Læsetid: 6 min.

En lille prut på den store himmel

I 'Smiling in a Warzone' flyver Simone Aaberg Kærn fra København til Kabul. Det handler om frihed og drømme, men også om at få lov at diskutere med 'US fucking Air Force'
8. september 2006

"Hvorfor vender hun ikke bare om nu?" tager man sig selv i at tænke flere gange, når man ser Simone Aaberg Kærn og Magnus Bejmars dokumentarfilm Smiling in a Warzone. Filmen følger, hvordan piloten og kunstneren Simone Aaberg Kærn en dag læser en artikel, hvor en 16-årig pige i Kabul afslører sin drøm om at blive jagerpilot. Kærn bestemmer sig for at hjælpe hende med at komme i luften og begiver sig i et gammelt en-motors propelfly af sted på de 6.000 km fra København til Kabul. Uden nødvendige tilladelser til at flyve ind i bl.a. amerikansk kontrolleret luftrum og uden at vide, om hendes lille maskine er i stand til at klare turen over nogle nervepirrende bjerge undervejs.

Filmisk docutale

Det virker som et dumdristigt projekt, men turen er spændende at være med på og rejser en række store spørgsmål. Hvem bestemmer over himlen? Hvorfor er det så fascinerende at flyve? Hvordan reagerer autoriteter, når en entusiastisk kvindelig pilot pludselig er på deres landingsbane med et stort smil og en smittende drøm? Luftrummet handler ikke kun om romantisk længsel efter at flyve, men er også en arena for storpolitik og magtkampe.

Simone Aaberg Kærn har længe arbejdet med flyvning i sin kunst. Hun tog flycertifikat i 1996 og er kendt for portrætserien Sisters in the Sky af kvindelige, amerikanske kamppiloter fra Anden Verdenskrig. Sisters in the Sky blev også en tv-serie, og den gav lyst til at arbejde mere med levende billeder. Sammen med sin svenske kæreste Magnus Bejmar, som er medinstruktør af filmen, fortæller hun på en vennetrafikeret café på Christianshavn, hvorfor lysten til at lave film pludselig meldte sig.

"Magnus har tidligere arbejdet med kunst på tv-platformen. Vi var begge interesserede i, hvad man kunne bruge den til, men følte hurtigt, at vi havde gjort os færdige med tv. Som kunstner er det sjovt at arbejde med et større publikum på en tv-platform, men tv er også et meget hurtigt zappemedium. Kunsthallens ramme er bedre, fordi man har publikum i længere tid. Til en kunstudstilling vil folk have noget med hjem. De giver sig tid foran et værk. Ved at lave film har man den direkte kommunikation og mulighed for at ramme mange, men man har samtidig kunsthallens form for koncentration i biografsalen."

Da Kærn læste om Farial med de flyvske drømme, bestemte hun sig for at lave et performance projekt med at flyve ned til hende. Det var oplagt at lave en film om det, og dermed kom Magnus med om bord. Spørgsmålet var så, hvordan man bedst filmede performancefiguren Simones rejse. Ambitionen blev at lave en docutale - en documentary fairytale.

"Jeg er interesseret i Simones kunst, fordi den har et narrativt islæt," fortæller Magnus Bejmar. "Jeg vil fortælle historier. Sande historier. På en måde, så de rammer dig i maven og sjælen. Med den her film bestemte vi os for at lave et eventyr med dokumentarisk materiale. Der er ikke noget fake i filmen. Vi filmer det, der sker, og ud fra det fortæller vi en historie. Men historien skal have drive og punch som i et godt eventyr."

Riefenstahl møder Chaplin

Tanken var at behandle materialet som en spillefilm. Efter Kærns mening har for mange dokumentarfilm de senere år på problematisk vis satset på et stærkt dokumentarpræg for at signalere ægthed.

"Filmene vil skabe en fornemmelse af, at de er retfærdige eller rigtige, som jeg alligevel ikke tror på. Vi bestemte os for at lave en film, der gik den anden vej. Vi ville lave en film med dokumentar-materiale, men behandle det som en spillefilm for at få det til at være mere ærligt. For vi laver jo alle sammen selvportrætter, når vi laver kunst. Man kan påstå, at det er mere eller mindre almengyldigt og sandt, men alt bliver jo altid set igennem den optik, man har valgt at sætte på sin historie."

Smiling in a Warzone er således ikke bange for violiner og det, instruktørerne skælmsk kalder mislykket filmmusik fra 40'erne. Spillefilmklippere har været med til at få de 200 timers råmateriale ned til halvanden time ud fra devisen, at filmen skulle være 'Leni Riefenstahl møder Charlie Chaplin'. Som Magnus Bejmar siger, var det vigtigt med humor, mens man tog fat i større magtstrukturer og frihedsopfattelser.

"Kunstprojektet handler dybest set om frihed. Tag din frihed. Hvad findes der for rammer? Test dem! Det er helt vildt stort, men samtidig er det helt vildt latterligt at flyve i sådan en papirflyver. Det er enormt opspændt, og du er nødt til at kunne grine af dig selv, så det ikke bliver patetisk."

Brugen af fiktive virkemidler handlede også om at gøre filmen bred. For Kærn lå en af projektets store udfordringer i at gøre det, hun beskriver som en mikro-global, hardcore performance, interessant for mange.

"Der er to muligheder, når man laver kunst. Man kan gøre det hermetisk, eller man kan gøre det tilgængeligt. Det sidste er en mediestrategi for mig. Kan jeg lave noget, som er en snæver kunstnerisk diskussion på en måde, så det bliver vedkommende både for en 13-årig og for en kunstteoretiker eller en svensk feminist?"

"Spørgsmålet om luftherredømmet har interesseret mig længe, og jeg ville gerne lave en performance, som ikke bare var for de andre i kældergalleriet. Jeg vil gerne diskutere, hvordan vi regulerer luften, og så vil jeg gøre det med US fucking Airforce. Derfor tager jeg hen og diskuterer det i deres krigszone. Der kommer pludselig en lille prut hele vejen igennem systemet, man er nødt til at forholde sig til."

Mod på risiko

US Airforce er ikke interesseret i dialog, da Kærn vil til Kabul, og hun ender med at flyve uden tilladelse. Hun leger på spændende vis med heltemyter og udfordrer som inspiration for piger som Farial traditionelle kvinderoller, men gør det ved at sætte livet på spil.

"Jeg tror, risikoen er vigtig. Måske især som kvinde," forklarer hun nøgternt, når talen falder på farerne. "Jeg har opdaget, at hvis jeg laver en flyvemæssig bedrift, så har de andre nemmere ved at acceptere mig. I flyvemiljøet ved folk godt, hvad der er svært. De ved, at det er svært at få tilladelserne og at komme over bjergpasset. Jeg regnede med, at præstationen ville være et bravurnummer, som ville virke over for det amerikanske militær. Jeg troede, at de ville sige ja til at lade os flyve ind, for ved at sige nej kom de egentlig til at sige nej til det, de dør for. Det, de går i krig for. Vi ville jo ikke stå ved grænsen og sige: Øvbøv, amerikanerne er dumme. Vi ville jo komme med noget, som står i deres Uafhængighedserklæring med vores pursuit of happiness. Men de sagde nej."

Projektet har mødt mange afslag fra første færd, ikke mindst i finansieringen. Filmen fik i første omgang hverken penge fra det danske eller svenske filminstitut. Som Magnus Bejmar konstaterer har filmverdenen en indgroet skepsis over for folk uden lang erfaring, og han beskriver støttestrukturen som bange.

"Men efter vi har lavet filmen, har flere sagt, at de burde have haft mere mod og troet på projektet," supplerer Simone Aaberg Kærn. "Det er jeg glad for, for det er vigtigt med mod til at løbe en risiko i den struktur, der skal skabe en platform, hvor kunstnere kan føle sig trygge til at lave livsfarlige projekter. Jeg mener ikke, at man behøver gå ind i et minefelt. Men jeg mener, at hver gang du skaber noget, skal du gøre det med livet som indsats, hvis det skal være troværdigt. Man skal turde slå en prut på scenen i Tivolis koncertsal foran den gamle dronning, som min violinlærer en gang sagde, ellers er det fuldstændig lige meget."

n'Smiling in a Warzone' har premiere på fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu