Læsetid: 3 min.

Lille film, stor oplevelse

Med ganske få midler skaber den undseelige Cannes-vinder 'Barnet' et hjerteskærende drama, som man fristes til at kalde et mirakel
2. juni 2006

"Less is more," lyder en god gammel fortælleregel, men at så lidt kan skabe så meget, er alligevel overrumplende i en tid, hvor amerikanske film overgår hinanden i spektakulære effekter.

Filmen hedder Barnet, den er vinder af Den gyldne Palme i Cannes 2005 og instrueret af de belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne, hvis dogmeagtige film er lige så skrabede som deres titler: Løftet (1996), Rosetta (1999, Cannes-vinder) og Sønnen (2002).

Barnet fra 2005 starter med babygråd og slutter med en mand, der græder, og indimellem udspiller sig noget, man fristes til at kalde et mirakel. Handlingen er enkel, ja, næsten socialrealistisk, filmsproget nedbarberet, men filmen løfter sig til et drama, der på sin egen underspillede facon er nervepirrende som en thriller, hjerteskærende som et melodrama og åndfuldt som et værk af Kieslowski.

Her er ingen snedige trick eller filmsminke af nogen art, og dog bliver man revet med fra første billede. Her er ikke én eneste 'klog' replik, og dog er man ikke i tvivl om, at filmen behandler de store, almenmenneskelige spørgsmål: Kærlighed, ansvar, skyld, straf og tilgivelse.

På dybt vand

Den 20-årige Bruno hutler sig igennem tilværelsen i udkanten af en trøstesløs industriby i Belgien. Han overnatter på et gemmested ved floden, lever af hælerier og småtyverier og foragter almindeligt arbejde. Han er glad for kæresten Sonia, men uinteresseret i deres nyfødte barn. Mens Sonia lå på hospitalet, har han fremlejet deres lejlighed, og da han får et godt tilbud, sælger han babyen til et ulovligt adoptionsforetagende.

"Vi kan bare få et andet barn," som han ræsonnerer.

Langt ude, men i filmen virker det troværdigt. Bruno er egentlig ikke ond, han er bare impulsiv, uansvarlig og optaget af én ting: Penge. Da Sonia kollapser, går det op for Bruno, hvad han har gjort, og han sætter alt ind på at få barnet tilbage. Det lykkes, men en ekstraregning fra bagmændene på 5.000 euro sender bogstavelig talt Bruno ud på dybt vand.

Guds øjne

For at fortælle denne historie ville man normalt bruge filmsproget til at skabe indlevelse i hovedkarakteren. Dardenne-brødrene gør det stik modsatte. De skaber distance, en objektiv distance. De fravælger konsekvent et subjektivt virkemiddel som underlægningsmusik, og selv om det håndholdte kamera følger Bruno på tæt hold, så ser vi ikke med hans øjne.

Med hvis øjne ser vi så? Guds, har en amerikansk kritiker foreslået. Et tankevækkende bud. I Barnet ser vi med Guds øjne på en af hans skabninger, der har fået friheden til at vælge mellem det gode og det onde, og vi venter med spænding på, hvad han vælger. Vil han, titlens egentlige barn, vokse til en moden mand og tage ansvaret for et andet menneske? Vil han tage sin straf og blive tilgivet?

Afstanden til Bruno får os til at reflektere over de grundlæggende moralske spørgsmål, filmen rejser. Og samtidig har vi en følelse af at sidde med hans liv i vore hænder. For Guds blik er ikke køligt, det er varmt og medlidende, det vil det bedste for menneskene.

Det egentlige mirakel

Salig Kieslowski er ganske rigtig et forbillede og en inspirationskilde for Dardenne-brødrene, som også har rødder i dokumentarfilmen. Men hvor den polske instruktør ofte tyede til dybsindig dialog, brugte en filosofisk ramme som De Ti Bud og derfor fik et lidt alvorstungt image, opnår Barnet samme åndfulde kraft alene via sit ydre handlingsforløb og - ikke mindst - sine intense og sanselige billeder.

Og det er det egentlige mirakel. Filmmediets store handicap er, at kameraet registrerer alting på en banal måde, uden dybere betydning. Men hos Dardenne er billederne fulde af betydning, selv om alt umiddelbart virker tilfældigt. En trafikeret hovedvej, en knallert, der sidder fast, en ramponeret barnevogn, en ringende mobil- det er mentale billeder (og lyde), som siger mere end mange ord.

På samme måde 'spiller' de fremragende skuespillere ikke på traditionel vis, men udtrykker sig i kropssproget, så vi f.eks. oplever hovedkarakterens udvikling på et mere ubevidst plan.

Med sin kompromisløse minimalisme er Barnet en af årets mindste film, der meget vel kan gå hen og blive den største oplevelse.

Barnet. Instruktion og manuskript: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Belgisk (Grand Teatret, København, og Øst for Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her