Læsetid: 3 min.

Et lille skridt i Kashmir

6. juli 1999

"Hvis mujahedinerne eller frihedskæmperne, som vi kalder dem, skal overtales til at trække sig tilbage, så vil de selvfølgelig gøre det, hvis verden viser opmærksomhed over for deres bekymringer og ret til selvbestemmelse."
Pakistans udenrigsminister, Sartaj Aziz til BBC World Television

MÅSKE BLIVER der snart sat punktum for de værste og blodigste kampe i Himalaya-provinsen Kashmir i flere år. Det kan blive resultatet af, at Pakistans premierminister, Nawaz Sharif, i søndags mødtes med USA's præsident, Bill Clinton. De to ledere kom efter mødet med en fælles udtalelse, hvori der står, at "præsidenten og premierministeren enedes om at tage konkrete initiativer til at genoprette våbenhvilelinien". Oversat fra diplomatsprog betyder det, at Pakistan vil trække sine egne soldater hjem fra den indiske del af Kashmir og søge at overtale de muslimske oprørere i provinsen til at standse deres aktion i Kargil-området. Denne hensigtserklæring er dog ikke nok for inderne, som i går meddelte, at man ufortrødent fortsætter sine angreb, indtil alle oprørere er ude.
Pakistan har hele tiden holdt på, at landet kun støtter oprørerne moralsk, men den udlægning har de færreste troet på. Derfor er signalet fra mødet i Washington D.C. betydningsfuldt, og det kan igen sætte gang i den fredsproces mellem Indien og Pakistan, der blev lagt op til, da de to landes ledere i februar i Lahore holdt et historisk møde og erklærede vilje til samarbejde også om Kashmir-konflikten.

Konflikten i Kashmir har ulmet og til tider blusset op lige siden, de to lande opnåede deres uafhængighed i 1947. To ud af tre krige mellem de to lande skyldes Kashmir. I 1972 indgik parterne den såkaldte Simla-aftale, som fastlagde våbenhvilelinien og delte Kashmir med ca. to tredjedele til Indien og en tredjedel til Pakistan. Siden har der løbende været træfninger på våbenhvilelinien. Men i april i år krydsede ekstraordinært mange mujahedinere (hellige krigere) og pakistanske soldater våbenhvilelinien og satte sig på strategiske stillinger i bjergene ved Kargil på den indiske side. Herfra kunne de bombe hovedvejen 1-A, som er den vigtigste forsyningsvej for de indiske tropper i Kashmir.
Årsagen til den ekstraordinære store offensiv i år er ifølge vestlige militæranalytikere, at det magtfulde militærapparat i Pakistan ønskede at øge selvtilliden og vise dets magt, efter at inderne i 1984 erobrede Siachen-gletscheren i Kashmir og dermed ydmygede Pakistan.
Men det er ikke hele forklaringen. Der er ingen tvivl om, at Sharif har ønsket at øge bevidstheden blandt verdens regeringer om, at der er en uløst knude i Kashmir, der involverer to atomvåbenmagter direkte og en tredje atomvåbenmagt (Kina) indirekte. Pakistan ønsker velvidende, at det muslimske befolkningsflertal i delstaten sandsynligvis helst vil tilhøre Pakistan, nye forhandlinger om Kashmirs fremtid. Det ser nu ud til, at man med offensiven er nået et stykke ad den vej. I hvert fald fremgår det af søndagens erklæring, at det nu ligger Clinton "personligt" på sinde, at der kommer gang i de bilaterale forhandlinger mellem Indien og Pakistan.

I GÅR kom rygmarvsreaktionen så fra overgangsregeringen i New Delhi, som om processen sat i gang i Lahore i februar i en udtalelse skriver: "I denne proces er der ingen plads til indblanding fra nogen tredje part". Underforstået at amerikanerne og andre skal holde sig væk fra Kashmir-spørgsmålet. Men da Sharif har fået Clintons ord for, at han personligt vil arbejde for en løsning på konflikten, kan inderne på længere sigt blive presset til forhandlingsbordet. Realistisk set vil bilaterale forhandlinger føre til, at man endnu en gang enes om at respektere våbenhvilelinien. En folkeafstemning i Kashmir om provinsens tilhørsforhold eller uafhængighed kommer der næppe ud af initiativet fra Islamabad. Det vil være døden for enhver indisk regering at give pakistanerne den fjer i hatten. Og de magtfulde lande i NATO eller Kina vil kun arbejde på de diplomatiske frontlinier. Dermed kommer FN heller ikke for alvor på banen, så der kan blive sat en stopper for mere end 50 års myrderier og uro, der har kostet titusindvis af menneskeliv. Kashmir vil sandsynligvis fortsat være en lavintensitets-konflikt.
Men er det da helt forgæves, at 265 indiske soldater og 486 pakistanske ifølge Reuters er blevet dræbt, siden konflikten blussede op i april? Svaret må blive 'forhåbentlig ikke'. Hvis kampene fører til en genåbning af forhandlingerne om Kashmirs fremtid, og flere regulære kontakter mellem de regionale storaktører (Pakistan, Indien og Kina), så er der i det mindste en mening i, at unge mænd med de to landes formuleringer "har lidt martyrdøden". Det, der i april så ud til at være to skridt tilbage for en løsning af den gamle Kashmir-konflikt, kan blive et skridt frem.hai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her