Læsetid: 2 min.

Den lille lummerrøde

Klassikerstatus blandt lommescrapbøger er indenfor rækkevidde for Christian Vinds 'Bøf er stegt'
26. august 2005

Hvad er en bog nu med kunst? Med jævne mellemrum dukker der udgivelser op, der udvider læserens horisont betragteligt. Alt fra grafiske pamfletter til almindelige mursten kan vække opmærksomhed, men de særlige aha-oplevelser er der til gengæld ofte langt imellem. Sådan nogle, hvor man indser at Dansk Folkepartis reklamekampagner ligner husstandsomdelte tilbudsaviser og er ment som sådan. Tidligere MF Jacob Haugaard sagde det i radioen forleden. Forbandt grimheden med Jylland med en vis stolt ironi. Stoltheden fordi han er jysk og dermed stærk i troen og sej. Ironien fordi han trods alt er entertainer. Ja dak. Vores øl. Vores æstetik.

Der er kommet en urdansk bog i dette regi. Billedkunstneren Christian Vind har med ironi, sarkasme og indfølt charme begivet sig ind i sin collageverden og lavet opfølgeren til hans mageløse debut Hvidpapirfeber. Han er en kunstner, der ligesom Matisse nyder at arbejde med saksen. Resultatet er ikke lutter smukke kulører, men sort/hvid verdensanskuelse og global internetsgalaktisk madness. Forbind fortidens eminente og begavede radiosatirer med nutidens kunstflyers og et nogenlunde dækkende portræt af Christian Vinds kunst popper op. Hvad har han gang i? Bøf er stegt hedder udgivelsen gudhjælpemig og således ryger læseren og billedopleveren lige lukt ind i førnævnte Dansk Folkeparti-æstetik skøjtende afsted på megaglittet papir så smukt, at klassikerstatus blandt lommescrapbøger er indenfor rækkevidde.

Bøf er stegt handler om al den eksformation, der ikke er plads til i samfundet. De billeder, der er sjove, som alle tager notits af, men som ingen gider samle op. Her er hele sider fra Google, hvor søgeresultatet efter "Jorn" afslører en stripper, et maleri og en sko. Sådan nogle småting som hurtigt er glemt i dagligdagen, men som virkelig lyser op. På skærmen - sålænge det varer hvis man ikke gribes af det og ryger ud ad tangenten. Det gør Christian Vind. Hans arbejde ligner en konstant afsporing. Her er ikke bare tale om nedslidte skinner. Her er tale om en surrealistisk rejse ind og ud af vores hverdag. En billedrejse og en ordrejse. Kort sagt et tidsbillede. Jeg kunne forestille mig, at den var god at have ved hånden siddende i et forsinket tidsrejsetog, hvor kunsten kunne få frit løb og tankerne kunne få afløb som aggressioner ved hver perron. Der bliver hældt sprudlende af.

$SUBT_ON$Nu med kunst

Det er en kaotisk samling udsat for bog, Christian Vind har begået. Den er organiseret, men voldsom i billedsprog og tekstophobning. Lyder det indforstået? Det er det også. Altså det der står i bogen. Hvor Hvidpapirfeber som titlen antyder havde en febervildelse og æstetiske syner som drivkraft har Bøf er stegt meningerne og den politiske vrede. Hitlister, Clinch og sindsforstyrredes notater. Blot er det spørgsmålet om disse fund er interessante nok i den kakofoniske form de er afleveret i. Tackler bog- og billedkunstneren Christian Vind Kunsten med Dansk Folkeparti og Google eller er der en bitter ironi rettet mod alt? Alt. Nu med kunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu