Læsetid: 4 min.

Lir i Liechtenstein

Når ikke der ellers er så meget at prale af, luner det gevaldigt med en 4-0 sejr over Liechtenstein
13. oktober 2006

Det går ufatteligt godt i Danmark. Bortset fra når vi spiller landskamp mod Spanien. Og Nordirland. Sidste weekend måtte Morten Olsen således tage til takke med et enkelt point i kvalifikationen til det, der på overnationalt ingenmandssprog hedder Euro 2008.

0-0 efter en helt og aldeles pæn indsats. Vi danskere kan kunsten at trille bolden behørigt frem og tilbage i den 'omvendte trekant', hvis nederste spids ifølge Olsens plan udgøres af Christian Poulsen. Set oppefra havde den blonde midtbanespiller, der til daglig har stor succes i spanske Sevilla, masser af plads til at føre bolden rundt. Nogle gange til venstrekanten, hvor Martin Jørgensen stadig ligner landsholdets mest stilrene aktør, og andre gange med adresse til den overbefolkede midter-offensiv.

Déroppe stod de pokkers nordirere så i vejen for de rød-hvide tropper. I anden halvleg bevægede de sig end ikke, og reposter fra Martin Jørgensen og Daniels Jensens utallige afleveringer ind mod pletten blev losset langt væk fra farezonen. Konstant løb Jon Dahl Tomasson ind i blinde vinkler. Og selv om Nicklas Bendtner hen mod slutningen løftede spillet med både hurtighed og Søren Larsen'sk fandenivoldskhed, blev det ved paraderne. Man savnede den lige højre. Bedste bud på sådan én kom såmænd fra Poulsen, der langt inde i anden halvleg trykkede kanonen af på bedste Ballack-manér. Nordirerne, som ikke havde meget at byde på i den anden ende, havde li'som indstillet sig på at være en slags nordmænd dén aften på Østerbro.

Det ligner et mønster

Det lignede håndbold i Parken med masser af krydsløb og trekanter, og det var alenlangt fra den infight, Poulsen mestrer i den spanske første division, hvor holdene angriber højt på banen.

VM i Tyskland bragte orden i den internationale fodbolds magtbalance. Frankrig mod Italien i finalen var langt fra tilfældigt. Begge havde slingret gennem de indledende runder, men undervejs i knockout-fasen fandt de det nødvendige miks af bundsolidt forsvar og overrumplende offensiv frem. Zidanes genialitet rakte lige præcis et par uger. Og så sluttede det hele som bekendt med en skalle.

Nu er det blevet hverdag for storholdene. De krævende, hjemlige ligaer og ikke mindst Champions League sætter deres spor. Og det går ud over landsholdene og deres udskældte trænere. Italien hænger i med det yderste af neglene, selv om Roberto Donadoni har fået lidt pusterum efter de azurblås 2-0 sejr over Ukraine. Frankrig er skandaløst blevet slået af Skotland, som nu ligger suverænt i toppen af pulje B. Målt ud fra briternes sædvanlige urealistiske forventninger leverede Steve McClarens fodfolk en lunken indsats mod Makedonien. 0-0 stod der ved sidste fløjt.

Det ligner et mønster. Små hold forsvarer sig med næb og kløer, og de store af slagsen - inklusive Irland, som tabte hele 5-2 til Cypern - døjer med de evindelige problemer. Skadede stamspillere, stjernenykker på de offensive midtbanepladser, taktisk forvirring og manglende gejst og vildskab. I Danmark bryster vi os af national korpsånd. Alligevel var Danmark-Nordirland som et ekko af FC Københavns visit i Champions League indtil nu. Pænt at se på. Og hamrende ineffektivt.

Apropos Cypern, så var der ellers fest og glade måldage i gruppe D. Udover Cyperns irske afstraffelse tæskede Slovakiet Wales på udebane med en dundrende 1-5-sejr, og Tjekkiet, som er midt i et gennemgribende generationsskifte, udraderede lilleputnationen San Marino 7-0 på hjemmestadionet i Prag.

Kan nordirerne holde téten, ligner de faktisk en vinder i Danmarks pulje F. Vi ved jo, at svenskerne sejler op og ned i vedholdenhed, og så var det oven i købet to 'danskere', Marcus Allbäck fra FCK og Johan Elmander fra Brøndby, som sørgede for Lars Lagerbäck-drengenes 2-0-triumf over Spanien. Oven på spaniernes svigende 2-3-nederlag til netop nordirerne er presset på træner Luis Aragonés vokset til vindstyrke orkan. Folket stoler simpelthen ikke på ham mere.

Et tiltrængt rygstød

Aragonés' aktuelle dukkert er til gengæld godt nyt for topholdene i solskinslandet. Nu kan de bedre koncentrere sig om det, det hele handler om. Klubfodbold, nemlig. Landsholdsfodbold er, når alt kommer til alt, irriterende pauser i de glamourøse, tætpakkede ligaprogrammer. Og spillerne risikerer at blive skadet i landsholdsopgørene. Man kalder det 'FIFA-virus'.

Godt nok slog Thomas Sørensen og Nicklas Bendtner sig i kampen mod Nordirland. Men det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Bortset fra de isolerede slutrunder, som også er vigtige show-rooms for internationale stjerner, bliver der ikke gået til stålet på landsholdene. Som forsvarsspilleren Mejía fra Real Madrid kynisk formulerer det: "Jo færre landsholdsfolk, vi har, jo bedre kan vi forberede os til de komende kampe i ligaen."

Den nye professionalisme herhjemme voksede ud af Svend Gehrs-generationens Bilka-habitter, medbragte six-pack's og roligans. Sentimentalt set var Parken altid fyldt op. Også til venskabskampene. Nu om dage er Parken noget, landsholdet låner, mens DBU kigger misundeligt på FCK og Don Ø, der om nogen kan få konfettien og den internationale stemning frem på tribunerne.

400 tilrejsende roligans var der i onsdagens kamp mod Liechtenstein. De skrålede fædrelandssange og pyntede gevaldigt på de mere end halvtomme lægter på stadion i byen Vaduz. Mål af Daniel Jensen, Michael Gravgaard og 2 x Jon Dahl mod et tegneseriehold er selvfølgelig ikke nok til at omstøde fodboldens globale orden. Men det luner og gi'r et tiltrængt rygstød, når vi snart skal møde Aragonés' og Lagerbäcks hårdt prøvede mandskaber.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu