Læsetid: 4 min.

Lillefar vender tilbage

7. marts 1997

EFTER OTTE MÅNEDERS nærmest totale fravær, en fem-dobbelt hjerte-bypass operation og en efterfølgende langvarig lungebetændelse, åben magtkamp i Kreml-inderkredsen, talrige forsøg fra oppositionen på at afsætte præsidenten eller begrænse hans magt, og en budgetkrise så stor som ingensinde før, trådte præsident Jeltsin i går atter ind på Kremls politiske scene.
Det gjorde han med brask og bram med en tale om den russiske føderations tilstand foran et til lejligheden høfligt klappende parlament.
I første omgang koncentreredes Kreml-spotternes interesse nu ikke om føderationens tilstand, men om præsidentens egen. Her - to uger før Jeltsin skal sige njet, njet og atter njet til NATO-udvidelse på topmødet med USA's præsident Clinton - var der opmuntrende observationer at gøre.
"Han så godt ud, stod fast på fødderne og talte med
en klar og selvbevidst stemme", rapporterer nyhedsbureauet Reuter.
Også indholdsmæssigt bar seancen præg af Jeltsins ønske om at markere, at præsidenten er back-in-charge i rollen som lillefar, folkets beskytter, i kamp mod korruption, kriminalitet, slendrian og - værst af alt -
uduelige ministre og regeringsembedsmænd.
"Nu kan det være nok. Tiden er inde til at genoprette ordenen, og jeg skal sørge for, at det sker", tordnede præsidenten, som herefter lovede, at de kriminelle og uduelige vil blive straffet: "Der er ingen urørlige!".

I DAGENE FØR åbningstalen måtte således flere fremtrædende politiske ledere, ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin inklusive, en tur over lillefars knæ til spanking for tingenes slette tilstand.
Forleden fortalte Jeltsin Tjernomyrdin - for rullende tv-kameraer - hvad præsidenten mente om regeringens håndtering af de store forsinkelser i udbetaling af pensioner og lønninger. En tirade, der afsluttedes med en opfordring til regeringschefen om at skille sig af med de ansvarlige.
I sidste uge var det forsvarsminister Igor Rodionov - en mand, der aldrig forsømmer nogen lejlighed til at advare om militærets snarlige sammenbrud - som fik besked om at "stoppe klynkeriet og begynde at arbejde". Tirsdag blev statsanklager Skuratov fyret efter
at have fået en offentlig præsidentiel reprimande for "ikke at gøre noget" ved de mange uopklarede mord.
De fleste russere elsker det muligvis. For andre er rollen som folkets mand imod regering og administration svær at tage alvorlig, al den stund Jeltsin er den siddende, demokratisk valgte præsident i verden, der har de suverænt største magtbeføjelser, bl.a. med ret til at regere pr. dekret helt uden om regeringen og parlamentet på så godt som alle områder.
Ikke desto mindre tyder alt på, at præsidenten også denne gang vil forsøge at overvinde Ruslands mange kriser ved at rotere rundt på taburetterne.
Finansminister Aleksandr Livsjits, første viceministerpræsidenterne Potanin og Iljusjin, vice-ministerpræsident Oleg Lobov og arbejds- og socialminister Gennadij Melikian, siges at stå for spark - kort sagt, de ministre, der har med økonomi at gøre.
Omvendt menes Jeltsins nuværende stabschef, Anatolij Tjubajs, at blive forfremmet til første viceministerpræsident med særligt ansvar for at bekæmpe den økonomiske kriminalitet. Det er kun godt et år siden, at Tjubajs røg ud af regeringen som syndebuk for omfattende folkelig utilfredshed med den privatiserings-kampagne, Tjubajs var fadder til og stod i spidsen for i fire år.
Således er der gang i Kremls karrusel. Hidtil uden større virkning på de problemer, der tårner sig op uden for de røde mure.

FOR MENS MAN kan glæde sig over den åbenbare bedring i præsidentens helbred, kan man ikke sige, at den russiske økonomi "ser godt ud og står fast på fødderne".
Den norske Ruslands-forsker Sven Gunnar Simonsen beskrev situationen malende i gårsdagens Information:
Halvdelen af den russiske økonomi er i hænderne på kriminelle. Kriminaliseringen trækker værdier ud af virksomheder, der kunne have været lønsomme, og holder kapitalen borte fra langsigtede investeringer. Kun 17 pct. af firmaerne betaler skat, som de skal, resten betaler slet ikke eller kun delvist. En femtedel af den olie, der bliver produceret, og en tredjedel af de udvundne metaller, fragtes ud af Rusland som smuglergods. Et cetera.
Oplysningerne er baseret på skøn, naturligvis, og kan være værre eller bedre. Men at kriminaliseringen af det russiske samfund er et hovedproblem, er der ingen tvivl om.
Den omfattende skatteunddragelse fører til andre problemer: bl.a. at administrationen ikke har penge til at betale lønninger eller pensioner. Det har ført til talrige protestaktioner over hele Rusland. I byen Tula, f.eks., sultestrejker pensionerede arbejdere, der satte deres liv på spil for at rydde op efter Tjernobyl-katastrofen, fordi de ikke længere får udbetalt pension. Blot for at nævne et blandt talrige eksempler. Og oppositionen har udråbt d. 27 marts til Store Protestdag, hvor virksomheder over hele Rusland bliver sat i stå i protest mod manglende lønninger.
Den udskældte finansminister Livsjits har faktisk fremlagt forslag til en reformering af Ruslands meget indviklede skattelovgivning, med et ekstra provenu for staten på 180 mia. kr. om året, men reformen er stødt på hård modstand i både administration og parlament. Blot endnu et eksempel på, at forretnings- og særinteresser forlængst har afløst ideologi som skillelinje i den russiske "politiske" debat.
Der er med andre ord hårdt brug for en vital og handlekraftig mand i Kremls præsidentpalads. Spørgsmålet er, om den "genfødte" Jeltsin er i stand til at regere eller om han fortsat vil nøjes med at være sin egen opposition.

on (Ole Nyeng)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her