Læsetid: 3 min.

Efter Liseleje

10. juni 1997

EN UMIDDELBAR tanke der opstod ved Radioavisens meddelelse om den St. Valentinsdaglignende rockermassakre i lørdags: Nu er det bare for meget. Og så i Liseleje. Krigen nærmer sig faretruende de bærende kulturlag. Hvad skal vi dog gøre!
Den næste tanke gik til Pia Kjærsgaard og de typer, der altid har svar parat. Som regel noget med forbud og fængsel og flere tæv i barndommen.
Men de typer, der kender løsningen på problemet, er ikke så få efterhånden. Derfor er det glædeligt, at justitsministeren ikke vil forcere et rockerforbud i henhold til grundloven.
Men så hører glæden til gengæld også op, for et forbud mod Hells Angels og Bandidos er hvad ministeren og er flertal i Folketinget tilsyneladende går efter, når man har hørt rigsadvokaten, om og hvis et sådant holder i retten.
Der er sådan set ikke tvivl om, hvad ministeren bør gøre, såfremt politi og anklagemyndighed løfter bevisbyrden og godtgør, at de pågældende rockerbander virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning... Grundloven er klar:
Myndighederne skal tage skridt til at opløse sådanne foreninger ved dom.

LAD OS NU antage at dette kan lade sig gøre. At anklagemyndigheden overbeviser domstolen om bandernes karakter af foreninger med disse ildevarslende karakteristika.
I sig selv en svær - overensstemmende med gældende retsopfattelse - måske umulig opgave.
Flere af de rygmærkeprydede ungersvende tager jo på den ene side mildt sagt ikke afstand fra vold. På den anden side fordrer et retssamfund, at man tager stilling til hin enkeltes adfærd, ikke kollektivets.
Med mindre altså at man klart kan påpege det foreningsbestemte imperativ, der påbyder de respektive medlemmer at skyde andre folk ned på åben gade, og følgelig forbyde foreningerne.

I SAMME åndedrag rådgav en amerikansk rockerkriminalitetsekspert i Politiken i går sine - trods alle grimme erfaringer på det senere - stadig voldsuvante danske kollegaer, og anbefaler indførelsen af kollektiv straf over for banderne.
Det eneste der batter, når det gælder rockerkrig, mener ekspert Terry Katz fra Maryland State Police.
Al den stund rekrutteringen til de danske bander af stadig flere voldsbenovede unge, utilpasse mænd synes at være i dramatisk fremgang, og volden samtidig hermed - jvf. Liseleje og Drammen - lader til at blive endnu mere rå, utilsløret og farlig for omgivelserne, kan et sådant forslag utvivlsomt friste svage sjæle, Pia Kjærsgaard m.fl.
Tænk også bare om man kunne at anskaffe sig en fars hammer, der med ét slag på ambolten, én gang for alle, kunne bringe dette uantagelige og skrækkelige til ophør.
Ja, tænk bare. Inden proselytter til mr. Katz kommer for godt igang, må man måske minde om, at den amerikanske bandekriminalitet - alt andet lige - ikke just er bragt ud af verden af kollektive straffe.
Derimod har disse sammen med andre drakoniske forholdsregler unægtelig skabt en mentalitet, der næppe er befordrende for den retskultur vi her i landet meget gerne skulle have til at overleve nogle få hundrede adfærdsforstyrrede, livsfarlige fæhoveder.

MED ANDRE ORD er vi dér igen, hvor politikerne må afgøre med samvittigheden, hvad og hvor meget uigenkaldeligt af vores i forvejen ufuldkomne retssamfund de vil ofre for at fjerne den sten i skoen, som de forholdsvis få rockere udgør.
Vil det danske folketing - for det første - gå så vidt i bestræbelserne for at gøre noget at man for eksempel - restrospektivt set - ville have kunnet forbyde visse af venstrefløjens grupperinger, dengang de udråbte den væbnede revolution fra hverandet gadehjørne?
For det andet:
Vil Folketinget tilsidesætte retssamfundets mest grundlæggende betragtning: At hver mand hæfter for hver mands gerning?
Og hjælper den slags foranstaltninger? Hjalp rockersærlovens betænkelige opholdskriterium? Ikke efter hensigten.
Rockerne øver - som spået af denne avis - blot deres lede gerninger andre steder end på lukket land.
Og hvor går rockerne hen, når de eventuelt en dag må gå under jorden? De går under jorden, hvor de opererer under anden maske - dobbelt så farlige.
En fornuftens stemme, der i den forbindelse er værd at påhøre, tilhører Københavns chefkriminalinspektør Per Larsen, der ikke er parat til at sætte mere over styr af den demokratiske retssikkerhed.
Moralen man kan uddrage af Per Larsens overvejelser er at uvæsenet på sigt - politiets - blot bør bekæmpes med alle til rådighed stående midler i et langt sejt træk.
Man kan tilføje, at politikerne så meget desto mere målrettet burde underkaste det væbnede rockeres sociale årsager en omhyggelig granskning. Déri ligger naturligvis minimalforudsætningen for at finde nøglen til løsningen på længere sigt.

mtz (Georg Metz)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu