Læsetid: 4 min.

Lille fisk foran stor domstol

Den internationale straffedomstol, ICC, indledte i forgårs sin første høring. Tre dommere skal afgøre, om anklageskriftet og tilhørende vidneudsagn er stærke nok til, at ICC kan indlede en retssag mod militslederen Thomas Lubanga
11. november 2006

Lubanga er tiltalt for at rekruttere, træne og anvende børn som soldater i det guld- og diamantrige nordøstlige Ituri-distrikt. Høringen vil byde på grusomme detaljer om mord, mareridt og terror i Den Demokratiske Republik Congo.

Baggrunden er Mobutu-æraens forsømmelser under hans regeringsperiode fra 1965 til 1997, hvor han lod statsapparatet forfalde, mens han koncentrerede sig om at suge penge ud af landets rige miner for at styrke sin egen magtposition. Han belønnede loyale politikere med retten til selv at røve og plyndre, uanset om de lod skoler, lande-veje og sygehuse forfalde. Provinsguvernører videre-delegerede denne plyndringsret til deres underordnede efter samme princip, og efterhånden var landet reelt opdelt af røverbaroner, der i statslig forklædning skaltede og valtede i provinser, distrikter og kommuner. På ethvert administrativt niveau sørgede disse lokale magthavere for at rage grundigt til sig ud fra den kloge betragtning, at festen næppe varede evigt. Ofte spillede Mobutu etniske grupper ud mod hinanden for at neutralisere dem og hindre, at de fandt sammen mod ham.

Ituri er et klassisk eksempel. Her lod han repræsentanter for et lille mindretal, hema-stammen, dirigere flertallet, der består af mange andre grupper, hvoraf den største er lendu-stammen. Lenduerne blev forarmede, og små etniske gnidninger voksede til dyb interessekonflikt.

Nabo- og stammestrid

Med samme del-og-hersk-politik destabiliserede han nabolandene Uganda, Rwanda og Angola ved at give husly til væbnede grupper, som fra congolesisk territorium angreb de tre lande. De invaderede derfor i samlet trop Congo og udskiftede Mobutu med deres håndgangne mand, Laurent Kabila. Da han ikke fulgte deres ordrer, invaderede Rwanda og Uganda i 1998 endnu engang Congo. En lang krig fulgte - og da brød al orden sammen i Ituri.

Lenduer, der jublende havde bakket op om at jage Mobutu og hans hema-lakajer på porten, havde nu plud-selig besættelsesmagten Uganda som fjende. Ugandiske soldater støttede sig til den gamle hema-elite for at tømme områdets rige guldminer og tvang lokale indbyggere til at arbejde i minerne under umenneskelige forhold. Dødeligheden steg dramatisk i lokalbefolkningen som følge af fattigdom og manglende sundhedsvæsen.

Efter international kritik af plyndringen af Congo og under voldsomt pres fra donorer, også Danmark, fandt Uganda det klogest at trække sin hær ud; de efterlod minerne og magten i deres lokale marionetters hænder. Men i mellemtiden var Uganda og Rwanda kommet op at toppes om Congo; de udkæmpede flere blodige slag, hvorefter de fandt det mere passende at overlade kampene til deres lokale marionetter. En af disse var den unge hema Thomas Lubanga. Som alle andre krigsherrer brugte han børnesoldater og lokkede unge mænd med gevinsterne fra plyndring. Afhængig af etniske forhold søgte hema og lenduer sammen for beskyttelse, hvorefter volden fik den etniske dimension, der fik vestlige medier til at beskrive grusomhederne som 'stammekrig'.

Uanset de svulstige navne, banditterne gav deres 'organi-sation' - Lubanga er 'præsident' for Union des Patriotes Congolais, angiveligvis en sammenslutning af landets patrioter - hærgede, plyndrede og massakrerede de alle lige forfærdende: Da Lubangas mænd i 2002 erobrede den rige Mongbwalu-guldmine, myrdede og voldtog de alle de lenduer, de kunne finde. Titusinder flygtede, mange blev fanget ved vejspærringer og aflivet. Året efter angreb en lendu-domineret milits - og myrdede alle ikke-lenduer under påstanden om, at disse havde hjulpet 'Lubangas hemaer'.

De store fisk går fri

Endnu et rædselsår senere var landet imidlertid på vej mod fred og demokratiske valg. Lubanga trak i et jakkesæt og meddelte, at han nu var civil politiker. Som del af de utallige studehandler, der blev indgået for at få krigs-herrerne ud af regnskoven, flyttede han ind på Hotel Intercontinental i hovedstaden Kinshasa, hvor han paraderede som en respektabel borger. Men da folk fra hans organisation i februar 2004 myrdede ni FN-soldater, blev han arresteret. Derfor var han lige til at hente fra brummen, da den nyoprettede internationale straffe-domstol besluttede at indlede arbejdet med at retsforfølge nogle af bødlerne fra Congo. Menneskerettigheds-organisationer kritiserer, at han kun sigtes for børne-soldaterne, han har snesevis af andre, forfærdelige forbrydelser på samvittigheden. Et udpluk kan f.eks. studeres på Human Rights Watch's www.hrw.org. Men anklagerne siger, at de var nødt til at forberede sagen så hurtigt, at de nøjedes med dette.

Lubangas forsvarer klager over, at han har for få medhjælpere til at kontrollerede og gennemgå anklagernes 7.500 sider med detaljer og vidneudsagn. Som det fremgår, er Lubanga en af de små, men grusomme fisk - de store går stadig fri, enten fordi de er præsidenter eller så velbevæb-nede, at de med freden som gidsel har kunnet deltage i Congos præsidentvalg, som var de pæne mennesker.

Høringen afsluttes d. 28. november, hvorefter dommerne har 60 dage til at beslutte, om domstolens første egentlige retssag kan indledes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu