Læsetid: 6 min.

Lille Søren kerer sig ikke om jura

I dag førstebehandles i Folketinget et lovforslag om forældreansvar, der kan lyde som sød musik, men politikerne m/k har i ligestillingens navn ladet sig forføre af den fristende parole om, at et barn har ret til både en far og en mor. Omsorg, ikke rettigheder, er, hvad et barn har brug for
20. februar 2007

Onsdag den 31. januar blev der fremsat et nyt lovforslag om forældreansvar i forbindelse med skilsmisse. Forslaget bygger på Betænkning 1475 fra maj 2006 og på Politisk aftale om forslag til lov om forældreansvar indgået mellem alle Folketingets partier den 5. december. Hensigten er at justere reglerne om forældremyndighed og samvær, og forslaget bærer overskriften 'Barnets perspektiv'.

Intentionerne kan ingen sætte en finger på: 'Forældreansvar' og 'barnets perspektiv' må klinge som sød musik i alles ører. 'Godt nyt til skilsmissebørn' lød det da også fra en enig presse den 5. december. Jeg var så naiv at tro, at folketingspolitikerne havde læst på lektien og på den baggrund erkendt, at gældende lov om samværstvang skulle omgøres. Men nej: Plus-ordene 'forældreansvar' og 'barnets perspektiv' har vist sig at dække over velkendt rettigheds- og ligestillings-retorik, der vil få katastrofale konsekvenser for de udsatte børn, som lovforslaget ellers hævder at ville hjælpe. Her følger argumentationen:

Der er tre og ikke to parter i en skilsmisse: Far, mor og børn. Da det er børnene, som er den ubetinget svageste part i trekanten, skal børneperspektivet altid træde forud for rettigheds- og ligestillingsperspektivet i de situationer, hvor de to perspektiver måtte komme i uløselig konflikt med hinanden. Heldigvis er den uløselige konflikt relativt sjælden, men skulle den opstå, er det selvfølgelig børnene, der skal beskyttes - ikke mors eller fars rettigheder.

Som udgangspunkt har alle erklæret sig enige i synspunktet, at et barn har ret til en far og en mor. Denne smukke forestilling holder bare ikke altid i virkelighedens verden med mødre og fædre, der for en dels vedkommende ikke evner at optræde modent og ansvarligt. Hvis indfaldsvinklen 'barnets perspektiv' skal fastholdes, er der derfor to nøglespørgsmål, som trænger sig på: 1. Er det vigtigste for et barn, at det efter en skilsmisse kan se og kender både sin genetiske mor og sin genetiske far, uanset at,, samværet med den forælder, barnet ikke bor sammen med, giver anledning til konflikter i barnets tilværelse? 2. Er det vigtigste for et barn, at det bor sammen med mindst én omsorgsperson, der kan sikre barnet ro, tryghed og gode udviklingsmuligheder? Også selv om trygheden etableres på bekostning af samværsforælderens interesser og smerte i form af adskillelse?

På et sølvfad

Set i en historisk kontekst har fælles forældremyndighed først og fremmest skullet tilgodese et rettighedsprincip (kontakt til to genetiske forældre), men rettigheder kan ikke sættes på fællesnævner med 'barnets bedste'. Lille Søren kerer sig ikke om jura, og han er ligeglad med, om det er mor eller far eller faster, der bestemmer, hvor han skal bo, gå i vuggestue, børnehave og skole mv. Altså hvis Søren har det godt og trygt med sine daglige omsorgsgivere. Politikerne m/k har imidlertid ladet sig forføre af den fristende parole om, at et barn har ret til både en far og en mor. Sloganet er blevet serveret på et sølvfad af Foreningen Far, og ved ureflekteret at tage trylleformularen til sig, demonstrerer politikerne, at de har meget lidt føling med effekten af deres beslutninger på gulvet.

Det nye lovforslag lægger op til, at en dommer kan idømme stridende skilsmisse-forældre fælles forældremyndighed. Dermed regner man med, at far og mor kan tvinges til at samarbejde, for i dag får moderen i tre ud af fire tilfælde tilkendt forældremyndigheden. Så får hun magten(?) over børnene og kan tilsidesætte faderen. Derfor(!) skal fædrene stilles bedre. Fordi de bliver diskriminerede.

Med ordet diskrimination lægges op til det ligestillings- og rettighedsperspektiv, som fortrænger børneperspektivet. Det sker via en manipulation med ligestillingsbegrebet, som oprindeligt blev dannet i forhold til og fortsat har sin berettigelse på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren og i det politiske liv (ligeløn, valgret, lige vilkår for kvindelig og mandlig arbejdskraft etc.). Men der må sondres mellem ligestilling og misforstået ligemageri og ensliggørelse. På det kropslige og reproduktive område er ligestilling af de to køn en (bio)logisk umulighed.

Fred som i Nordirland

Da børneperspektivet hævdes at skulle have forrang for ligestillingsperspektivet, skal fædres retsstilling ikke styrkes på børns bekostning. Hvis intentionen er at etablere et forældresamarbejde efter samlivets ophør, så hedder midlet heller ikke idømt fælles forældremyndighed. At tvinge mennesker, som ikke lever sammen, til at deles om forældremyndigheden imod den enes vilje, vil ikke lægge låg på konflikterne. Det viser såvel litteraturen som erfaringerne. Det er værd at huske på, at domstolene alene bliver involveret i yderste nødstilfælde, dér hvor konfliktniveauet er oppe i det røde felt. På den baggrund svarer et diktat om samarbejde om, hvor barnet skal bo (lad os sige mor bor i Ishøj og far i Allerød), eller hvor barnet skal gå i skole (Ishøj, Allerød eller måske Lyngby?) i princippet til at dekretere fred i Nordirland og så regne med, at freden indfinder sig. Men hvis ansvarlighed og samarbejde kunne dikteres pr. lov, ville der ikke være et eneste omsorgssvigtet barn i dette land. Endsige en borgerkrig i verden.

Lovforslaget er ved at sprænges af uhensigtsmæssigt konfliktpotentiale. Her kommer et udsnit:

Ugifte mænd vil få ret til forældremyndighed og samvær med et barn uanset relationen til moderen, f.eks. elsker til gift kvinde, kursus-flirt, julefrokost-date. Et one-night stand kan i årevis tvinge moderen til at samarbejde med en mand, hun ikke kender. Der skal også være fælles forældremyndighed, selv om forældrene går fra hinanden før fødslen, måske forårsaget af farens vold imod den gravide kvinde?

På trods af partnervold og trusler vil samvær ofte kunne finde sted, hvis dommeren finder, at barnet ikke personligt er i fare. Ammebørn kan udleveres til samvær.

Det skal have betydning for afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde, og dermed sikre barnets samvær med den anden forælder. Hvor ressourcekrævende det kan være for en mor at blive tvunget til at samarbejde med en forbitret eller voldelig ex, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig.

Forældrene deler som udgangspunkt udgifterne til transporten af barnet til og fra et samvær. Konsekvens: Loven vil kunne slå bunden ud af økonomien hos den fattige, enlige mor.

Bopælsforælderen kan komme ud for, at hun /han ikke kan flytte et barn fra en skole, hvortil der er lang daglig transporttid, fordi den anden forælder nedlægger veto.

En dommer kan pålægge barnet at bo lige lang tid hos hver imod den enes vilje. Det vil betyde, at barnet ikke har et fast hjem. Rimer det på 'barnets perspektiv'?

'Samværschikane' skal straffes hårdere. Derved risikerer børnene at blive presset af sted til uønsket samvær. Rimer det på 'barnets perspektiv'?

Spørg krisecentrene

Forældreansvarslovens kerne er at sikre skilsmissebørns ret til at se begge forældre. Men sæt nu barnet overhovedet ikke ønsker eller har interesse i at se sin far eller mor? Dette børneaspekt kan ligestillings-filosofien ikke rumme, for selv overvåget samvær skal barnet udleveres til, så typisk far kan få opfyldt sine behov. Interessant nok går denne hensyntagen ikke den anden vej. Her lyder det: Der kommer ikke noget godt ud af at tvinge en forælder til at have samvær med sit barn, hvis der er stor modstand. Men åbenbart kommer der noget godt ud af at tvinge et barn.

Hvorfor det er så helt afgørende for børn at kunne blive fri for samvær, kan krisecentrene dokumentere massivt. Når kvinder flygter fra en voldelig mand og tager på krisecenter med børnene, kan hverken kvinder eller børn føle sig sikre. Faderen har nemlig ifølge loven ret til at få oplyst, hvor børnene er, når der foreligger fælles forældremyndighed. Denne juridiske konstruktion betyder, at de voldelige mænd får adgang til børnene, selv om de og moderen er flygtet til en anden del af landet.

Det nye lovforslag er et børnefjendsk tiltag i ligestillingens navn. Med fokus på mors og fars ret til et barn, der så vupti-vupti er blevet forvandlet til 'et barns ret til to forældre'. Men et barn kan ikke bruge abstrakte rettigheder til noget. Hvad lille Søren kan bruge er daglig omsorg, ro og tryghed - frem for at blive knust i samværsklemmen. Hvor svært kan det være-..

Lone Nørgaard er samfundsdebattør og forfatter

Kronikken onsdag: Kunsten her, der og alle vegne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak! Lone Nørgaard for at tale barnets sag. Og faktisk også evt. partnervoldsramtes sag.

For ja, den lov er lavet så den duer for "almindelige, sunde, fornuftige" mennesker, der evner dialog. Ikke forstilt dialog, men oprigtig dialog, hvor aftaler følgende også holdes.

Loven tager ikke hensyn til, at en del, måske størstedelen, af de sager der i statsforvaltningen bliver til "højkonfliktsager", reelt dækker over at den ene, evt. begge parter (de voksne) er krænkende el. voldelige ovf. den anden part.

Er der vold el. andre massive krænkelser inde i konflikt-billedet, kan man ikke forsvarligt bede ofret for volden, stille op til "dialog". Det er retraumatiserende, og altså ikke alene formålsløst men også direkte skadeligt - også for lille Søren, da han får en stærkt stresset forælder i hele den periode de såkaldte "dialoger" skal stå på.

Et perspektiv jeg ser i myndighedernes denne tilgang til at tvinge delte forældremyndigheder igennem, er:
At man fra statens side vil OPDRAGE forældre...
Man tror åbenbart, at ved at tvinge alle "uenige" i dialog, kan de "lære" at samarbejde, og respektere hinanden. - hvilken dokumentation, faglig altså, ligger til grund for den opfattelse!?

Og hvordan kan man forsvare, at det nye lovforslag ikke forholder sig til det krænkende i at myndighederne tvinger et tidl. (evt. fortsat) offer for en agressiv ex-partner igen og igen (endda på myndighedernes foranledning) skal konfronteres med en krænkende/ voldelig ekspartner i opslidende sager om barnet. ... til barnets bedste? Til bopælsforælderens bedste?

Mao. der er både en ikke-fagligt begrundet bedrevidenhed/ opdragelsestrang at se i det lovforslag, og en rystende mangel på omsorg for barnets tarv.

mvh, Nete Sølvssøe, tidl. næstformand for Netværk for Voldsramte Kvinder

Kære Lone Nørgaard

Når du engang ad åre måske får dit tåbelige synspunkt, set fra min side, om at forældre, der ingen forældreevne har, skal fratages retten til at blive forældre pga. dette eller hint, ja så kan du (og alle andre) jo glæde sig over, at netopde her voldelige fædre og mødre mv. ikke vil få børn - mere. Så er det kun staten,der bestemmer, hvem der får børn. Og så er din protest mod denne lov totalt væk, fordi så vil staten jo kun tillade de folk at blive forældre, som du har sagt godt for med dit tåbelige forslag, igen set fra mit synspunkt.

Så vil alle børn blive født i pæne middelklassefamilier, hvor mor går hjemme og passer børnene, mens far er på arbejde og tjener pengene. Og så har vvi fået hvad det som småborgerskabet altid har ønsket sig: en tilbagevenden til 1950ernes familiemønster...i hvert fald rent ideologisk...

/Karsten

Det der med barnets tarv er vrøvl.
Det er moderens tarv der her tages hensyn til. Barnets tarv kan KUN afgøres i hver enkelt situation, da familier er forskellige, børn, fædre og mødre er forskellige.
Moderen har langt den stærkeste sag som det er nu, og fy skamme om vi skulle have ligestilling og faktisk lade fædre tage det ansvar for børn som mange brokker sig over de ikke gør. Opdragelse, ja tak, af mødrenes magtmonopol.

Nete Sølvssøe, jeg har al respekt for at du kender til en side af den her sag som jeg har mindre forstand på. Jeg er ikke ude på at kaste kvinder og børn i armene på voldelige kærester og ægtefæller, og jeg er klar over at tallene er høje.
Men det må da for pokker kunne lade sig gøre at lave en lov der medtager disse betragtninger og ikke skærer alle fædre/mødre over en kam!
Hvis manden er voldelig vil han da ikke få samme mulighed for samvær som en kærlig far -eller er det mig der er blevet vildledt (for så ret mig endelig)? Det levner ikke nogen plads til forbedring, en mand vil blive evigt straffet selvom han ændrer sig.

Lone Nørgaard, jeg forstår det ikke, hvorfor skal faderen ikke have mulighed for at se sit barn selvom det var et engangsknald, hvorfor har han ikke lige så meget ret til at se sit barn som moderen, de har været to om at lave det! I forvejen står manden i en dårlig position fordi kvinden skal tage valget.
Her har barnet da ret til at have en far i sit liv, selvom moderen ikke bryder sig om det. Og du har ret, Søren kerer sig ikke om jura, men måske vil Søren blive meget glad for at have to forældre der elsker ham frem for en.

"Det skal have betydning for afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde, og dermed sikre barnets samvær med den anden forælder. Hvor ressourcekrævende det kan være for en mor at blive tvunget til at samarbejde med en forbitret eller voldelig ex, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig."

-Erstat ordet "mor" med "far"; voldelige, psykisk terroriserende og hævngerrige kvinder findes også, men hvor er mændenes sikkerhed i sådanne tilfælde?
Det er altså ikke uden grund at Foreningen Far eksisterer, der er problemer med ligestilling her.
Men en ting vil jeg give dig ret i, Lone Nørgaard, lovforslaget tjener ikke barnets tarv, men det gør din argumentation imod det heller ikke.

Tak Maiken.
Jeg blev noget harm over Lones argumentation, som virkede noget ensidig. Det var rart, at høre en mere nuanceret argumentation.
"Desværre" efterlod dit indlæg mig med meget mindre at sige. :-)

Lone; du er kvinde, og som kvinde er du disponeret for at blive moder. Som moder er sandsynligheden for (i tilfælde af brud med faderen) at få barnet 3/4. Det er ganske gode odds, og dette er muligvis derfor, du argumenterer som du gør. Du skriver bl.a.:

"Dermed regner man med, at far og mor kan tvinges til at samarbejde, for i dag får moderen i tre ud af fire tilfælde tilkendt forældremyndigheden. Så får hun magten(?) over børnene og kan tilsidesætte faderen. Derfor(!) skal fædrene stilles bedre. Fordi de bliver diskriminerede."

Hvorfor denne tegnsætning?! Det _er_ en reel magt, hun får. Det behøver intet spørgsmålstegn. Faderen _er_ stillet svagt.

Ligestilling handler om, at rettigheder stilles lige. Ikke kun løn. Desværre er der en tendens til at ligestilling kun drejer sig om kvinder, og I kvinder har været for dårlige til at afgive jeres "fordele".
Hvis det var faderen, som i 3/4 af tilfældene fik forældremyndigheden, så ville der lyde et ramaskrig og anklager om kønsdiskrimination. Men hvorfor så udråbstegnet?

Du snakker om barnets tarv, og jeg er enig - men med Maiken.
Barnets tarv er vigtigere end forældrenes, men ikke på bekostning af den ene forælder frem for den anden. Ikke på grund af kønnet ihvertfald. Heller ikke selvom det hele i din verden bliver lidt simplere.
Det er ikke i barnets interesse, at holde fast i et ulige magtforhold, og barnets tarv kan aldrig bruges som argumentation for at det ene køn af forældrene per definition skal stå stærkere.

Hvor mange følelser tør man investere i noget, som så let kan tages bort fra en? Er det i barnets interesse, at faderen følelsesmæssigt trækker sig af frygt for at miste?
Nu er det imidlertid sådan, at følelser for sit barn ikke er et valg, og at man uundgåeligt og ubetinget kommer til at elske det. Skulle kærligheden mellem forældrene forsvinde, så består begges forældres kærlighed til deres barn, altså alligevel. Prisen for et brud betales derfor primært af barn og fader. I hvertfald de følelsesmæssige. Moderen får til gengæld "status" af enlig mor, og hende er det jo synd for.

Lige et spørgsmål: Hvad vil du helst være: "Alenemor" eller "weekendmor"?
Et sprørgsmål til: Hvad vil du helst være: "Alenemor" eller "weekendmor underlagt faderens ubetingede vilje"?

Som fader kender man prisen og også sine odds. Men det gør moderen også! Hvor fysisk vold oftest begåes af mænd og er synlig (og tællelig), så er psykisk vold mere subtil, og "a woman scorn...", hvis du forstår, hvad jeg mener. Lad være med ensidigt at gøre kvinder til ofre. Lad venligst også dog være med i samme afsnit at dreje din argumentation fra "rettigheder ved one-night-stands" til "vold mod gravide"! Hvor er det typisk, at debatten om generelle forældrerettigheder drejes over i en debat om vold!

Et ulige retsforhold giver et ulige magtforhold (selvom magt helst ikke skulle være en del af en konfliktløsning), og dette kan misbruges af den med magten/retten. Den uden rettigheder kan kues med trusler om at miste sit barn. Dette både mens forholdet står på samt i tilfælde af et brud. Det ville være naturligt for den uden rettigheder at føle sig magtesløs, og for den magtesløse at føle sig frustreret og evt. forbitret.
Hvordan skulle et ulige magtforhold kunne gavne en moden og ansvarsfuld afvikling af et forhold? Hvordan skulle det i sidste ende gavne barnet?

Med vanlig hilsen Jakob

Jeg skriver ikke kære Lone og Nete, det vil være hyklerisk.

Jeg synes ikke i er kære, med så agressive og ensidige indlæg om barnets tarv.

Der er da ingen kompetente forældre, fædre som mødre, der ønsker at voldelige eller på anden måde skadelige mænd skal have adgang til, for barnet og moderen, skadelig adfærd. Og det samme gælder hvis vi, som forsloget af anden skribent, erstattet mor med far.

Og det er der jo taget højde for i lovens paragraf 11, kapitel 2, som siger:

"§ 11. Er forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om forældremyndigheden, afgør retten, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde."

Mon det er en bevidst udeladelse fra jer agressive kvinder!?

Mon ikke denne paragraf er medtaget netop på grund af de mænd i taler om. Derimod er der i loven intet der beskytter os mænd for voldelige, samarbejds- og samværschikanerende mædre, tværtimod, lægger loven op til at disse til stadig har myndighedernes opbakning i deres terror, til stor skadet for barnet tarv. Prøv at skriv lidt om det Lone Nørgård. Det ville klæde dig. Du kan jo tage udgangspunkt i lovens vejledning 9860 afsnit 13.1.2.2 af d. 6. september 2007 vedr. højt konfliktniveau, hvor et afsnit lyder:

"Om samarbejdschikane henvises til afsnit 11. Samarbejdschikane fra bopælsforælderens side i form af samværssabotage er beskrevet i afsnit 13.1.2.6.

Skyldsspørgsmålet har ikke betydning for vurderingen, og ofte vil det også være vanskeligt under sagsbehandlingen – endsige umuligt – at fastslå, hvem af forældrene, der bærer hovedansvaret for konflikten. Det afgørende for vurderingen er således, hvordan konflikten påvirker barnet og ikke, hvem denne skyldes."

Ser et sober indlæg om dette, vil måske kunne finde respekt fra min side Lon Nørgård.

Mick. A. Arnholtz
www.fribarnet.dk