Læsetid: 5 min.

Lille Paradis

Vi har skabt et lille paradis med vogtere. Vi tror, at vi kan udrydde vore ‘fjender’ ved at gennemføre en politik, hvis højeste mål er ensretning, og som giver staten ubetinget ret til at kontrollere, aflytte og diskriminere
2. december 2006

Den marrokanskfødte Mohamed Choukris berømte novelle Lille Paradis er en fortælling om frihed set i forhold til begreber som autoritet og censur. Historien beretter om en ung mand, som bliver udvist af Paradis, fordi han føler sorg, længsel og tvivl. Det er der ikke plads til i Paradis, fortæller Guds vogter, idet han udviser den ulykkelige mand. Den unge mand trygler om en ny chance, men vogteren viser ingen nåde, og udvisningen står ved magt.
Samtidig bliver en ung kvinde ligeledes bedt om at forlade Paradis. Kvinden beder om tilgivelse og spørger, hvori hendes forbrydelse består. Vogteren af Paradis svarer, at man har bemærket, at kvinden føler sorg, længsel og tvivl på trods af den uendelige mængde af mælk og honning, som flyder i paradisets haver. Samt at hun ikke har fundet sammen med de andre beboere af Paradisets have.
Ved Paradisets port får den unge mand og kvinde øje på hinanden, og al den tvivl, sorg og længsel, som de har følt, ophører med at eksistere. Den unge mand omslutter kvinden, der i det samme kommer i tanke om, at de er blevet udvist. Hendes øjne bliver atter mørke, og tårer falder fra hendes øjne. Men den unge mand tager hendes hånd og siger roligt: Vær ikke ulykkelig. Jeg finder et nyt paradis til dig uden nogen Gud og uden nogen vogter.
Pointen er netop, at Gud er barmhjertig, og Lille Paradis er blot en tom skygge af det virkelige paradis, som er kendetegnet ved Guds uendelige nåde og evne til at rumme mennesket i al dets mangfoldighed og i al dets fejlbarlighed.

Verden er et lotteri

Mohamed Choukris Lille Paradis deler mange lighedstræk med den moderne verden. Formynderiet, censuren og mistilliden er overalt. Vi møder hinanden med en gennemgående mistillid. Mennesker kontrollerer mennesker. Den lille autoritet vokser sig større og forplanter sig i hver menigmand og -kvinde.
Når vi krydser grænser, står vi i kø som dyr og venter på det omfattende chek in. Uden at tænke videre over hvor absurd det i grunden er, at vi er nået til et punkt, hvor vi spejder efter potentielle fjender iblandt de hvide får og forventer det værste af vore medmennesker.
Vi har skabt et lille paradis med vogtere. Vi tror, at vi kan udrydde vore ‘fjender’ ved at gennemføre en politik, hvis højeste mål er ensretning, og som giver staten ubetinget ret til at kontrollere, aflytte, diskriminere og i værste fald i visse tilfælde myrde dets borgere, hvis mistanken om potentiel terror bakkes op af tilstrækkelig stor bevisbyrde og af andre freds- og demokratisøgende stater.
De, som sidder på vidensproduktionen, historieskrivningen og dermed magten, er med til at determinere, hvem der er terrorister, og hvem der er ofre. Hvis man har syriske stempler i sit pas, er af hankøn med mørke øjne og mørk hud og ejer et fremmedklingende navn, kan man regne med en særlig intens behandling i de moderne lufthavne, der fører til paradisets haver.
Den moderne verden er et lotteri. Det er kun et spørgsmål om held eller uheld, hvor man fødes. Er man den heldige vinder af retten til at føre pennen og dermed kunne bestemme, hvem der er gode, og hvem der er onde. Eller er man uheldig og fødes til indespærring, til at stå i kø som slaver, der venter på tilladelse til at krydse de menneskeskabte grænser i ønsket om at komme på arbejde eller købe ind til den daglige madlavning. Eller til fattigdom og døden.

Selvopfyldende fortid

Nutidens forbrydere er med Albert Camus’ ord ikke værgeløse børn, der anråber om kærlighedens tilgivelse. De er tværtimod fuldvoksne, og deres alibi er urokkeligt; nemlig filosofien, som kan bruges til alt, endog til at forvandle mordere til dommere.
Således skriver min søster til mig i et brev fra en af verdens uløselige konflikter, Ramallah, hvor hun er bosat med sin mand:
“Jeg bor i Palæstina, i hjertet af en konflikt mellem konkurrerende narrativer om hvad der sker on the ground, og hvad der skete i 1948. Det er en daglig følelsesmæssig byrde (lille for mig, men dog en byrde, stor for alle palæstinensere) at leve i en virkelighed, hvor det, der faktisk skete og sker, det vil sige etnisk udrensning og besættelse, bliver undertrykt, bortvisket, omskrevet, overskrevet af en anden, stærkere pen. Dette er en af de faktorer, der gør en diskussion om skrivning af historie særlig ømtålelig for mig på dette tidspunkt i mit liv. Lige såvel som man kan skrive sig til en selvopfyldende profeti, kan man også skrive sig til selvopfyldende fortid.”

Vrede går i arv

Verden er fyldt med små paradiser, og disse er fulde af små oprørere, der vokser sig større dag for dag i drømmen om at vende alt på hovedet eller stikke af fra Gud, Farao og vogterne af Paradis. En af disse oprørere er Hany Abu-Assad.
Hans seneste film Paradis Nu blev nomineret til en Oscar for bedste ikke-amerikanske film og vandt Golden Globe Award samt Amnesty International Film Award.
32.000 israelere protesterede imod filmen, som handler om to barndomsvenner på selvmordsaktion i Tel Aviv.
Jeg kunne godt blive en af dem, fortæller Hany Abu- Assad i et interview. Assad voksede op i Nazareth, men flyttede til Holland som 19-årig. 25 år senere vendte han tilbage til et folk, hvoraf mange lever under fattigdomsgrænsen, for at søge at forstå en befolkning, der lever midt i en krigszone og under permanent besættelse.
Assad ville se, om han kunne blive en af dem, der ender med at begå selvmord. Han ville se, hvad det gør ved folk at leve i permanent undertrykkelse, som folk på Vestbredden gør.
Når folk har været besat i 60 år, skabes vrede, som går i arv. Assad siger, at hvis man ønsker, at folk skal lytte, skal man hviske. Netop ved at prædike en apolitisk dagsorden, formår han at skildre et dybt politisk tema om besættelse og afmagt på en afbalanceret måde.
Assad peger i filmen på arbejdet for menneskerettigheder som det i længden eneste alternativ.
Lille Paradis og Paradis Nu, handler begge om frihed i forhold til formynderi, kontrol og censur. Tydeligt bliver det, at et menneskes idé om paradis er et andet menneskes fængsel. Således er vi mennesker stadig langt fra at skabe paradis på jord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her