 tønder land. Tre år senere overtog de så den nuværende gård ved Glud med udsigten ud over Horsens fjord.

"Nu har vi ca. 70 tønder land, og det er en passende størrelse med masser af muligheder. Men det har været og er fortsat op ad bakke at være bonde. Om man kan leve af sin gård eller ej, afhænger først og fremmest af hvor stor gæld, man har sat sig i," siger Henning.

Gæld og generationsskifte er emner, han er meget optaget af. Først og fremmest er han voldsomt forarget.

Om at være gældsslave

"Jamen, der er da eksempler på planteavlere, der har over 1.000 tønder land, men som ikke kan leve af driften alene," siger han.

"Tag nu min lille gård her: Den er i dag vurderet til syv - syv! - mio. kr. Jeg sidder i dag med en gæld på halvanden mio. kr., og det kan lige slæbe sig igennem. Men hvis man sidder med en gæld på 17 mio. kr., så kan du aldrig nogen sinde tjene afdragene hjem. Du kan kun håbe på, at ejendommen stiger til 25 mio. kr."

"Vi ser en voldsom prisudvikling på landbrugsjord, hvor mange bønder satser på at belåne friværdien, når ejendomspriserne stiger. Så køber de endnu større produktionsanlæg, så de kan producere endnu mere til stadig lavere priser, og så får de endnu større gæld. Alt for mange bønder er gældsslaver."

Ifølge Henning drejer udviklingen nedad "i en rigtig dårlig spiral", som tvinger bønder med høj gæld til at producere mere og mere. Konsekvensen er bl.a., at der hver eneste dag i gennemsnit nedlægges syv-otte landbrug i Danmark. Og hvis renten stiger bare et par procent, så vil store dele af landbruget, der har satset på nul-rentelån, ramle sammen næsten fra den ene dag til den anden.

"Der foregår en enorm strukturforandring her ude på landet, som stort set er upåagtet alle andre steder i kongeriget," som han konstaterer.

"Det er så kompliceret og omfattende, at næsten ingen politikere tør røre ved det. Men som bonde føles det helt tosset, at man kan bruge et helt liv på at bygge en gård op, og så skal det bare forvitre, når man ikke selv kan længere, fordi ens børn ikke har råd til at overtage gården."

Om et sammenbrud

Det nuværende landbrugssystem er ifølge Henning kollapset: "Det er totalt brudt sammen økonomisk, socialt og kulturelt. Da jeg var dreng, var der flere end 100.000 bønder til at forvalte Danmarks natur. Så betød det mindre, om der var en enkelt eller to, som opførte sig tosset, fordi der var så mange andre til at rette op."

I dag øjner Henning andre tendenser med masser af indbyggede konflikter, hvor en sær herremandsmentalitet dukker op på ny. Som illustrativt eksempel peger han på en banal uenighed mellem den lokale godsejer og resten af de omkringboende om en adgangsvej til fjorden.

"Det er en vej, som har været benyttet i mere end 100 år, når folk ville ned og bade. Men nu har han fjernet den. Hvis han så bare havde 50 tønder land, så kunne man jo køre uden om. Men når han i stedet har 700-800 tønder land, så bliver det jo noget af en omvej."

Landbruget er ikke længere samfundsgavnligt. Og derfor burde systemet heller ikke overleve en eneste dag, mener Henning.

"Det moderne industrilandbrug udpiner alt. Der er simpelthen ikke mere at komme efter."

Selv om importindtægterne fortsat ruller ind og får systemet til at halte videre, så er det ifølge Henning kun en stakket frist:

"Enhver kan se, at Danish Crown har mistet pusten. Værdien af landbrugseksporten falder, selv om den målt i mængder stiger og stiger. Og i takt med at man udflytter produktionen af pølser osv., så forsvinder også arbejdspladserne."

Om troløse forbrugere

"Jeg påstår ikke, at det lokale salg af friske produkter også er en løsning for de helt store bedrifter. Men jeg er sikker på, at det vil blive det for os småbønder," siger Henning og nævner andre producenter, der sælger fra borde ud til samme landevej: En bonde i nærheden sælger honning, en anden sælger økologisk saft, mens en tredje sælger ost fra sit gårdmejeri.

"Forbrugerne i dag efterspørger gode fødevarer, hvor der er lagt kvalitet i produktet. Det er de interesseret i, det ser man hele tiden. Men hvis du kun producerer for profit, så bliver dit produkt også dårligt. Som bonde er du nødt til at brænde for det, du laver."

Han giver ikke så meget for de undersøgelser, der viser, at selv om forbrugerne i ord efterspørger kvalitetsvarer, så er det alligevel de billigste tilbud, der ender i indkøbskurven:

"Ja, pokker tror da, at forbrugerne vælger det billige. For de har jo ofte ikke noget andet valg. Det er netop derfor, at vi skal sælge vores produkter uden om indkøbskæderne. For de er kun interesserede i at presse prisen. Alt andet end de laveste priser er flintrende ligegyldigt for dem."

Hvis Hennings model skal slå igennem, kræver det et opgør med de mastodonter, som andelsselskaberne har udviklet sig til.

"Da bønderne for mere end 100 år siden stiftede andelsselskaberne, var det for at højne kvaliteten og for at kunne sælge produkterne på lige vilkår. Men i dag er andelsselskaberne nærmest en klods om benet," mener han.

Lokalt salg af frisk grisekød kan ikke lade sig gøre, når Henning samtidig er andelshaver i Danish Crown (DC). Han må f.eks. ikke sælge to-tre af sine grise til den lokale slagter, fordi han er forpligtet til at overlade hele sin griseproduktion til DC. Derfor overvejer Henning enten at opsige sin kontrakt med DC eller helt stoppe med at opdrætte grise.

"Det går jeg så og overvejer i øjeblikket. Lokal kødproduktion er lidt mere kompliceret end grønsager," siger Henning og tilføjer, at han "jo ikke bare kan save en skinke af en gris, når der kommer en kunde forbi."

Slagtning skal foregå i egnede og godkendte faciliteter af hensyn til bakteriefare mv. Så Henning snakker af og til med den lokale slagter, men endnu har han ikke besluttet sig for, hvad han gør. Eller om han inderst inde tror nok på, at han selv kan opbygge et marked med grisekød, som han har gjort det med æg og grønsager.

"Jeg er bonde og ikke gambler," som han siger.

Om svaler under loftet

På vej tilbage gennem staldene peger Henning på nogle landsvaler, som er ved at bygge rede under loftet.

"Det hører sig til på en bondegård, synes jeg. På en industrigård kan de slet ikke komme ind i staldene."

De fleste af Hennings grise går i båse, som er indrettet i en gammel kostald. Det er ifølge Henning en fordel, fordi der er træloft og dermed ventilation. I en nyere, tilstødende staldbygning fra 1964 er loftet lavet af isoleringsplader, men det bliver nemt for varmt.

I hver grisesti står otte-ti grise. De bliver urolige, rejser sig og bjæffer næsten som hunde, når vi kommer nærmere.

"Her går de på strøelse på fast gulv. Hvis jeg bare ville følge minimumsreglerne, kunne jeg sætte næsten dobbelt så mange grise i hver fold, og jeg kunne nøjes med strøelse i halvdelen af folden. Resten kunne så være tremmegulv. Men det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til."

Det irriterer Henning, at hans Antonius-frilandsgrise "bare bliver pølet sammen med alt det andet industriflæsk". Og selv om han dyrker og blander sit grisefoder selv, har det altså været penge lige op af lommen at opdrætte grise.

"Det er gjort så billigt, som det overhovedet kan lade sig gøre på en gård som min, men alligevel er der hverken penge til strøm, til vedligeholdelse af staldene endsige arbejdsløn," siger Henning og fortæller om et ældre naboægtepar, som nu er stoppet med at have grise.

"De orker det ikke længere, hvis de tilmed skal knokle gratis," bemærker han.

Om en dødsdømt branche

Omkring halvdelen af alle svineproducenter i Danmark kører med røde tal, fortæller Henning. Han er ikke i tvivl om, at den igangværende strukturforandring frem mod færre og større bedrifter vil accelerere: "Jeg skal da ikke uden videre dødsdømme en branche. men det minder meget om f.eks. skibsværfterne, hvor de mindre effektive blev opslugt af de mere effektive. Men det skal godt nok være rigtigt skidt, før en bonde opgiver sin gård. Mange af dem er jo store som supertankere og lige så svære at vende," bemærker Henning og tilføjer, at danske svineproducenter tidligere har fået midlertidig luft, fordi der har været udbrud af svinepest hos konkurrenter.

"Jeg bryder mig bestemt ikke om, at indkøbschefen hos Dansk Supermarked skal bestemme, hvad jeg skal dyrke - eller hvad danskerne kan spise. Jeg ser så mange lokale tegn på, at forbrugerne gerne vil noget andet. Inde i Kolding er der netop åbnet en butik, der sælger lokale produkter fra forskellige gårde. Vi ser den samme efterspørgsel i de større byer efter torvehaller, der sælger friske varer."

Selv har han fået indregistreret 'Bondens eget' som et godkendt varemærke:

"Det kan Poldanor med sit billige bacon fra Polen da ikke hamle op med," bemærker han.

Om at være ydmyg

Når Henning viser rundt på sin gård og med sin dæmpede stemme fortæller om sine mange overvejelser og visioner, virker det hele såre fornuftigt. Men hvad siger så hans naboer?

"Ja, de fleste har jo gået på landbrugsskole, hvor de har lært at holde op med at tænke," smiler han.

"På landbrugsskolerne lærer kommende landmænd at tænke som driftsledere. De kan kun se den stort anlagte produktion med masser af ensartede produkter, som skal konkurrere på verdensmarkedet. De ser simpelthen ingen alternativer," siger Henning, der mener, at "hele højskoleånden, hvor bønderne taler om andet end 'hvor meget' og 'hvor hurtigt', er stærkt savnet."

Selv er han blevet bestyrelsesmedlem i foreningen Frie Bønder-Levende Land, der ønsker at fremstå som et modstykke til industrilandbruget. Foreningen er ifølge Henning ikke en decideret protestbevægelse, men dog opstået efter sammenlægningen af husmændene og de danske landboforeninger i fællesorganisationen Dansk Landbrug.

Som bestyrelsesmedlem blander Henning sig ofte i den offentlige debat. Således langer han i en forsideartikel i ugeavisen 'Landbrug Syd' voldsomt ud efter danske svinebønders exodus til Østeuropa. Avisen er netop kommet med posten.

"Imperialisme af værste skuffe," mener Henning, der hellere ser mere effektive måder at hjælpe de polske bønder på: "Det en række af de store svineproducenter gør, er udelukkende at mele deres egen kage. Når personer i landbrugstoppen afviser 'at dele med de polske bønder', som de siger, så skal Frie Bønder være modstykket."

"Jeg opfatter mig selv som et meget jordbundent menneske, og jeg vedkender mig, at jeg er demokratisk opdraget. Jeg tror kun, at vores demokrati kan overleve, hvis vi har de her diskussioner."

Rundvisningen på gården er overstået. Inden Henning går ind og laver en sildemad med friske spejlæg, kigger han ud over sine marker. Ned mod fjorden, hvor vandet glitrer i solen.

"Vi skal bygge på de bedste traditioner fra de danske husmænd: Vi skal have mere ydmyghed, og her mener jeg ikke ydmyghed over for de mægtige i samfundet, men over for vores dyr, vores kunder. Ja, over for tilværelsen i almindelighed," som han siger.

"For det bedste ved at være bonde er jo, at man er sin egen herre. Det kan jeg da også mærke, når jeg trækker i politiuniform og går på arbejde inde i Horsens. Vagthavende har da sværere ved at koste rundt med mig, fordi jeg er min egen herre her. Det har vi tit snakket om," siger han og går ind for at spejle sine æg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu