Læsetid: 2 min.

Linda Nielsen fravalgt som ny KU-rektor

Fire år på posten som Danmarks første kvindelige rektor på Københavns Universitet fik Linda Nielsen. En enig bestyrelse har valgt professor, dr. med Ralf Hemmingsen, som rektor. Han skal styrke de indre linjer
28. september 2005

Københavns Universitets rektor siden 2002, Linda Nielsen, har gennem sine fire år på landets største universitet lagt vægt på at åbne institutionen over for omverdenen i form af kommunikation til et bredere samfund, samarbejde med erhvervslivet og internationalisering.

Sådan karakteriserer hun selv sin indsats. Og dermed har Linda Nielsen været med til at forberede universitetet til en ny epoke, hvor universitetet nu efter bestyrelsens opfattelse skal styrkes mere på de indre linjer.

En enig universitetsbestyrelse udnævnte i går professor, dr. med Ralf Hemmingsen og dekan på det sundhedsvidenskabelige fakultet som ny rektor for Københavns Universitet for de næste fem år.

"Jeg smækker ikke med døren," siger Linda Nielsen, men hverken hun eller KU har lagt skjul på, at de eksternt ledede bestyrelser, der med den nye universitetslov fik bemyndigelse til at vælge universitetets ledere, ikke var deres kop te.

Det magttomrum, der har været mellem lovens vedtagelse og til, at den nye bestyrelse tiltrådte og fik formuleret en strategi for universitetet - hvilket endnu ikke er på plads - har Linda Nielsen åbenlyst ikke brugt til at køre sig i stilling som bestyrelsens kandidat til rektorposten.

Nye vinde

Selv siger hun, at kemien har været god, men indrømmer også, at "det har været en underlig situation, at skulle flytte sig fra bordenden."

De politiske vinde har et andet fokus, end da Linda Nielsen fik posten som rektor under universitetsdemokratiets sidste store valghandling.

Dengang var det kommercialisering og samarbejde med erhvervslivet, der prægede debatten og de politiske målsætninger. Nu er det strategisk universitetsledelse og organisation, det gælder, for at få det nye ledelsessystem til at fungere. Hvorimod Linda Nielsen har lagt sine kræfter internationalt og udadtil bl.a. som formand for Rektorkollegiet og medlem af regeringens Globaliseringsråd.

Dernæst kan Ralf Hemmingsens udnævnelse ses som udtryk for regeringens høje profilering af naturvidenskab og sundhedsvidenskab.

Ralf Hemmingsen har været dekan siden 2002 og har siden 1995 været professor i psykiatri ved KU.

Universitetets bestyrelse udtrykker i en udtalelse anerkendelse af Linda Nielsens indsats i en vanskelig overgangsperiode, ligesom man fremhæver hendes store arbejde for at markere universitetet nationalt og internationalt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her