For nylig fik jeg en ide til en børnebog. Den skulle handle om en mus. Alle børn er fascinerede af mus, disse ubegribelige størrelser, der er mindre end os, og som futter rundt mellem benene på os, uden at vi ser dem, og så - pludselig - i et glimt ser vi dem alligevel, før de forsvinder ind i et mystisk hul i panelet. Eller de har den frækhed at løbe tværs over køkkenbordet og traske i noget mel. Der bliver ikke noget brød ud af det mel, for mus er også ulækre, og bare tanken om deres små og eventuelt smittebærende fødder midt i et franskbrød. Adr!
"I en kælder sort som kul, allerdybest nede, var et prægtigt musehul - og en muserede," synger børnene stadig, for ifølge forfatterinden Naja Maria Aidt er de gode, gamle børnebøger gangbar mønt i dagens Danmark, herunder sangsamlingen De små synger.
Min engang unge mor gik altid i panik, når det var optræk til mus, og dem var der mange af ude på landet, selv om katten gjorde kål på en hel del. Hvis nogen råbte "mus!" sprang hun prompte op på en stol og skreg i vilden sky. Angsten forplantede sig som en grundangst, delvis uforklarlig, for musene havde aldrig en chance for at klare sig mod menneskene.
Vi satte fælder ud og - smack! - døde de. Faktisk var de jo aldeles ubeskyttede. Men så var der jo denne ubehagelige krible-krable-fornemmelse, som gjorde, at man ikke engang kunne vide sig sikker under egen dyne. Nogle mennesker har det ligeså med edderkopper.
Walt Disney indså klart musenes potentiale. I filmen Askepot gjorde Disney dem ligeledes ikke blot populære. Yndefylde, morsomme og tilmed lækre. Tim og Bom hed de - den tynde og den tykke. Med katten Lucifer som antagonist kunne ethvert barn identificere sig med de to små, glade mus, der planmæssigt måtte føle sig truede af kattens klør.
Da havde han allerede mange år forinden skabt Mickey Mouse, musen, der forsynedes med korte bukser og menneskelige træk. Straks en overmåde populær figur og i nogle lande stadig mere populær end selveste Anders And. Modsat den kluntede og altid uheldige and var Mickey den, der altid gjorde det rigtige, en voksen autoritet, den sundeste fornuft, en rigtig samfundsbevarer.
$SUBT_ON$To skoler
I 1970'erne, da børnelitteraturen udviklede sig til en sand krigszone, blev musene brugt som våben i den værdikamp, der p.t. har sit modstykke i Anders Fogh Rasmussen-regeringens kulturpolitik.
Krigszonen ytrede sig i to væsensforskellige udtryk, den ene, som man kan kalde Povl Kjøller-skolen, handlede om at indgive de små poder såkaldt bløde værdier på et mere realistisk grundlag end Disney, der blev anset for hovedfjenden med sine 'forløjede' figurer, der sås som led i imperialismen og amerikaniseringen af hele verden, intet mindre.
Over for dette stillede Povl Kjøller sig med sin guitar i øjenhøjde med feel good-sange som Jeg har en rokketand og Der er så fuld af sjov ude i en skov.
Endnu mere over for dette stillede makkerparret Hanne og Jannik Hastrup sig i direkte (venstreorienteret) konfrontation med Disney-imperiet. De opfandt Cirkeline-figuren, den lille, poetiske pige, der lod sig omgive af sjove mus som Ingolf og Frederik. Hastrup & Hastrup vendte geværløbet om og brugte musevåbnet i kampen om børnenes hoveder og bevidsthed. Cirkelines jættesucces kunne, understøttet af musene som våbendragere, bruges som udgangspunkt for samfundskritik, og det gik an, så længe det drejede sig om at være antiautoritær, men da musene blev sendt i felttog mod Spaniens Franco og Amerika som sådan, løb Cirkeline og musene panden mod en mur, der hed Erhard Jacobsen og Danmarks Radio, som fik stoppet en udsendelse.
$SUBT_ON$Mus og ost
Børnelitteratur var under lup og til hidsig debat - og ikke mindst big issue i Information. Debatten døde, om end noget uden tvivl blev hængende. Man kan f.eks. vælge at gøre en indvandrer, som har en grønthandel eller en kiosk, til en populær figur i en børnebog og derved skabe et modbillede til umenneskeliggørelsen af indvandrere. Men ellers gælder, at hvor hensigten bliver for tydelig, dør det litterære - som også det politiske debatteater havde sin tid. Yderligere forplumrede - eller nuancerede - blev vandene, da intelligentsiaen begyndte at dyrke Disney og Carl Barks med nostalgisk eller mytologisk indfaldsvinkel.
For måske var Disney ikke så udspekuleret, at han tænkte i imperialisme. Måske var han blot facineret af mus og ost. Osten, der har sine hemmelige huller, ligesom musene har. Mary Norton gik omvendt til værks, da hun skrev romanen Lånerne om nogle mennesker, der var lige så små som mus og boede under gulvet, hvorfra de stjal menneskenes genstande. Og - hov - der var jo også en musehovedperson i Tom og Jerry. John Steinbecks Mus og mænd derimod vil skuffe musefans.
$SUBT_ON$Den frigjorte mus
Min bog skulle handle om en mus og - for at være smart - ikke om en almindelig mus, men en computermus med egen måtte, der rev sig løs fra sin modercomputer, og med ledningen som hale drog ud i alverden.
Her skulle den møde en sok, som var flygtet fra et møntvaskeri. De to skulle - ligesom land- og bymusen i Pixibogen - slå pjalterne sammen og opleve alskens mærkværdigheder. Den frigjorte computermus og den ensomme sok.
Projektet er skrinlagt. Det blev for udspekuleret, tænkte jeg. Det gustne overlæg, som ødelægger enhver spontanitet, meldte sig på for tidligt et tidspunkt. Hertil kom, at den trådløse mus var i fuld gang med at erobre markedet.
