Læsetid: 4 min.

Lille station med en stor kæft

Ny bog om al-Jazeera sætter medieudviklingen ind i en større mellemøstlig og global sammenhæng
25. juni 2005

Krige skaber medier. Dette er en gammel sandhed. Det klassiske eksempel er Time Magazine, der havde eksisteret længe før anden verdenskrig, men fik et løft ved sine reportager fra 40'ernes europæiske slagmarker og dermed fik krigen som fødselshjælper til sin verdensomspændende status. Et andet tilfælde, som allerede står på tærsklen til en ny tid, er CNN, der fik et gevaldigt løft da Peter Arnett sad som ene vesterlænding og rapporterede fra Bagdad under amerikanernes golfkrig mod Saddam Hussein i begyndelsen af 1991.

Peter Arnett er blot et af mange eksempler. Også under Vietnamkrigen var medierne med til at forme offentlighedens syn på krigen, men CNN var i stand til at bringe krigen ind i den globale dagligstue real time. Og denne udvikling tog skridtet fuldt ud, da der i slutningen af 90'erne dukkede endnu en medspiller op, som med samme globale vægt udefra set lancerede et syn fra den anden side af konfliktens brudlinjer. Det var al-Jazeera, der ikke helt tilfældigt og alligevel stridende imod umiddelbar logik voksede ud af Mellemøsten, og markant har bidraget til at krig nu også er blevet til mediekrig.

Den britiske journalist Hugh Miles har skrevet en vigtig bog om tv-stationen al- Jazeera, eller måske snarere om, hvordan al-Jazeera udtrykker en mellemøstlig udvikling, mange i vesten ikke har fuldt øje for i en sammenhæng, der i høj grad er formet af CNN.

Afghanistan og intifada

Det er spændende læsning at følge historien om hvordan den fremsynede emir Hamad bin Khalifa al Thani besluttede, at Qatars milliardindtægter fra naturgasudvinding ikke skulle bruges til at skabe et nyt arabisk finanscentrum som Dubai, Bahrain eller Abu Dhabi, men at emiratets hovedstad Doha skulle være centrum for videregående uddannelse, åbenhed og en ytringsfrihed, der efter regional målestok er ganske vidtfavnende. Og til dette hører naturligt nok en kritisk tv-station, der oprindeligt var tænkt i mere lokale baner, men hurtigt blev til den arabiske verdens CNN.

Al-Jazeera opstod på resterne af et lignende medieprojekt, der var blevet til i samarbejde mellem BBC og det saudiske kongehus, men kuldsejlede i 1997 på grund af redaktionelle uoverensstemmelser. Emiren gav fra første færd stationen stor redaktionel frihed, og fordi Mellemøsten jo netop i disse år har været arnested for en række store begivenheder af tilsvarende medieinteresse, var den hjemme næsten med det samme, fordi man samtidig kunne trække på et stort regionalt netværk og et lokalkendskab, de vestlige medier slet ikke kan hamle op med.

Næppe var man kommet i gang, før al-Jazeera som eneste udenlandske tv-station kunne sende fra Bagdad, da amerikanerne lancerede deres Operation Ørkenræv mod det irakiske styre, og sådan er det gået slag i slag.

Da amerikanerne bombede den afghanske hovedstad Kabul efter 11. september var al-Jazeera også inde i byen mens alle andre sad på sidelinjen i Pakistan, og under den palæstinensiske intifada har stationen gang på gang benyttet sit usædvanlige netværk til at få billederne frem før CNN, hvorved krigen også er blevet mediekrig.

Forbindelse til Bin Laden

Det er de færreste vesterlændinge, der med udbytte kan se al-Jazeera, for alt foregår på arabisk. Af dette er givetvis også opstået de ofte stereotype opfattelser af stationen, Hugh Miles ser det som sin opgave at få perspektiveret.

Han er arabist, født i Saudi-Arabien, uddannet i henholdsvis Libyen og Yemen, og virker i høj grad rustet til opgaven. Hans interesse for al- Jazeera tog form, da han i forbindelse med den amerikanske invasion af Irak i 2003 blev hyret af Sky News i London til at følge billedstrømmen på fire arabiske tv-stationer.

Som resultat begyndte han at rejse regionen tynd og har besøgt både korrespondenter og hovedkvarteret i Doha. Med dette som ballast har han grebet fat om den massive kritik, som konstant hagler ned over al-Jazeera, og han giver plausible forklaringer på den særlige forbindelse til Bin Laden, som mange amerikanere mener, stationen må have for at kunne være adresse for al-Qaedas båndede meddelelser til verden.

Hugh Miles' svar er at al-Jazeera ved kompromisløs vilje til at se tingene som de er, har skabt et forum for kontroversielle synspunkter. Dette giver plads til Bin Laden, men som Miles skriver, giver det også plads til den anden side ved at al-Jazeera, som den første arabiske station nogensinde, har ladet israelske ledere få ucensureret sendetid for deres synspunkter. Det giver også perspektiv at få at vide, at stationens korrespondent i Ramallah hyppigere er blevet chikaneret af den palæstinensiske sikkerhedstjeneste end af isralerne, og at kritikken mod arabiske regimer har ført til periodisk lukning af hovedparten af stationens kontorer i Mellemøsten. I så stort omfang at en arabisk kommentator spydigt bemærkede, at al-Jazeera er den eneste arabiske station uden kontor i den arabiske verden.

Netop fordi så relativt få i Vesten er i stand til at se den lille station med den store mund, som mange kalder al- Jazeera, er bogen et bekendt-skab værd. Den fortæller historien om et usædvanligt medieprojekt, som han sætter det ind en mellemøstlig brydningstid, hvor der bliver vendt op og ned på mangt og meget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu